Tema:

Er du klar til en ny verdensorden?

Geopolitiske spændinger, øget protektionisme og brudte forsyningskæder. Verden er i hastig forandring, og det stiller nye store krav til danske virksomheder. I dette tema kan du møde nogle af de virksomheder, der finder løsninger på tidens udfordringer.

Mød Anders Hagh

Dansk Erhverv Magasinet 03 | 2024

Af: Tine Østergård Korcyl
Foto: Tobias Nicolai

Anders Hagh er trådt frem i spotlyset. For et år siden blev han adm. direktør i Salling Group og rykkede dermed frem som manden, der skal tegne virksomheden indadtil og udadtil. Det skete efter ni år som CFO. Og han vil med sine egne ord ikke blot være en dårlig kopi af sin forgænger og blot være økonomidirektøren, der pludselig fik større ansvar.

Anders Hagh er Anders Hagh. Og med ham ved roret har Salling Group fået en adm. direktør, der gør tingene på sin egen måde, og som allerede har sat sine første aftryk. Både overfor medarbejderne og overfor kunderne.

Selv opsummerer han sit fokus i to ord – åbenhed og tilgængelighed.

Anders Hagh står i spidsen for Danmarks største dagligvarekoncern målt på omsætning med butikker i Danmark, Polen og Tyskland. Og han er vel at mærke den kun femte adm. direktør i Salling Groups 120-årige historie.

“Det vidner om en utrolig stabilitet. Det, at der har været kontinuitet på ledelsesposten, gør, at der er blevet truffet nogle beslutninger, som også kan række lidt længere frem. Nu er det tid til, at jeg fører virksomheden stærkt videre.”

Billedet på Salling Group
Vi møder Anders Hagh på Salling Groups hovedkontor i Brabrand. Vi er her for at høre, hvordan det er at træde frem som nummer ét efter at have været CFO i virksomheden i ni år, og for at høre, hvem Salling Group er med Anders Hagh i spidsen. For det er et andet job at være adm. direktør.

Anders Hagh fortæller, at den største forskel er synligheden. På et splitsekund blev han billedet på Salling Group. Og selv i dag overrasker det ham stadig, hvor meget hans billede bliver sat på alt, hvad der sker af godt og skidt i virksomheden. Både indadtil og udadtil.

 ”Jeg må bare erkende, at det er sådan, det er. I erhvervslivet bliver det mere og mere ekstremt, hvor meget virksomheder bliver personificerede med deres adm. direktør. Det er præmissen, og det er den største forandring for mig, at der er spotlys på alt, hvad jeg gør, og alt, hvad jeg måske ikke gør.

Føles det naturligt for dig?
”Det er ikke noget, jeg har søgt tidligere. Jeg har ikke haft behov for at være synlig og tegne virksomheden udadtil. Til gengæld har jeg været med i stort set alt på de indre linjer. Nu anerkender jeg, at spotlyset er en naturlig og vigtig del af jobbet – og så trives jeg fint med det.”

Hvem er Salling Group med dig i spidsen?
”Vi har leveret stærke resultater i mange år, så jeg har ikke lavet en turnaround af virksomheden. Men der er ting, som skal forbedres, og vi må aldrig stå stille, for så falder vi i søvn,” siger Anders Hagh.

Vores opgave er at sikre varer på hylderne
Der har været masser at se til for Anders Hagh det seneste år. Han er blevet topchef i en tid med geopolitiske spændinger, som igen har gjort det tydeligt, at dagligvarer er kritisk infrastruktur. Med det følger et stort ansvar for Salling Group i forhold til at sikre varer på hylderne. Det er Salling Group klar til, forsikrer Anders Hagh, og danskerne kan føle sig trygge ved, at der altid vil være varer på Salling Groups hylder, også i en krisetid.

