Ord: Tine Østergård Foto: Jeppe Carlsen

Kim Fournais ved godt, at han deler vandene. Og han ved godt, at hans udtalelser kan vække stærke følelser hos nogle, når han deltager i den offentlige debat som en stærk liberal stemme. Men han ser ikke et alternativ.

”Der er brug for erhvervslivets stemme i den offentlige debat, hvor vi skal tydeliggøre vigtigheden af virksomhedernes vilkår. Og erhvervslivets stemme skal være endnu tydeligere. Den demokratiske samtale og den offentlige debat bliver for ensidig, når erhvervslivet, som i høj grad leverer løsninger og er selve fundamentet for velfærdssamfundet, ikke tager aktiv del i debatten,” siger Kim Fournais og fortsætter:

”Det nemmeste ville være at tie stille og leve en anonym tilværelse, men det passer ikke til mig. Jeg kan godt lide en åben og ærlig dialog.”

Derfor kaster Kim Fournais sig ofte ud i åbne debatter om erhvervslivets rammevilkår, og han lægger ikke fingrene imellem. Han er eksempelvis stærk modstander af regeringens planer om at indføre den såkaldte top-topskat, som, han mener, er dybt skadelig for Danmark og dansk erhvervsliv, og som han kalder for ren kommunisme.

Og så er han stærk fortaler for Dansk Erhvervs forslag om at sløjfe erhvervsstøtteordninger og i stedet bruge pengene på at sænke selskabsskatten og indføre en flad aktieavancebeskatning.

”Det handler om at forbedre erhvervslivets rammevilkår, som er altafgørende for at kunne skalere og drive en konkurrencedygtig virksomhed. Erhvervslivet skaber arbejdspladser og bidrager med skatter og afgifter, men jeg synes ikke altid, vi lever i et kongerige, der forstår, at det er svært at drive virksomhed. I min optik burde man hylde virksomhederne lige så meget som velfærdssamfundet, for det er erhvervslivet, der løser vores problemer og skaber velstand og dermed velfærd.”

Konkurrencedygtige rammevilkår er også afgørende, når det handler om at fastholde virksomheder i landet, fastslår Kim Fournais.

”Der er ikke mange virksomheder, der vokser sig til den størrelse, Saxo Bank har i dag. Vi er blevet i Danmark og vil gerne blive ved med at være her. Hvorfor? Fordi vi godt kan lide Danmark. Vi har et land med en stærk økonomi, et velfungerende juridisk system, ja, et fantastisk land. Så det er bedre at se, om man kan hjælpe landets virksomheder med nogle små justeringer, der kan forbedre rammevilkårene.”

Kim Fournais er en af Danmarks rigeste mænd, og han ved godt, at det er upopulært, at en mand som ham efterspørger bedre rammevilkår for erhvervslivet. Ofte får han skudt i skoen, at han bare tænker på sig selv og sine egne interesser. Men det gør han ikke, forsikrer han.

”Jeg forsøger at holde fokus på det vigtigste for vores samfund som helhed, og dem, der har stærke negative holdninger til mig og Saxo Bank, er typisk dem, der ikke kender os. Vi er måske lidt mere farverige end andre.”

En milliardforretning
Vi sidder i Saxo Banks domicil i Tuborg Havn på Kim Fournais’ hjørnekontor på 5. sal med udsigt over Øresund, i brune læderstole, med danskvand foran os. Vi er omgivet af kunst, masser af kunst, og sådan er det i hele Saxo Bank. Kunsten løber som en rød tråd igennem hele domicilet. Som han sidder der iklædt nålestribede bukser, hvid skjorte og manchetknapper med initialerne KF – Kim Fournais – giver han indtryk af at have styr på sin forretning. Og det har han; styr på sin forretning. Det er 30 år siden, Kim Fournais var med til at stifte Saxo Bank. I dag har virksomheden 2.500 medarbejdere, kontorer i 15 lande, 1.000.000 kunder verden over, 260.000 gennemførte handler hver dag og mere end 710 milliarder kroner i kundeaktiver.

”Vi er på vej i den rigtige retning,” siger Kim Fournais med et glimt i øjet, men også med en anerkendelse af, at virksomheden ikke står stille. Hver dag er en ny mulighed for at gøre tingene bedre. ”Det, der fylder på mit bord lige nu, er at shape mennesker og kultur, det skal blive endnu mere intuitivt, hvordan vi arbejder – hvad skal vi gøre for kunderne, hvad skal vi levere til dem, hvem i Saxo Bank skal levere på opgaverne, hvordan måler vi på det og en masse andre ting,” siger han og uddyber:

”Med alt det, der sker i verden i disse år – geopolitiske spændinger, usikre forsyningskæder, krig i Europa – er det ekstra vigtigt at have en solid enhed, der kan navigere igennem det.”

Sig din mening!

Det, der ifølge Kim Fournais gør Saxo Bank solid, er blandt andet, at arbejdskulturen er baseret på tryghed, tillid og en åben dialog om de interne rammer og retning.

”Jeg har meget energi, og jeg har mange holdninger, men jeg elsker gode diskussioner. Man skal turde at sige sin mening. Det, der kan gøre mig knotten, er, hvis medarbejdere ved, at der er et problem, men ikke siger det til mig eller deres nærmeste chef. Man skal ikke sidde og putte med noget, som ikke kommer til dagens lys.”

”Vi vil gerne høre fra alle, uanset anciennitet. Det kan for eksempel være, at man oplever, at processer er unødvendige, eller at vi bruger krudt på noget, der ikke giver tilsvarende værdi for vores kunder, eller det kan være tusindvis af andre ting, stort som småt, eksempelvis hvad der skal være i salatbaren.”

Den åbne dialog hænger sammen med Saxo Banks fokus på passion og energi. Der er ikke noget, der er ligegyldigt, som Kim Fournais siger.

”Man skal hele tiden ville gøre tingene bedre. Ellers sander det til, og man kan ikke overleve som virksomhed eller som individ. Mange kan godt lide at arbejde her, fordi de får stafetten og ejerskabet, hvis de er kvalificerede og motiverede. Det sikrer, at de forstår, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses for kunderne.”

Det entreprenante gen
Kim Fournais taler med en stærk nordsjællandsk dialekt. Han er opvokset i Nærum nord for København med en far, der var læge, en mor, der var ergoterapeut, og en tre år yngre lillebror, som han stadig er meget tæt med.

”Mine forældre var offentligt ansat, så det er ikke der, det entreprenante gen kommer fra,” siger Kim Fournais, som altid har haft en trang til at gøre tingene på sin egen måde og aldrig har befundet sig godt i faste rammer.

Som barn klarede han sig dårligt i skolen, og han klarede sig kun med nød og næppe igennem gymnasiet. Da han startede på en videregående uddannelse, indså han hurtig, at den akademiske vej ikke var for ham. Men evner som børsmægler, det havde han.

Kim Fournais er således selvlært bankdirektør. Da han stiftede Midas Fondsmæglerselskab, som senere skiftede navn til Saxo Bank, var det, fordi han så en stor mulighed, som kunne blive til en god forretning.

”Det, der blev leveret til investorer på daværende tidspunkt, var dårligt – det gjaldt både priser og service. Så jeg så en gylden mulighed for at servicere de finansielle markeder på en ny måde. Jeg har en entreprenørhjerne og kan godt lide at starte ting og tænker hele tiden på, hvordan de kan forbedres.” For Kim Fournais har det aldrig været pengene, der drev værket, i hvert fald ikke udelukkende.

”At tjene penge er en del af motivationen, men det er ikke det, der har holdt mig oppe i 30 år. Jeg synes, det er superspændende, det jeg laver, og det giver mig masser af energi. At vi gør en forskel for vores mange ansatte og ikke mindst kunderne. Men jeg har det også sådan, at dem, der siger, det ikke er vigtigt at tjene penge, der tænker jeg, at ah, så er det jo ikke noget værd, det du laver. Medmindre det selvfølgelig er velgørenhed, men selv her kommer pengene jo et sted fra.”

Du får ikke energi af Red Bull
Kim Fournais bruger ordet energi igen og igen, når han taler om sin motivation for at stå i spidsen for Saxo Bank.

”Energi kommer ikke af Red Bull, men af at lave noget, du synes er spændende og med nogle, du synes er spændende. For mig giver det energi at drive Saxo Bank, hvor folk kan placere deres midler, og dermed have de bedst mulige rammer for frihed. For det betyder noget at give mennesker mulighed for at tage hånd om deres opsparing og økonomi. Vi ved, at det ikke at have styr på sin økonomi er blandt de største årsager til depression og ulykke, og i den henseende er det at give folk en mulighed for at agere og skabe sig en opsparing en vigtig del af løsningen.”

Kim Fournais kunne – hvis han ønskede det – trække sig tilbage nu og nyde sin økonomiske uafhængighed, men han er ikke klar.

”Ikke endnu, men jeg bliver her ikke 30 år mere.”