Data har et enormt potentiale i den moderne økonomi. For at udnytte det potentiale vedtog EU i 2020 en ambitiøs datastrategi med det mål at gøre Europa til en global leder inden for datadrevne teknologier og tjenester. Som en del af denne strategi blev der i 2023 opnået politisk enighed om en ny lovgivning, Data Act. Denne forordning skal skabe de nødvendige lovgivningsmæssige rammer for at realisere strategien og fremme en retfærdig og innovativ dataøkonomi i Europa.  

Data Act supplerer den eksisterende Data Governance Act, som har været i kraft siden september 2023 og som regulerer adgangen til offentlige data. Data Act blev godkendt af Europa-Parlamentet med stort flertal og afventer nu en formel godkendelse fra Rådet, hvorefter den vil træde i kraft 20 måneder efter offentliggørelsen i EU-tidende, forventeligt omkring midten af 2025. 

Formålet med Data Act 

Data Act har flere mål. For det første skal den fremme innovation ved at sikre lettere adgang til og deling af data. Dette vil skabe nye muligheder for udvikling af avancerede tjenester og produkter. For det andet skal den øge konkurrenceevnen ved at forhindre misbrug af markedsstyrke og sikre retfærdige vilkår i datadelingsaftaler. For det tredje beskytter Data Act brugernes rettigheder ved at give dem kontrol over de data, de genererer, når de bruger internetforbundne produkter. Offentlige myndigheder får også mulighed for at få adgang til privat data under ekstraordinære omstændigheder, såsom ved naturkatastrofer, for at beskytte offentlighedens interesser. 

Hvem er omfattet af Data Act? 

Data Act gælder for en bred vifte af aktører. Producenter af hardwareprodukter, der opsamler brugerdata, skal sikre, at disse data er tilgængelige for brugerne af produkterne. Dette inkluderer særligt producenter inden for sektorer som landbrug og industri, hvor adgang til data kan optimere drift, produktion og forsyningskæder. Forordningen omfatter også udbydere af tjenester, der er forbundet med IoT-produkter (Internet of Things), samt dataindehavere og udbydere af cloud-services. Offentlige institutioner, der har behov for data i krisesituationer, er også omfattet. 

Adgang til og deling af data 

Hovedprincippet i Data Act er, at både virksomheder og forbrugere skal have mulighed for at tilgå, forvalte og dele de data, de selv bidrager til at skabe. Dette gælder særligt ved brug af IoT-produkter og relaterede tjenester. Udbydere af disse tjenester skal sikre, at brugerne nemt kan tilgå alle data, de genererer, gennem overskuelige grænseflader. Dette krav stiller store krav til producenter og tjenesteudbydere om at overveje, hvordan de bedst muligt kan implementere disse funktioner i deres løsninger allerede nu. Tilsvarende skal udbydere af cloud-tjenester sikre, at det er nemt at flytte data i forbindelse med leverandørskifte. 

Data Act træder i kraft den 12. september 2025. Denne lovgivning er et vigtigt skridt mod at skabe et fælles europæisk datamarked, hvor innovation og konkurrence kan trives på baggrund af de enorme mængder data, der genereres i det moderne samfund.