”Det minder om coronatiden, hvor mange begyndte at hamstre, fordi de var nervøse for, at butikkerne løb tør for varer. Nu er vi i en situation, hvor myndighederne opfordrer danskerne til at preppe, og som en vigtig samfundsaktør er det mit og Salling Groups ansvar at sikre kunderne dagligvarer på hylderne – også i scenarier, som vi ikke havde set komme.”

Hvordan kan du garantere det?
”Vores butikker er selvfølgelig afhængige af at kunne få varer fra vores leverandører, for vi producerer ikke ret meget selv. Men fordelen er, at vi har flere forskellige leverandører inden for hver kategori, så vi kan altid skifte til en anden leverandør, hvis der opstår forsyningsproblemer.”

Samtidig har Salling Group blandt andet installeret nødgeneratorer, så robotterne på de mest kritiske lagre kan køre videre, selvom strømmen bliver afbrudt.

”Vi har mange plan B’er i skuffen, så vi kan køre videre, hvis der sker noget uventet. Vi har blandt andet lavet en løsning, der sikrer, at vi kan tage imod betaling for vores varer, selvom vores betalingssystem bliver hacket,” siger Anders Hagh og uddyber:

”Vi kan ikke være sikre på at undgå hackerangreb – forder er risiko for, at vi bliver ramt. Men det giver mig ikke søvnløse nætter, for jeg er overbevist om, at vi er godt forberedte.”

Priskrig på 100 varer
I starten af 2024 satte Anders Hagh sit første store aftryk overfor kunderne. Her annoncerede han, at Salling Group ville indlede en priskrig på dagligvarer. Konkret blev kunderne garanteret, at Bilka, Føtex og Netto ville være billigst i markedet på 100 populære dagligvarer. Det var et meget bevidst træk fra den nye direktør.

”Det var en indsats, vi lavede alene af den årsag, at når man spurgte kunderne, hvad der fyldte mest for dem, så var det, at det var blevet dyrt at handle dagligvarer. På to år var priserne steget omkring 20 procent. Som Danmarks største dagligvarekoncern havde vi et ansvar for at se, om vi kunne få vendt den kurve,” siger Anders Hagh og fortsætter:

”Priskrigen virkede efter hensigten, for på de 15 uger, hvor vi kørte initiativet, fjernede vi to års inflation. Det er jeg superstolt af, for det var præcis det, danskerne havde brug for. Ja, det kostede Salling Group relativt mange penge, som vi tog af vores overskud, men det var vi forberedte på.”

Derfor giver Anders Hagh heller ikke noget for den kritik, han mødte fra flere kommentatorer i medierne, som mente, at den nye direktør havde stirret sig blind på priser og konkurrenter.

”Jeg mener, at kritikken var misforstået. I min optik er der meget innovation i at prøve at få priserne ned. Jeg har aldrig set nogle andre butikker i verden, der lover, at de vil være billigst på 100 varer – og hvis konkurrenterne matcher, så sætter vi bare priserne længere ned. Det var et unikt greb, vi tog,” siger han.

Derfor er Anders Hagh og Salling Group heller ikke færdige med at tale om priser, og det er ikke udelukket, at der kommer en ny priskrig, forsikrer Anders Hagh. 

”Kunderne skal vide, at vi kæmper for, at dagligvarer skal være så billige som muligt.”

Basalt
Lavere priser var også i fokus under inflationskrisen i 2022. Her åbnede Salling Group en række Basalt-butikker for at imødegå de stigende priser på fødevarer. Basalt-konceptet var Anders Haghs idé, og han fastholder, at idéen var god og innovativ. Også selvom butikkerne blev lukket efter syv måneder.

“Det var forbrugerne, der skulle afgøre, hvor langt konceptet kunne trække. Og de købte ikke konceptet,” siger han og fortsætter:

“Som virksomhed er vi nødt til at tage nogle chancer en gang imellem, og det gjorde vi med Basalt. Det viste sig ikke at være rentabelt, og det kostede Salling Group nogle penge, men det var forsøget værd. For det kunne også være endt som en kæmpe succes.”

Adidas-sko med Salling-logo
Anders Hagh har også sat flere tydelige aftryk overfor medarbejderne. Det ses tydeligt, når man ankommer til Salling Groups hovedkontor. Her tager Anders Hagh imod i jakke, lyse bukser og Adidas-sneakers, der har Salling Groups logo printet på siden.

Og påklædningen er ikke tilfældig. Der er en måde, hvorpå Anders Hagh kan signalere åbenhed over for medarbejderne – uanset om han møder dem på hovedkontoret, i butikkerne eller på lagrene. For Anders Hagh signalerer et mørkt jakkesæt det stik modsatte.

”Den afstand, der er mellem mig og medarbejderne, skal være så lille som mulig. Medarbejderne skal føle, at de kan komme til mig med ting, der fylder. Qua min titel er der en vis distance, men jeg håber, at jeg med min påklædning kan signalere, at jeg er der for dem.”

Anders Hagh ved ikke med sikkerhed, om påklædningen gør en kæmpe forskel. Men det er et reelt forsøg på at vise, at han er i øjenhøjde med medarbejderne. Derfor bruger han også meget tid på at besøge butikkerne og lagrene for at vise interesse for det, der foregår hos dem.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være tæt på kollegaerne?
”Fordi Salling Group er en af de virksomheder, der har størst berøring med danskerne, overhovedet. Vi er en af Danmarks største private arbejdsgivere med over 40.000 danske kollegaer, og vi har en million kunder om dagen. Jeg er nødt til at være i øjenhøjde med medarbejderne, hvis jeg skal forstå, hvad der rører sig i butikkerne og på lagrene, og hvis jeg skal forstå, hvordan vores butikker kan servicere kunderne bedst muligt, når de har allermest travlt, eller når de har et grædende barn i vognen og skal skynde sig hjem og lave aftensmad. Den forståelse får jeg ikke, hvis jeg bruger al min tid på hovedkontoret.”

Den samme åbenhed har Anders Hagh indført på hovedkontoret, hvor indgangspartiet til bygningen er blevet åbnet op, og der er blevet indrettet en Føtexbutik i foyeren, hvor medarbejdere og gæster kan handle. På 1. salen er væggene til Anders Haghs kontor revet ned og erstattet med glasvægge.

”Det er vigtigt for mig i en stor virksomhed som vores at være tilgængelig. Det kan godt være en udfordring med 60.000 medarbejdere i tre lande – jeg kan ikke være der for alle hele tiden. Men det er vigtigt for mig at signalere her på hovedkontoret, at det, der foregår på mit kontor, ikke er hemmeligt og med nedrullede gardiner. Derfor blev væggene hurtigt revet ned og erstattet med glasvægge,” siger han og uddyber:

”Det ændrer ikke noget i den måde, vi i ledelsen tager beslutninger på, men det er et ret klart signal om, at hvis jeg sidder på mit kontor – og det kan man se, om jeg gør – og hvis døren er åben, så skal man bare komme ind og snakke.”

Spørgehjørnet: Hvad vil du vide?
Ét af de initiativer, Anders Hagh har indført over for medarbejderne, er spørgehjørnet på intranettet.  Her kan alle medarbejdere stille spørgsmål til Anders Hagh og resten af ledergruppen, som svarer en gang om ugen. Formålet er at knytte organisationen tættere sammen. Spørgsmålene drejer sig om stort og småt – hvornår kommer der eksempelvis en teknisk forbedring til det udstyr, der bliver brugt til vareoptælling i butikkerne? Eller hvornår træder Salling Groups nye strategi i kraft?

For Anders Hagh har spørgehjørnet illustreret, at der er mange medarbejdere, der sidder inde med spørgsmål, som de ikke tidligere har følt, at de kunne få svar på.

”Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvor mange spørgsmål kollegaerne kommer med, som jeg ville ønske, de havde fået svar på et andet sted i organisationen. Jeg tænker nogle gange over, hvorfor deres chef eller regionschef ikke har kunnet svare på det. Eller hvorfor det ikke har været naturligt for medarbejderen at spørge chefen om det,” siger Anders Hagh og fortsætter:

”Det handler ikke om at pege fingre ad hverken medarbejdere eller chefer. Det handler tværtimod om, at vi som ledelse bliver opmærksomme på, hvad der rører sig i organisationen, og hvad vi skal handle på.”

Anders Hagh håber, at synligheden og nærværet – både i butikkerne, på lagrene og på intranettet – kan give medarbejderne en sympati med de beslutninger, der bliver truffet i direktionen.

”De skal vide, at vi lytter, ser og hører dem. Og de skal have en klar fornemmelse af, at vi træffer beslutninger pået oplyst grundlag og ikke fra en osteklokke på hovedkontoret.”

Powerpoints er bandlyste
Anders Hagh har også lavet ændringer på ledermøderne. Konkret har han afskaffet powerpoints, som ganske enkelt er blevet bandlyst på møderne. I stedet skal alle medlemmer i ledelsen senest fredag sende et worddokument rundt, hvor de skriver en problemstilling ned og anbefaler, hvordan problemet bliver løst. Alle memoer skal være læst inden mødet tirsdag morgen.

”Så bruger vi ikke tid på at gennemgå problemstillingerne, men på at diskutere dem. Det har ændret dynamikken på vores møder rigtig meget. Tidligere sad vi alle sammen med næserne rettet mod skærmen, hvor forskellige problemstillinger blev fremlagt på en powerpoint, men agendaen var ofte så stramt lagt, at vi ikke havde tid til at diskutere problemstillingerne. Nu kigger vi hinanden i øjnene og har en dialog. Det har virkelig været en kulturændring, og jeg er meget tilfreds med den måde, det foregår på, fordi det gør mig klogere på, hvad der skal ske.”

Samtidig er der kommet et fast punkt på møderne, der hedder ’rød og grøn liste’. Hele vejen rundt om bordet skal man nævne, hvilken udfordring der fylder i øjeblikket, og hvad der fylder rent positivt.

”Det er rart at vide, fordi det giver greb om, hvad der rører sig i teamet lige nu.”

Hvad står der på din liste lige nu?
Anders Hagh griner forsigtigt.

”Der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at drive dagligvarehandel i 2024 sammenlignet med tidligere år. Det gælder både i Danmark, Tyskland og Polen. Det skyldes blandt andet, at lønningerne er steget mere end priserne. Så med simpel matematik kan man regne ud, at vi skal være endnu skarpere, hvis udgifter og indtægter skal hænge sammen. Vi skal sælge flere varer og vinde flere markedsandele, ganske enkelt.”

På Anders Haghs grønne liste står der, at Salling Group har et rigtig godt momentum i Danmark. ”Vores kunder er glade for at handle i vores butikker og har tiltro til, at vi har lave priser. Det er jeg super-ydmyg over, for vi må bestemt ikke tage det for givet. Det er meget nemt for kunderne at gå over til en af vores konkurrenter.

En god start på arbejdslivet
Det er ikke et hvilket som helst job, Anders Hagh har sagt ja til. Det er en af de største topposter i dansk erhvervsliv. Anders Hagh er blandt andet optaget af at give unge mennesker en god start på arbejdslivet.

”Vi har enormt mange unge medarbejdere, der arbejder 10-15 timer om ugen i en af vores butikker. Mange af dem lærer at gå på arbejde hos os. De lærer at tage ansvar for deres opgaver, og de lærer at dække ind for kollegaer, der er blevet syge. Hvis vi kan give de ungemennesker en god oplevelse i en af vores butikker, så tror jeg, at de får en rigtig god start på arbejdslivet.”

Derfor er der én ting, der kan gøre Anders Hagh indigneret. Det er, når han hører nogle sige, at man bare kan blive kassemedarbejder.

