07. juni 2024

Kommentar af: Freja Brandhøj, chef for  iværksætterpolitik, Dansk  Erhverv
Foto: Jakob Møller

Hos Dansk Erhverv har vi en klar ambition på erhvervslivets og Danmarks vegne. Danmark skal være verdens bedste iværksætterland, og langt flere iværksættere skal blive til vækstsættere. På den måde kan vi fremtidssikre vores velstand og velfærd og gøre Danmark til verdens bedste land at leve i.

Med vækstsættere mener vi iværksætternes næste fase, hvor virksomheden vokser, skalerer og ser mod udlandet. Men skal vi indfri den ambition, er det afgørende, at vi sikrer iværksætterne de rette rammevilkår. Og her er vores indspil til regeringens kommende iværksætterstrategi klar:

Vi skal skabe bedre adgang til kapital, mindre bøvl og bureaukrati, og så skal vi have alle talenter i spil. Nemmere adgang til kapital

Det skal kunne betale sig at investere i danske iværksættere, og det skal kunne betale sig at starte, drive og vækste virksomheder i Danmark.

Derfor mener Dansk Erhverv, at der er behov for en lavere aktie- og kapitalbeskatning. Samtidig skal vi have fjernet fantomskatten samt skat og renteudgifter på lagerbeskatning – både for børsnoterede og unoterede virksomheder.

I dag kæmper tusindvis af iværksættere med at skaffe kapital. Det skyldes især, at skatter og afgifter gør det uattraktivt for investorer at sætte penge i nye virksomheder. Og de samme skatter og afgifter gør det svært for iværksættere at starte, drive og vækste virksomheder.

Det har medvirket til, at ni ud af 13 virksomheder, der er værdisat til over en milliard dollars, er flyttet ud af Danmark siden 2020.

Væk med bøvl og bureaukrati
Det må ikke være bureaukratiet, der tager iværksætternes dyrebare tid. De skal fokusere på deres kerneforretning. Derfor mener vi, at lovgivning på områder som arbejdskraft, medarbejderaktier og indberetninger til skat skal være meget mere simpel. Og hver gang politikerne indfører en ny regel, skal de fjerne to.

Alt for mange iværksættere møder bureaukratiske benspænd på deres vej – blandt andet forvirring om vilkårene for skattekreditordningen. Det er med til at få startups til at forlade Danmark.

Flere talenter i spil
Vi skal gøre op med de kulturelle og strukturelle bias over for blandt andre kvinder. Det skal være nemmere at tilegne sig kompetencer i entreprenørskab. Barselsvilkårene skal forbedres. Og så skal der udformes et iværksætterklippekort med dagpenge til virksomheders opstartsfase.

For vi går også glip af vækst og værdifulde idéer, når vi ikke formår at skabe et mangfoldigt iværksættermiljø, hvor vi sætter hele talentmassen i spil. Og netop her halter vi bagefter. I dag er det stadig kun hver fjerde iværksætter i Danmark, der er kvinde. Det er ikke godt nok.

Brug handlekraften
Der skal politisk skabes incitament til, at flere idérige danskere tør at age springet fra lønmodtagere til iværksættere. Det er tid til, at vi bruger handlekraften. Skaber de forandringer, der skal til, for at det giver mening at starte virksomhed i Danmark. Det er tid til, at vi gør os umage for iværksætterne og for Danmarks velfærd og velstand.

VERDENS BEDSTE TIL IVÆRKSÆTTERI

De politiske forhandlinger om en ny iværksætterstrategi nærmer sig. Derfor kan du i dette nummer af magasinet møde nogle af de iværksættere og vækstsættere, der skaber arbejdspladser, eksport og skatteindtægter i Danmark. Og du kan læse, hvorfor det er afgørende, at danske iværksættere får bedre rammevilkår, så de kan vokse, skalere og skabe værdi til Danmark.

 

Dansk Erhverv Magasinet 02 | 2024

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik