Gemt

IT-Branchens største ønske: Skab flere uddannelsespladser til it-studerende

01. september 2022

Coronapandemien og krigen i Ukraine har skabt travlhed i it-branchen, hvor omsætningen
er rekordhøj. Men der er benspænd: Manglen på arbejdskraft. Flere uddannelsespladser kan
ifølge IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg, være svaret på udfordringerne.

 

Da Natasha Friis Saxberg satte sig i stolen som adm. direktør i IT-Branchen i januar 2020, havde hun ikke forestillet sig, at hun på to år skulle forholde sig til en verdensomspændende pandemi efterfulgt af krig i Europa med Ruslands invasion af Ukraine. Begge hændelser har skabt en ekstraordinær situation for IT-Branchen, der er Danmarks største brancheorganisation for it- og televirksomheder, og dens medlemmer.

Mange virksomheder mangler hjælp fra it-kyndige, og efterspørgslen er rekordstor. It-branchen har i mange år haft vind i sejlene, hvor der har været uafbrudt vækst, siden finanskrisen sluttede. Og med corona tog det endnu mere fart. ”Corona blev en katapult i forhold til at synliggøre, hvor vigtig it-branchen er. Vi kunne pludselig vise, at virksomheder, der er digitaliserede, klarer sig meget bedre. Opmærksomheden på de digitale muligheder har i den grad udviklet sig under corona,” siger Natasha Friis Saxberg, som påpeger, at den gode, digitale infrastruktur, som Danmark har, også har været et bærende element i forhold til at få Danmark godt ud af coronakrisen. It-branchen har det seneste års tid øget sin omsætning markant inden for salg af it-udstyr og brug af it-konsulenter, og udviklingen fortsætter.

"Krigen i Ukraine har skabt et øget fokus på cybersikkerhed som en del af nutidens krigsførelse"
Natasha Friis Saxberg, adm. direktør, IT-Branchen

Flere cybertrusler
I februar i år blev Europa igen sat på den anden ende med Ruslands invasion af Ukraine. Ifølge Natasha Friis Saxberg har invasionen, ligesom coronapandemien, skabt endnu mere travlhed i it-branchen, fordi virksomhederne har stort fokus på at styrke cybersikkerheden. ”Truslen har været der hele tiden. Cyberkriminelle har ikke én nationalitet. Men cybertruslen er bestemt ikke blevet mindre, siden krigen i Ukraine startede. Der er kommet fokus på en fjende og dermed også et øget fokus på cybersikkerhed som en del af nutidens krigsførelse,” siger hun.

En analyse fra Erhvervsstyrelsen fra 2020 viser, at halvdelen af alle danske virksomheder har været udsat for cybertrusler, og at 40 procent af landets virksomheder har et utilstrækkeligt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Natasha Friis Saxberg er bekymret over tallene. Ikke mindst fordi cybertruslen især rammer de små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft og dermed kompetencerne til at skabe de bedste IT-løsninger. ”Hvis man ikke kan få fat i it-kompetencerne, er det ikke sikkert, at man får løst de sikkerhedsmæssige udfordringer – og det kan blive et stort problem for især de små og mellemstore virksomheder,” siger Natasha Friis Saxberg.


Natasha Friis Saxberg, adm. direktør, IT-Branchen - Foto: ITB Presse

Der skal uddannes flere 
Det er dog ikke kun små og mellemstore virksomheder, der mangler hænder og hoveder. Det gør alle typer af virksomheder. IT-Branchens adm. direktør nævner mere udenlandsk arbejdskraft som en god her-og nuløsning i forhold til at sikre, at de cirka 4.600 stillinger alene i IT-branchen, der er ledige lige nu, bliver besat. Men på den lange bane er det et stort ønske fra Natasha Friis Saxberg, at der investeres i flere it-uddannelsespladser. I år fik knap halvdelen af ansøgerne til it-uddannelser et nej til studiepladser. Problemet er især aktuelt i København, hvor de fleste ansøger om studieplads. I andre af landets byer har der været pladser nok. ”Vi har brugt meget energi på at få vækket interessen for it allerede i folkeskolen. Det arbejde har båret frugt, da vi kan se, at der er flere, der søger ind på uddannelserne. Men vi har ikke pladserne på universiteterne i storbyerne. Det skal løses - det er vores største ønske lige nu,” siger Natasha Friis Saxberg.

“Vi er gode sammen, fordi Dansk Erhverv har bredden, og vi har dybden. Når vi slår de to ting sammen, sejrer vi både politisk, men også i forhold til de medlemmer, vi har.”
Natasha Friis Saxberg, adm. direktør, IT-Branchen

Samarbejde skaber større aftryk
Natasha Friis Saxberg glæder sig over det aftryk, som Dansk Erhverv og IT-Branchen sætter i fællesskab. ”Dansk Erhverv har det store greb om erhvervslivet, og vi i IT-Branchen har en solid indsigt på tværs af hele it-branchen, med en faglighed der er afgørende for at skabe de bedste vilkår for it og teknologi i Danmark. Vi er gode sammen, fordi Dansk Erhverv har bredden, og vi har dybden. Når vi slår de to ting sammen, sejrer vi både politisk, men også i forhold til de medlemmer, vi har,” siger Natasha Friis Saxberg.

Dansk Erhverv har slået på tromme for at sætte fokus på blandt andet manglen på arbejdskraft, som har skabt genklang i det politiske Danmark. ”Og lige nu har vi et samarbejde i gang omkring, hvordan digitalisering kan spille en rolle i forhold til fremtidens velfærdssamfund,” lyder det fra den adm. direktør.