”Man taler ned til nogle mennesker, som har et fysisk krævende arbejde. Og noget af det, der gør mig allermest indigneret, det er, når kunderne ikke taler ordentligt til vores kollegaer. Det er ikke butiksmedarbejderens skyld, at der er udsolgt af smør eller mælk. Hvis man er utilfreds, så må man ringe til mig eller en anden leder. Man skal ikke lade det gå ud over en uskyldig medarbejder.”

Fortaler for klimamærket
Som Danmarks største dagligvarekoncern målt på omsætning kan Salling Group om nogen påvirke, hvad danskerne lægger i indkøbskurven.

Hvad gør I for at påvirke forbrugerne?
”Vi har den holdning, at alle kunder er velkomne i vores butikker. Vi er ikke formynderiske. Hvis man ønsker ar ryge cigaretter, så kan man købe cigaretter i vores butikker. Vi skal bare ikke på nogen måde opfordre nogle til at starte med at ryge eller friste unge mennesker til at tænde en smøg. Men hvis et voksent menneske vælger at ryge, og det er lovligt i Danmark, så sælger vi cigaretter,” siger Anders Hagh og uddyber:

”Der er mange varer på hylderne, som man kan udfordre, om er sunde. Men kunderne vælger selv, om de vil købe dem. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan oplyse om den påvirkning, varerne kan have, for det synes jeg bestemt, at vi skal gøre, så kunderne kan træffe et informeret valg.”

Derfor er Salling Group kraftigt fortaler for at få rullet klimamærket ud, forklarer Anders Hagh.

”Det er ikke fordi, man ikke må spise en rød bøf, men jeg tror, det vil være klogt at gøre kunderne opmærksomme på, hvilke varer der har den største klimapåvirkning, og så kan kunderne selv beslutte, om de vil handle klimavenligt eller ej.”

Så I kommer ikke til at lægge færre ikke-klimavenlige varer i køledisken?
”Nej, det gør vi ikke. Det er kunderne, der bestemmer. I sidste ende er vi en demokratisk industri, hvor kunderne taler med fødderne – Danmark har en af de højeste butikstætheder i verden – og hvis ikke vi er der for alle kunder, så finder de et andet sted at handle ind. Og så har vi ikke en forretning.”

Et større formål
Anders Hagh mener dog også, at Salling Group har et andet ansvar end at tjene penge. “Ikke at det dermed er sagt, at det ikke er vigtigt at tjene penge, fordi det er ligesom afgørende, hvis vi skal overleve. I Salling Group har vi investeret 2,4 milliarder kroner i at lave grøn omstilling af vores del af værdikæden i dagligvarehandlen. Og det er ikke en investering, som nødvendigvis på den korte bane givet et stort afkast,” siger Anders Hagh og afslutter:

“Men det er fordi, vi ønsker at tage et ansvar for, at Danmark og de butikker, som vi har, bliver omstillet og bidrager til den grønne omstilling i Danmark.”

Om Anders Hagh

 



  • 2023 - nu: Adm. direktør i Salling Group
  • 2015 - 2023: Executive Vice President & CFO i Salling Group
  • 2010 - 2015: Chief Financial Officer i Toms Gruppen
  • 2008 - 2010: Senior Director, Finance i Mærsk Line
  • 2007 - 2008: Director, Finance and Accounting i Mærsk China Shipping Co Ltd
  • 2005 - 2007: General Manager, Finance and Accounting i Mærsk Hong Kong Ltd
  • 2003 - 2005: Assistant General Manager i Mærsk Drilling
  • 2001 - 2003: Financial Controller/Manager i Mærsk Drilling

    Bestyrelsesposter:
  • Næstformand i Dansk Erhverv
  • Bestyrelsesmedlem i Orifarm

Om Salling Group

  • Danmarks største dagligvarekoncern målt på omsætning
  • 60.000 medarbejdere fordelt i Danmark,  Tyskland og Polen
  • Over 1.700 butikker
  • 12 millioner kunder om ugen
  • 100 % ejet af Salling Fondene

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 03 | 2024

Kontakt

Kommunikation & Presse

Tine Østergård Korcyl

Chef for medlemskommunikation