06. marts 2024

Nils Træholt har med egne ord fået superkræfter. Dem bruger han til at sætte turbo på opgaveløsning inden for blandt andet økonomistyring og kundeservice i e-handelsvirksomheden Med24.dk, som han er adm. direktør for. Superkræfterne har Nils Træholt fået gennem kunstig intelligens, så han uden selv at kunne kode er blevet i stand til at bygge softwarerobotter til at effektivisere administrative opgaver. Og det er blevet en gamechanger for Med24.dk.

Af: Liv Østerstrand Rasmussen, foto: Anna Kristensen

”Kunstig intelligens er virkelig en appelsin i turbanen for e-handelsvirksomheder, som har meget nemt ved at tage skridtet videre for at integrere kunstig intelligens – fordi vi i forvejen bruger it-værktøjer og  digitalisering overalt i vores forretning,” siger Nils Træholt.

Hvordan bruger I kunstig intelligens i Med24.dk i praksis?
”Med kunstig intelligens har du nu en meget, meget klog hjælper, som gør, at du simpelthen kan sætte turbo på den opgaveløsning, du havde før.”

”Jeg har fundet ud af, at vi på kort sigt kan få allermest ud af kunstig intelligens ved at lave små software-robotter. Hvis du har viden og evnerne og det rigtige team, har du kunnet gøre det her altid, men i og med, at du nu har kunstig intelligens, er det meget mere tilgængeligt.”

”Så det er nemmere for helt almindelige organisationer nu at lave ret komplekse automatiseringer, der i høj grad effektiviserer og fejlsikrer processer – blandt andet inden for økonomistyring. Det har vi haft rigtig stor succes med og har skåret 40 procent af arbejdsbyrden i vores økonomiafdeling væk ved at introducere komplekse softwarerobotter.”

Hvordan har processen været?
”Lynhurtigt kunne jeg se, at vi kunne gøre en helt fantastisk forskel i mange funktioner i vores virksomhed. Jeg samlede en arbejdsgruppe med tre personer: Mig, en indkøber og en fra marketing, hvor alle har interesse for teknologi og kunstig intelligens. Og så er vi gået i gang fra en ende af. Vi får alle optur af at blive dygtigere fra den ene dag til den anden.”

”Vi kunne hurtigt se, at der er nogle processer, som det er fuldstændig vanvittigt, at vi bruger så meget tid på. Så det er dagligdagen, der har inspireret os til at prioritere de her opgaver, som vi er gået i gang med at automatisere. De værktøjer, vi har brugt til at lave robotter – kombineret med ChatGPT – havde vi allerede, og så findes der et hav af kurser og YouTube-materiale.”

Kort om Med24.dk
  • Med24.dk er en e-handelsvirksomhed inden for apotek, helse, sundhed og skønhed
  • Blev stiftet i 2004 af de to barndomsvenner Nils Træholt og Kristian Brinckmann
  • Har hovedsæde i Løkken, hvorfra Med24.dk leverer til både Danmark, Norge og Sverige
  • I 2021 opkøbte virksomheden et apotek i Norge
  • Beskæftiger i dag mere end 200 personer, hvoraf langt størstedelen arbejder i Løkken

 

Hvad har I gjort for at fejlsikre processer?
”Dilemmaet ved at bruge kunstig intelligens er, at du kun kan bruge det, hvis du rent faktisk ved noget om det resultat, der kommer ud. Vi har for eksempel en masse data om vores ordrer og vores solgte produkter, hvor vi kan lave nogle komplekse analyser ved at bruge kunstig intelligens, som vi ellers ikke havde kunnet. Men der kan vi støde ind i den problemstilling, at hvis vi ikke forstår at kommunikere ordentligt med den kunstige intelligens, risikerer vi, at den tager et tilfældigt valg, så du får et resultat, der ikke giver mening.”

”Det er netop det, der skaber et stort dilemma i forhold til at implementere teknologien til eksempelvis kundeservice. Hvis du lader den tage beslutninger, der handler om, hvad der er bedst for kunden, og den rammer helt præcist, så får kunden en bedre oplevelse. Men hvis den laver fejl, så er resultatet det modsatte.”

Hvad har brugen af kunstig intelligens betydet for jeres forretning?
”Jeg kan allerede nu ikke se, hvordan vi kan agere uden det her. Det er helt vildt, hvad man lige pludselig kan. Jeg synes, det er en fantastisk oplevelse, at du lige pludselig har alle evnerne – og lidt stressende også, at du finder ud af, at alle de ting, du bare har drømt om, kan du nu.”

”Vi kan se en effekt i form af, at vi ikke har ansat folk. Der er to jobs inden for marketing og tekst til nye produkter, hvor vi ikke har ansat, men løst det med kunstig intelligens i stedet for, og det er jo en fordel for os.”

Hvordan ser du Med24.dk bruge kunstig intelligens i fremtiden?
”Jeg tror ikke, vi kommer til at bruge kunstig intelligens i vores kantine. Men ellers alt administrativt. Alle kontorfolk kommer til at opleve, at det her bliver et dagligdagsværktøj, som de kan bruge i hverdagen.”

Sådan kan du bruge AI

På rekordtid er kunstig intelligens blevet en del af hverdagen på mange arbejdspladser. Men hvor kan AI bruges – og hvordan bliver de nye værktøjer implementeret bedst? S360 og InboundCPH giver her en kort tjekliste med deres forslag til at bruge AI.

Udforsk AI-værktøjer
Der findes en lang række værktøjer, der bruger kunstig intelligens. Det kan være en god idé at udforske de forskellige værktøjer og GPT’er. Vi kan blandt andet nævne:

• ChatGPT, Gemini og lignende til tekstgenerering (der findes også et hav af open-source modeller)
• Claude for sprogforståelse
• Perplexity til dataanalyse (perplexity.ai) samt Data Analyst (by ChatGPT)
• Grafiske AI-værktøjer som Midjourney, Adobe Firefly og DALL-E 3 for visuelle opgaver.
• Zapier og Make.com for at automatisere arbejdsprocesser.

Involvér medarbejdere
Medarbejderinvolvering er vigtig, når nye værktøjer bliver introduceret. Derfor kan du udvikle medarbejdernes forståelse og færdigheder i AI gennem specialiserede uddannelsesprogrammer og workshops. Integrer AI i daglige arbejdsprocesser med fokus på praktisk anvendelse og effektiv kommunikation for løbende feedback.

Indtænk etik og ansvarlighed
Sikr etisk og ansvarlig brug af AI i overensstemmelse med lovgivningen, herunder GDPR. Vær opmærksom på AI's indflydelse på privatliv, datasikkerhed og samfundsansvar. Sørg for, at jeres medarbejdere har muligheden for at dygtiggøre sig. I skal sikre jer, at de medarbejdere, der har behov for adgang til AI-tools, får det. Følg løbende op på, hvad de får det brugt til.

Del erfaringer
Lav en Teams- eller Slack-kanal, som alle har adgang til, og hvor de gode historier og udfordringerne deles. Sørg for, at Teams-kanalen vedligeholdes og opdateres. Sæt eventuelt en ansvarlig til at agere ”journalist”, som proaktivt opsnuser de gode cases og beskriver deres nytteværdi for kollegaerne.

Værn om jeres data
Ved anvendelse af AI-værktøjer – uanset om det er i et lukket eller åbent miljø – er det afgørende, at virksomheden tager stilling til, om de anvendte værktøjer lever op til virksomhedens krav og behov til databeskyttelse mv. Det kan både være persondata og forretningskritisk data.

Lav business cases og prioritér
Lav et klart overblik over de steder, hvor AI kan hjælpe jer mest. Prioriter indsatser, hvor værdiskabelsen er høj, og time to value er lav.

Minimér afhængighed af specifik AI-udbyder
Søg rådgivning om, hvilken teknologi I skal vælge at satse på, og hvordan I mindsker afhængigheden af en enkelt udbyder som eksempelvis OpenAI. Denne uges teknologiske vinder er måske næste uges taber.

Søg inspiration
Det er vigtigt, at jeres medarbejdere ved, hvad de må og ikke må. Heldigvis er der råd at hente, og vi kan blandt andet henvise til:

  • OpenAI for de seneste nyheder om AI-teknologier
  • MIT AI News for akademiske fremskridt
  • DeepMind Blog for gennembrud inden for machine learning
  • TechCrunch AI for industrielle AI-trends

Fik du læst?

Dansk Erhverv Magasinet 01 | 2024