Gemt

Har din virksomhed en personalepolitik for anvendelse af generativ kunstig intelligens (AI)?

15. februar 2024

Udviklingen inden for AI er accelereret i løbet af de seneste år. Teknologien er blevet mere tilgængelig og mange virksomheder er i gang med at afsøge potentialet og implementere produkterne i deres forretning. Det betyder samtidig, at der er en stigende efterspørgsel på personalepolitikker for anvendelsen af AI. Dansk Erhverv har derfor udviklet en generisk personalepolitik der kan bruges som inspiration eller ’tjek-liste’. Som altid står vores kolleger klar til at bidrage med yderligere sparring og rådgivning.

Generativ AI åbner muligheder for ny innovation, fra effektivisering af arbejdsgange og analyse af store datamængder til generering af nye ideer gennem skriftlig såvel som visuelt og auditivt out-put. Generative AI-værktøjer efterligner menneskelig produceret tekst, lyd, billeder/video, og kan også anvendes til at støtte mere komplekse opgaver som kodning og programmering. Men med disse nye muligheder følger også en række udfordringer/faldgrupper, som det er vigtigt, at virksomheden tager højde for i forbindelse med, at virksomhedens medarbejdere anvender teknologien.   

I virksomheder hvor medarbejdere anvender AI i forbindelse med deres arbejde, anbefales det at etablere klare retningslinjer for medarbejdernes anvendelse af generative AI-værktøjer. Disse retningslinjer kan indgå som en særskilt personalepolitik for at sikre ansvarlig, etisk og strømlinet brug af generativ AI i virksomheden. En personalepolitik sætter ligeledes rammerne for virksomhedens holdning til anvendelse af generativ AI, ligesom det skaber klarhed for medarbejderne omkring både generelle samt interne regler for anvendelse af generativ AI. 

I forbindelse med udarbejdelse af en AI politik, bør du overveje følgende: 

Hvem har ansvaret for virksomhedens AI-politik?  
Hvor skal politikken forankres organisatorisk? 
Hvordan skal medarbejderne oplæres i brug af generativ AI? 
Hvem ejer outputtet ved brug af generativ AI? 
Afgrænsning af hvilke oplysninger, der kan anvendes ved brug af generativ AI.   
Hvilket AI-værktøj passer bedst til virksomheden og hvilke betingelser er der ved anvendelse af diverse AI-værktøjer – med andre ord; Hvad indeholder licensen? 

Øvrige overvejelser 
Du bør aktivt tage stilling til, hvad formålet er med anvendelse at konkrete værktøjer samt om generative AI-værktøjer er den bedste løsning i din virksomhed. I den forbindelse bør du også tage stilling til, hvorvidt en open source eller en lukket model passer bedst til den ønskede anvendelse.      

Open source  
Ved open source-modeller er AI-værktøjets kode tilgængelig for offentligheden. Dermed er det muligt at opnå viden om, hvordan AI-værktøjet reelt fungerer og hvordan det er udviklet.  

Lukkede modeller  
I modsætning til open source er lukkede modeller en tilgang, hvor kildekoden er hemmelig og dermed ikke offentligt tilgængelig. Dette betyder, at lukkede modeller ikke giver adgang til at brugeren kan teste og justere værktøjets kode og funktioner.  

Løsningerne rummer hver især både fordele og ulemper alt afhængig af, i hvilken type virksomhed og til hvilket formål de anvendes. Undersøg derfor dette grundigt, før virksomheden tager værktøjerne i brug. For at sikre fleksibilitet og mindske risikoen for at blive låst fast ved en enkelt model eller leverandør, kan virksomheder med fordel opbygge kompetencer inden for begge typer. 

Har I styr på datasikkerheden?
Generative AI-værktøjer behandler og genererer indhold baseret på store mængder data, og derfor kan risikoen for lækage eller misbrug af fortrolige oplysninger, såsom kritisk forretningsdata stige. Dette kan medføre alvorlige økonomiske, juridiske og konkurrencemæssige konsekvenser for virksomheden. Virksomheder der anvender generative AI-værktøjer, bør derfor være særligt opmærksomme på at indføre foranstaltninger, der sikrer optimal beskyttelse af følsomme datasæt. Hvis din virksomhed ønsker hjælp til at arbejde struktureret med informationssikkerhed og databeskyttelse, kan I få råd og vejledning via Dansk Erhverv og D-mærket her: Kom i gang med D-mærket | Gratis oprettelse i selvevalueringen

Dansk Erhverv har udarbejdet en skabelon til virksomheder, der ønsker at lave deres egen personalepolitik for anvendelse af generativ kunstig intelligens. Formålet med skabelonen er at hjælpe virksomheden godt på vej med en AI-personalepolitik ved at give et overblik over, hvilke elementer politikken bør indeholde.   

Skabelonen er kun tilgængelig for medlemmer af Dansk Erhverv. Log ind for at hente den her: