KONKURRENCEEVNEBAROMETER | ARBEJDSKRAFT

Danmark indtager førstepladsen, når det kommer til, at virksomheder prioriterer at tiltrække og fastholde talent. På indikatoren for hvor let det er ansætte udenlandsk arbejdskraft, ligger vi nede på en 27. plads i feltet af OECD-lande.

Søjlerne angiver Danmarks placering blandt 35 OECD-lande. Den grønne farve angiver en placering i øverste tredjedel, gul angiver en placering i midterste tredjedel og rød angiver en placering i den nederste tredjedel ift. de øvrige lande inden for hver indikator. Dyk ned i data længere nede på siden.

Dansk Erhvervs Konkurrenceevnebarometer for arbejdskraft viser, at Danmark samlet indtager en syvendeplads blandt 35 OECD-lande. Det er to pladser dårligere end sidste år, hvor Danmark indtog en femteplads. Irland indtager førstepladsen i år efterfulgt af Holland og Schweiz. Det er særligt letheden ved at ansætte udenlandsk arbejdskraft, den langsigtede vækst i arbejdsstyrken og virksomhedernes prioritering af at tiltrække og fastholde talent, der sikrer, at Irland indtager førstepladsen.

Danmark står stærkest på indikatoren for, at det er en virksomhedsprioritet at tiltrække og fastholde talent, hvor vi indtager førstepladsen. På indikatorerne for hvor let det er at finde kvalificeret arbejdskraft, og hvorvidt højtuddannet udenlandsk arbejdskraft tiltrækkes landet, indtager Danmark en hhv. sjette- og ottendeplads. Derimod ligger Danmark i bunden, når det kommer til letheden ved at ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvor vi indtager en 27. pladsen. Det er væsentlig dårligere end både Sverige, Norge og Finland.

Det er afgørende for at realisere et vækstpotentiale, at virksomhedernes behov for medarbejdere matches af et stort og kompetent udbud af attraktiv arbejdskraft. Når mange virksomheder, som det er tilfældet, rekrutterer forgæves, eller i mangel af bedre rekrutterer medarbejdere uden tilstrækkelige forudsætninger for at løse opgaverne, så svækker det virksomhedernes muligheder for at generere vækst. 

Selvom virksomhederne har haft held med i stigende omfang at tiltrække arbejdskraft fra lande omkring os og reformer har bidraget til at fastholde flere seniorer på arbejdsmarkedet, så har udbuddet af arbejdskraft gennem mange år ikke vokset tilstrækkeligt til at kunne følge med i forhold til at dække virksomhedernes behov for nye medarbejdere.  

Med udsigt til et faldende arbejdsudbud de kommende år i både Danmark og i de lande omkring os, som danske virksomheder rekrutterer flest medarbejdere fra, er der et presserende behov for omfattende reformtiltag rettet mod at øge udbuddet af arbejdskraft, herunder et paradigmeskifte for udenlandsk arbejdskraft med sigte på at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft som en del af en samlet løsning.        

Derfor foreslår Dansk Erhverv, at:

  • Partnerskabsaftaler med udvalgte lande skal sikre at flere udlændinge kommer til Danmark for at arbejde.
  • Udlændingemyndighederne skal guide og facilitere virksomhedens ansøgningsproces individuelt, når de henvender sig med henblik på at ansætte udenlandske medarbejdere.
  • Indtægtsgrænsen for at udenlandske arbejdstagere kan tage imod et jobtilbud i Danmark igennem beløbsordningen nedsættes til 360.000 kr. uafhængigt af antal personer i ordningen, ledighed og tidligere forsøg på at besætte stillingen.
  • Ansøgningsprocessen i forbindelse med rekruttering af udenlandske medarbejdere smidiggøres gennem en markant forenkling af reglerne og en fuld digitalisering af forløbene.
  • Medarbejdere fra datterselskaber i udlandet til danske virksomheder ubureaukratisk skal kunne rejse til Danmark og deltage i mødeaktiviteter, udviklingsprojekter og arbejdsopgaver af kortere varighed.
  • Antallet af tilbagetrækningsordninger målrettet seniorer, der forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen, forenkles og reduceres med henblik på at antallet af danskere på tilbagetrækningsordninger reduceres med minimum 30.000 personer.
  • Topskattegrænsen forhøjes med ca. 247.000 kr., så flere tilskyndes til at arbejde mere.
  • En afdæmpet regulering af overførselsindkomsterne, som udløber i 2023, forlænges frem til 2030.
  • Aktivitetstillægget for unge kontanthjælpsledige afskaffes, så unge ikke belønnes for at være langt væk fra arbejdsmarkedet. Aktivitetstillægget gør i dag, at ydelsen for nogle unge er ca. dobbelt så høj, hvis de er aktivitetsparate i stedet for jobparate.
  • Ledige i højere grad end det er tilfældet i dag skal stå til rådighed for de jobmuligheder, der viser sig. Det kan bl.a. ske ved at indføre et enstrenget sanktionssystem for forsikrede ledige og ved at styrke tilsynet med lediges jobsøgning.
  • Beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere øges, bl.a. ved at indføre et krav om 37-timers aktivitet for ledige ikke-vestlige indvandrere og flygtninge som forudsætning for at få udbetalt ydelser.

Gå på opdagelse i Dansk Erhvervs Konkurrenceevnebarometer for arbejdskraft i rapporten herunder:

Konkurrenceevnebarometer 2023

Kontakt

Har du spørgsmål til vores arbejde med arbejdskraft?

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil