13. juni 2023

På kanten af Ringkøbing Fjord og det vilde Vesterhav skaber Hotel Fjordgaarden ro til fordybelse for gæster og virksomheder. Vi har talt med direktør Ole Olsen:

Tekst: Søren Willemoes Poulsen
Foto: Johan Gadegaard

I 2017 besluttede bestyrelsen, at hotellet skulle renoveres, og at der skulle bygges et kurbad. Har det haft den ønskede effekt?
Det er først nu, vi kan svare på det, for vores kurbad stod færdigt cirka en måned før den første corona-nedlukning. Heldigvis er svaret ja. Vi er lykkedes med at skabe en reason-to-go for det segment, der ønsker mere end ”bare” den fantastiske natur, vi er omgivet af, og den generelt gode oplevelse på hotellet.

Hvilke muligheder og udfordringer giver det at ligge med god afstand til meget?
Afstanden skal ses som en del af oplevelsen. Vores gæster fortæller, at det er ligesom at køre gennem en trylleport: Du kører bogstavelig talt væk fra alt det, der forstyrrer, og så kommer du hertil, hvor du virkelig kan finde roen. Vi har mange dygtige konkurrenter, som er nemmere at nå, men takket være afstanden og naturen er det svært at skabe samme oplevelse som den, du får hos os.

Ro er fundamentet på Fjordgaarden, hvad betyder det?
At vi er meget bevidste om at skabe rammerne for den ro, vores gæster har brug for. Hvad enten man er her for at slappe af eller for at træffe store beslutninger, lægge en ny strategi eller for at ryste et hold sammen, så fjerner vi de elementer, der skaber uro. Konkret betyder det, at du selvfølgelig kan få en drink i baren, men vi har ikke happy hour. Vores værelser er luksuriøse, men enkle. Vi har et populært kurbad, men det er ikke overfyldt.

OM FJORDGAARDEN

Hotellet åbnede i 1967 og er fra 2019-2023 blevet gennemrenoveret med blandt andet stor kurbadsafdeling.

Vinder af kategorien “Bedste spa” ved Danish Beauty Awards 2022, samt nomineret til samme titel i 2023.

Kurbade og spahoteller er i høj kurs

Under Covid19 steg efterspørgslen på kurbade og spahoteller markant – når restriktionerne ellers tillod det. Væksten er fortsat efter coronakrisen, og der er både kommet nye hoteller til, mens flere eksisterende hoteller har udvidet eller etableret kur- og spafaciliteter. Markedet i Danmark er dog stadig langt efter det svenske og tyske marked. Det skyldes blandt andet højere omkostninger til eksempelvis energi, vand og personale.

Fik du læst