; ;

06. december 2022

Skarp pris, skarpe jakkesæt og en endnu skarpere service er ingredienserne i den succesopskrift, der har givet jakkesætsspecialisten Deerest Copenhagen vokseværk. Nu har virksomheden appetit på mere.

 

AF: SØREN WILLEMOES POULSEN FOTO: JEPPE CARLSEN

At træde ind ad døren hos jakkesætsspecialisten Deerest Copenhagen er lidt som at træde ind i en anden tid. I den smukke butik, hvor de skræddersyede klassiske jakkesæt hænger som perler på en snor og kæmper med sildebensparkettet og de elegante møbler om øjnenes opmærksomhed, bliver man budt velkommen af en flok uhyre velklædte og veltalende mænd. Iført perfektsiddende jakkesæt, farvestrålende slips og butterfly og sko så pudsede, at man kan spejle sig i dem, står de klar til at hjælpe: ”Goddag og velkommen til. Kan vi byde på en kop kaffe eller vand? Ja, vi kan sågar også byde på en øl.”

Den flotte velkomst er ikke opstillet for Dansk Erhvervs udsendtes skyld. Alle kunder får samme varme velkomst, for den gode oplevelse er en del af den unge virksomheds koncept: God kvalitet, god pris og endnu bedre service:

”Man plejer at sige, at ud af service, kvalitet og pris kan man kun få to ting. Vi mener, at vi tilbyder alle tre ting, og det er det, der har gjort, at vi er vokset så meget, som vi er,” siger Benni Mikael Petersen, der sammen med Jean Lichinger Vendel og Mikkel Bo Hansen er stifter af Deerest, der sælger jakkesæt, veste, skjorter, lædersko, strik, frakker og accessories i eget brand.

Vokseværk og kunder i kælderen
Deerest Copenhagen kom til verden i 2018 i et ydmygt lokale på Østerbro i København, hvor den lave husleje gav de tre venner mulighed for at komme i gang. Der gik dog ikke længe, før den lille butik var så velbesøgt, at kunderne risikerede at falde ned igennem lemmen til kælderen, der fungerede som lager. ”Så vi måtte ud at kigge efter noget nyt og større, og det fandt vi i 2019 på Esplanaden i København,” forklarer Mikkel Bo Hansen. Med de flere kvadratmeter fulgte også flere kunder, og salget gik over al forventning. Lige indtil, ja, du gættede det; coronakrisen og de medfølgende nedlukninger ramte.

”Det var virkelig en svær tid, for du har ikke brug for jakkesæt, når du sidder hjemme foran skærmen, og alle festlige arrangementer er aflyst,” siger Benni Mikael Petersen, som ikke lægger skjul på, at det var tæt på, at den unge virksomhed måtte dreje nøglen om. ”Men vi klarede os igennem, og da samfundet åbnede igen, så bankede vores salg af sted. Vi blev testet, men jeg synes virkelig, at vi beviste, at vores koncept holder,” uddyber Mikkel Bo Hansen.

En del af konceptet er også, at butikken aldrig holder udsalg og ikke giver rabatter: “Og så følger vi vores egen mavefornemmelse, når det kommer til stil. Vi forfølger ikke moden. Hvis vi ændrer på noget, så er det småting og farver,” lyder det fra Benni Mikael Petersen, der garanterer, at stifterne ikke ændrer stil, når de bytter butikken ud med hjemmestuen: “Jeg tror ikke, at jeg ejer andre bukser. Jo, måske et par chinos, som jeg bruger til at male i.”

Sildeben og husskrædder
Vokseværket på Esplanaden betød, at Deerest Copenhagen igen måtte på jagt efter flere kvadratmeter. Denne gang skulle det være i form af endnu en butik – ikke bare større lokaler. Valget faldt på et råt lokale i Carlsberg Byen, som ifølge Benni Mikael Petersen opfylder alle krav:

”Det var perfekt, fordi vi ledte efter et sted med sjæl og historie, hvor vi kunne indrette os på lige præcis den måde, vi gerne ville. “

I butikken er der også plads til et stort lager og en skrædderafdeling: “Det er en del af servicen, at vi kan ordne næsten alt for kunden i butikken. At købe et jakkesæt er for de fleste en stor ting, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at gøre oplevelsen god for dem. Om det så er en skræddertilpasning eller en kold øl,” siger Benni Mikael Petersen og forklarer, at kundeskaren tæller alt fra håndværkere til toppolitikere og konfirmander: “Og de får alle samme service – udover konfirmanderne, som ikke må få øl.”

Den rette beslutning
Da Deerest Copenhagen slog dørene op til den nye butik i april 2022 var det med en vis nervøsitet: Ville kunderne overhovedet finde butikken i det forholdsvis nye københavnerkvarter? Ville den nye butik kannibalisere på butikken på Esplanaden? Nervøsiteten blev dog hurtigt afløst af lettelse:

”Vi har haft travlt fra dag et her med en kombination af nye kunder og eksisterende fra butikken på Esplanaden. Den kører heldigvis stadig rigtig godt, så det har bare været den helt rette beslutning,” siger Benni Mikael Petersen.

”Det beviser igen, at konceptet holder. Det kan vores bank heldigvis også se, og det hjælper nu, hvor de høje energipriser og generelle omkostninger giver fornyet pres,” uddyber Mikkel Bo Hansen og sætter ord på nogle af udfordringerne:

”Vi har i det sidste år fået seks prisstigninger fra vores leverandører. Vi er ikke presset som under corona, men det er klart, at det kan mærkes, for vi kan ikke bare vælte det hele over på vores forbrugere, der jo også mærker til prisstigninger andre steder.”

Stigende omkostninger og ambitioner
Trods omkostningsudfordringerne ser stifterne af Deerest Copenhagen ganske optimistisk på fremtiden, der gerne skal byde på endnu flere kvadratmeter:

”I første omgang kigger vi mod at åbne butikker i andre danske byer, hvor Aarhus er oplagt som den første. Men vi har ikke sat årstal på, hvornår det sker. Det bliver, når vi når nogle omsætningsmål, at vi begynder at kigge på det,” siger Mikkel Bo Hansen.

Når det sker, vil det stadig være med de tre velklædte stiftere for bordenden. Der er nemlig endnu ikke planer om, at der skal eksterne investorer med ombord, slutter Benni Mikael Petersen:

”Vi er enormt stolte af, at vi selv har klaret os indtil videre, og det vil vi gerne fortsætte med. Det giver en dejlig frihed, som vi ville risikere at miste, hvis nogle kom med en pose penge og dermed nogle krav. Vi brænder for vores produkter, og vi elsker, at vi har friheden til at satse på det, vi tror på.

 

FIK DU LÆST?

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent