Gemt

Fokus på fleksibilitet i forsvarsindustrien

15. juni 2022

Krigen i Ukraine har skærpet opmærksomheden på den danske forsvarsindustri. Military Equipment Denmark repræsenterer en lang række internationale producenter, som leverer til det danske forsvar. Adm. direktør Peter Martin Skjold Jensen oplever dog, at administrative processer er tunge, hvilket både forsinker og skaber barrierer for samarbejdet.

 

Med krig i Europa, et nyt nationalt kompromis, en afstemning om EU-forsvarsforbeholdet og en ny strategi, står danske virksomheder i forsvarsindustrien nu i en situation, hvor der er endnu mere fokus på, hvad de kan og skal levere. En af de virksomheder møder vi i Regstrup i Nordvestsjælland. Her ligger Military Equipment Denmark, der siden 1987 har specialiseret sig som både distributions- og leverandørvirksomhed til forsvaret. Virksomheden har udviklet sine egne produkter, primært inden for skydebanemateriel. Adm. direktør Peter Martin Skjold Jensen fortæller, at der er flere udfordringer forbundet med at være en SMV på forsvarsområdet.

”De administrativt tunge processer i forbindelse med forsvarets udbud er en stor udfordring,” siger han, og forklarer, at virksomheden som oftest repræsenterer en udenlandsk producent (en såkaldt Original Equipment Manufacturer – forkortet OEM). Men fordi Forsvaret benytter sig af lange aftaleforløb, må virksomheden ofte køre i flere år uden indtægter. Som SMV skal du ”sælge dig” over for en meget stor OEM-leverandør, der muligvis helst vil samarbejde med større virksomheder, de kan spejle sig i. ”Det kræver både økonomiske og personalemæssige ressourcer, da processen kan tage mange år,” siger han og konstaterer: ”Det er begrænset, hvor mange SMV’er, der har ressourcer til så omfattende administrative processer, selvom vi besidder de bedste kompetencer til at producere de ønskede komponenter eller yde en kompetent rådgivning.”

Giv os mere enkle processer
En kortere og mere enkel indkøbsproces vil være en fordel, både for forsvaret og for leverandørerne, mener Peter Martin Skjold Jensen. Han peger på, at man kan gøre de administrative processer mere enkle ved eksempelvis at udpege kritiske komponenter, der skal produceres i Danmark. ”Med så lange og komplicerede processer, som benyttes nu, kan det være vanskeligt for OEM’erne at indgå bind - ende aftaler med danske leverandører undervejs,” siger han og fortsætter: ”En mere forenklet indkøbsproces ville både sikre forsyningssikkerhed og arbejdspladser.” Han forklarer, at OEM-leverandøren på den måde mere målrettet vil kunne udbyde de specifikke genstande som forsvaret ønsker at købe, og at det derfor vil være muligt for SMV’erne at byde på opgaven, i det omfang, de konkret har ledig kapacitet, fremfor at bruge årevis på selv at forsøge at få de store OEM’er i tale.

 

imagewfva.png
Peter Martin Skjold Jensen, adm. direktør, Military Equipment Denmark - Foto: Jakob Møller

Alle omkostninger skal regnes med
Selvom det lyder som den omvendte verden, ville Peter Martin Skjold Jensen ønske, at der blev stillet flere krav i udbudsprocesser, og at de blev vægtet højt ved udbudsevalueringen. For en virksomhed som Military Equipment Denmark ville det netop være en fordel, hvis der i højere grad, også i de mindre udbud, blev taget højde for materialernes holdbarhed, levetid, kvalitet – og ikke bare billigste pris.

”Den tilgang, der benyttes nu, betyder at Forsvaret ofte får udført opgaven på billigst mulige måde, men måske kun med den halve levetid af, hvad en tilsvarende men lidt dyrere løsning kunne have præsteret,” siger han og peger på, at man i langt højere grad kunne kigge mod en såkaldt TCO - der står for “Total Cost of Ownership”, hvor den samlede sum af omkostninger, inklusiv anskaffelse og anvendelse af produktet i brugsperioden, bliver medregnet. ”Det ville tilgodese de SMV’er, som har brugt rigtig lang tid på udvikling af produkter til specifikke opgaver,” siger han.

Generelt håber han, at processerne bliver mere smidige og fleksible. Det kan eksempelvis gøres ved i større grad at opdele udbud, der kan omfatte alt fra kantinedrift til vedligeholdelse af skydebaner. ”En opdeling af den enkelte aftale vil give SMV’erne mulighed for at byde ind på et specifikt område med deres ekspertise” siger han og tilføjer, at det er en fordel for begge parter: ”Det vil selvfølgelig styrke SMV’ernes budmuligheder, men det vil samtidig også styrke kvaliteten af ydelserne, fordi det offentlige får kompetente leverandører på alle kapacitetsområderne.

Military Equipment Denmark

  • Military Equipment Denmark har siden 1987 specialiseret sig som både distributions- og leverandørvirksomhed til forsvaret.
  • Virksomheden har udviklet sine egne produkter, primært inden for skydebanemateriel, og er samtidig repræsentant for leverandører til Forsvaret.
  • Virksomheden er en såkaldt repræsentant for leverandører til Forsvaret, herunder BAE-Systems, der er leverandør af Forsvarets infanterikampkøretøj CV-9035.
  • Military Equipment Denmark har 17 ansatte.