En energipriskrise af hidtil uset omfang har ramt de danske købmænd. Det kan skade selvstændighedskulturen og lokalsamfundene, hvor købmanden påvirker alt fra huspriser til skoleliv. Sådan lyder det fra John Wagner, der til nytår fratræder efter at have stået i spidsen for De Samvirkende Købmænd i 27 år.

ORD: SØREN WILLEMOES POULSEN  FOTO: JAKOB MØLLER

De mørke skyer hænger tungt over København og De Samvirkende Købmænds (DSK) kontor på Islands Brygge. Det synes at være et spørgsmål om tid, før uvejret for alvor rammer denne efterårsdag. Når John Wagner vender blikket fra Københavns havn til medlemmerne af DSK rundt i Danmark, er udsigten tilsvarende ildevarslende.  Købmændene er ramt af en krise af et hidtil uset omfang. 

”Jeg har set en del kriser, men jeg har aldrig oplevet noget lignende det, som vi ser nu, hvor der er en enorm frygt for fremtiden. Det er et helt andet omfang end eksempelvis finanskrisen, og det har allerede nu alvorlige konsekvenser,” forklarer John Wagner, der siden 1995 har været adm. direktør i DSK, som er brancheorganisation for 1.400 købmænd.

Årsagerne til krisen er mange, men den primære årsag kan skimtes på den faldskærm, der hænger på direktørens kontor: Ruslands angreb på Ukraine. 

”Op til Ruslands angreb var der også udfordringer, men siden krigsudbruddet er det bare accelereret i et voldsomt tempo, hvor kombinationen af især galoperende inflation, dyre råvarer, eksploderende energipriser og yderst tilbageholdende forbrugere virkelig presser vores medlemmer. Det gør ondt, og de første konkurser og afskedigelser har allerede ramt,” siger John Wagner og henviser til opkald fra frustrerede købmænd og en medlemsundersøgelse i DSK, der viser, at syv ud af ti selvejende købmænd vurderer, at de er lukningstruet, hvis energipriserne fortsætter med at stige.  

En møllesten
De hårdtramte virksomheder ser ind i en vinter, hvor deres omkostninger til energi forventes at stige endnu mere, og hvor forbrugerne formentlig samtidig vil skrue endnu mere ned for forbruget. Derfor er det positivt, at politikerne har erkendt, at virksomhederne har brug for hjælp, siger John Wagner.       

Hjælpen, der kom i form af den såkaldte Vinterpakke, som politikerne vedtog i september, er dog ikke tilstrækkelig, vurderer branchedirektøren. Han peger konkret på den henstandsordning, der giver virksomhederne mulighed for at udskyde dele af energiregningerne, som problematisk:

”Der er meget, meget få af vores medlemmer, der vil bruge henstandsordningen. De frygter, at de om et år vil sidde i samme alvorlige situation som nu, og så vil de ovenikøbet skylde rigtig mange penge til staten. Dermed kan de ikke foretage en kontrolleret nedlukning, hvis det bliver nødvendigt. Derfor ser de det som en møllesten om halsen fremfor en hjælpende hånd.”

Det forstår DSK-direktøren godt:  ”Jeg kan ikke med åbne øjne og god samvittighed anbefale ordningen til vores medlemmer.”

Kig mod Norge
Krisen fylder meget hos DSK, og derfor bruger John Wagner med egne ord primært sin tid på at ”råbe politikerne op” for at skaffe løsninger, der gavner: ”Politikerne siger jo, at der kommer mere hjælp, og derfor prøver vi selvfølgelig at forklare dem, hvad vi ser som løsninger. Det er vores primære metier som brancheorganisation,” forklarer han og peger på en række tiltag, der ville gøre en forskel for købmændene.

”Her og nu vil det hjælpe, hvis man udskød momsbetalingen. Det vil give likviditet. Det skal selvfølgelig betales tilbage, men det kunne man gøre over en årrække, hvor man langsomt strammer tidsperioden.”

Et andet tiltag er inspireret af Norge, hvor staten hjælper med at betale dele af energiomkostningerne, mod at butikken indgår i et program, hvor butikken bliver analyseret for at finde mulige energibesparelser, som butiksejeren forpligter sig til at investere i. ”Det vil betyde økonomisk hjælp nu, og når vi kommer ud af det her, så kommer du ud med en butik, der har lavere energi-omkostninger. Det har også samfundsmæssig stor betydning.”

Det tredje forslag handler om prisen på tobak. ”Mange købmænd og kiosker må hæve prisen på alt fra pasta til mælk, men fordi tobak er en fastprisvare, så må man simpelthen ikke hæve prisen på den vare. For især de mindre butikker, hvor tobaks-salget kan udgøre op til en fjerdedel af omsætningen, betyder det, at de skal hæve prisen på andre varer så meget, at de ikke kan klare sig i konkurrencen.”

John Wagner peger igen på Norge for inspiration til en løsning. Her er der en mindstepris på tobak, og derfor må man gerne sætte den højere: ”Der er nogle EU-regler, der gør, at det kan vi ikke i Danmark. Men vi behøver jo ikke være duks hver gang. Jeg synes godt, at man kan udfordre de regler.”

Lokalsamfundene bliver ramt
Der findes få lande, hvis nogen, der har flere købmænd, supermarkeder og kiosker pr. indbygger end Danmark. Så er det egentlig et problem, hvis nogle må lukke? Nej, ikke umiddelbart, lyder det en smule overraskende fra købmændenes repræsentant. Men det er rigtig synd for dem, der mister deres arbejde og for de mange unge mennesker, der er i lære eller tager de første skridt ind på arbejds- markedet hos en købmand, der må dreje nøglen om, siger John Wagner:

”Og kommer der mange lukninger, så er det rigtig, rigtig skidt for selvstændighedskulturen i Danmark og for lokalsamfundene, hvor købmanden har stor social betydning og påvirker alt fra huspriser til skoleliv. Så jo, det giver ringe i vandet, hvis købmændene må lukke. Det skal vi som samfund vide,” understreger John Wagner, inden han slutter med en opfordring og advarsel til politikerne. 

”Hvis ikke politikerne kommer med bedre hjælp til købmændene, smider vi de sidste ti års indsats med planlovgivning, lokalplaner, støtte til landdistrikterne og udflytning af statslige arbejdspladser over bord. Alt det, vi har gjort for at skabe bedre balance mellem by og land, risikerer vi at miste. Lokalsamfundet mister deres hjerte, som en kunde udtrykte det i en valgudsendelse.”