; ;
Gemt

Opråb fra Dansk Erhverv: Skru ned for regelmaskinen i Bruxelles og gør EU stærkere til fremtiden

28. april 2024

Danske virksomheder ser ind i administrative byrder for 36 mia. kroner årligt i de kommende år, viser en analyse fra Dansk Erhverv. Hovedparten kommer fra EU-regler. Der er derfor brug for et strategisk valg om, hvilket EU vi vil have i fremtiden for at sikre vores konkurrenceevne.

bmk_.jpg

EU blev grundlagt på ideen om fred og frihandel, og i det lys er det indre marked en kæmpe succes. Udover at have sikret fred mellem europæiske lande i årtier, er det indre marked en forudsætning for vores vækst og velstand. Sidste år løb Danmarks eksport af varer og tjenester til de øvrige EU-lande op i svimlende 850 mia. kr.

De tektoniske plader har dog rykket sig gevaldigt de seneste år. Og i takt med EU's voksende indflydelse på borgere og virksomheders hverdag er der behov for at træffe et strategisk valg om, hvilket EU vi ønsker i fremtiden.

”EU er en kæmpe succes, men der er brug for en hovedrengøring af det europæiske hus, der er blevet fyldt op med regler og byrder. Det er mere aktuelt end nogensinde før, at vi får skabt et EU, som finder tilbage til sin essens, og som fokuserer og samler sine kræfter dér, hvor behovet er størst som eksempelvis fred og frihandel. Vi bør bruge valget til Europa-Parlamentet og det forestående danske EU-formandskab til at gøre os klart, hvor EU-reguleringen har taget overhånd,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Siden EU blev grundlagt som en kul- og stålunion i 1952, har unionen spredt sin påvirkning og indflydelse over flere og flere politikområder. For hvert nyt politikområde følger et nyt sæt regulering, og det er en af grundene til den stigende regel- og byrdemængde, som rammer danske virksomheder.

Mens man i USA og andre dele af verden understøtter erhvervslivet med færre regler, pålægges danske og europæiske virksomheder flere og flere regler og byrder, der påvirker konkurrenceevnen.

Danske virksomheder pålægges administrative byrder for 30 mia. kr. om året, og byrderne vil vokse til 36 mia. kr. i de kommende år, viser en analyse fra Dansk Erhverv. Heraf vil hovedparten komme fra EU-regler.

“EU blev etableret for at skabe fred og frihandel. Ikke for at skabe bureaukrati og byrder. Hver enkelt regel eller krav er indført med de bedste intentioner, men tallene viser, at den samlede regelmængde er vokset ud af proportioner. Ligesom den nuværende regering meget prisværdigt arbejder for at luge ud i overflødige regler og efterse de bærende elementer i samfundet, bør vi lave et tilsvarende, grundigt sundhedstjek af EU,” siger Brian Mikkelsen.

Medlemskabet af det indre marked betyder, at op mod 70 procent af vores erhvervslovgivning besluttes i EU, og dermed følger en omfattende regulering.

Derfor er det vigtigt, at EU og en ny kommission arbejder målrettet med regelsanering og ensartet implementering, for ellers taber vi konkurrenceevne, lyder det fra Dansk Erhverv.

”Virksomhederne ender med at skulle bruge for megen energi på at gennemskue og implementere regler frem for at fokusere på vækst og udvikling af fremtidens løsninger. Dansk Erhverv kommer derfor med en konkret opfordring til Europa-Parlamentet, en ny EU-kommission og til den danske regering forud for det kommende EP-valg og formandskab: Skru ned for regelmaskinen i Bruxelles. Og lad os foretage en gennemgribende regelsanering, der sætter rammerne for fremtidens EU med færre regler og byrder for borgere og for erhvervslivet,” siger Brian Mikkelsen.

Administrative byrder stiger mere end 6 mia. kr. på to år

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Domino

Mediechef