Anbefaling: Velfærdsrådet anbefaler en revision af velfærdsuddannelserne med det formål at sikre en tæt sammenhæng mellem uddannelserne og det, som arbejdsgiverne – fra alle sektorer – efterspørger af kompetencer gennem en tæt kobling til praksis. Desuden bør revisionen tage højde for, hvordan uddannelserne kan blive mere attraktive for kommende studerende at vælge. Endelig bør revisionen forholde sig til, hvordan videreuddannelse ikke fører medarbejderne væk fra borgernære opgaver, men lader specialisten forblive i kontakt med borgerne/patienterne.

Begrundelse: Velfærdsfag bliver i dag brugt som en samlebetegnelse for fag og fagligheder, der særligt løser opgaver inden for hele velfærdsspektret. Som også beskrevet i udfordringsbilledet ”Mangel på kollegaer – nu og i fremtiden” er gruppen bred og drejer sig både om fagligheder helt tæt på borgerne og i administrationen af systemerne. Velfærdsrådet har en opmærksomhed på, at samlebetegnelsen ”velfærdsfagene” og ”velfærdsmedarbejderne” kan virke fremmedgørende for de personer, der hver dag arbejder med at løfte de mange opgaver i velfærdssamfundet, men samtidig anerkender vi, at det er blevet en gængs betegnelse og vil derfor i det følgende selv bruge den.

En del af løsningen for at rekruttere flere kvalificerede og motiverede medarbejdere til velfærdsfagene starter allerede i uddannelsessystemet. Der er faldende optag på flere af de store velfærdsuddannelser som pædagogstudiet, sygeplejestudiet, lærerstudiet og socialrådgiverstudiet.

De danske professionshøjskoler har undersøgt deres studerendes motivation for at søge ind i velfærdsfagene, og der er et udtalt ønske om ”at gøre en forskel”, hvilket er en afgørende motivation i arbejdet med andre mennesker. Hvad sker der med den motivation undervejs i uddannelserne, og når den nyuddannede rammer arbejdsmarkedet?

Det kunne være relevant at foretage et eftersyn af, hvordan de uddannelser, der leverer nyuddannede medarbejdere til velfærdsfagene, rent faktisk svarer på arbejdsgivernes behov for kompetencer – ikke mindst de fremtidige.

Velfærdsrådet har drøftet, hvordan det lader til, at personer inden for velfærdsfagene med ambitioner om at gå ledelsesvejen - og sommetider også specialistvejen - kommer til at uddanne sig ud af deres kerneopgaver og dermed væk fra borgerne. Det er ikke hensigtsmæssigt i en tid, hvor der er stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft i selvsamme fag.

De uddannelsessøgende skal i højere grad kunne se attraktionen i en uddannelse rettet mod et velfærdsfag. Der er ingen snuptagsløsninger på dette spørgsmål, men det er nødvendigt at tage fat på udfordringen og også puffe til en kulturændring blandt de uddannelsessøgende. Rådet advarer mod at gøre det til en ren kommunikationsøvelse om ”at tale fagene op”, selvom det bestemt også er tiltrængt. Derimod gælder det om at ændre i substansen i uddannelserne, så de bedre klæder de studerende på til livet efter endt uddannelse. Muligvis kan uddannelserne gøres mere modulbaserede fx ved at skele til Norge, hvor man ser uddannelser i trin, og hvor jordemoderuddannelsen kan bygges oven på sygeplejerskeuddannelsen uden jordemoderaspiranten skal starte godt og vel forfra.