Dansk Erhverv Magasinet 04 | 2024

Står du med en medarbejder, der har feriedage tilbage, når ferieafholdelsesperioden slutter den 31. december 2024? Her er 5 hurtige regler for udbetaling og overførsel af ferie.

Af: Sofie Strange, advokat, Dansk Erhverv

Ferieår og ferieafholdelse
Der optjenes 5 ugers ferie fra den 1. september 2023 til den 31. august 2024. Ferien skal som udgangspunkt afholdes i perioden fra den 1. september 2023 til den 31. december 2024.

Udbetaling af den 5. ferieuge/ferie udover 4 uger
Som udgangspunkt skal den 5. ferieuge eller ferie udover 4 uger udbetales til medarbejderen senest den 31. marts 2025, hvis ferien ikke er afholdt inden den 31. december 2024.

Bemærk: Hvis medarbejderen ikke har været ansat på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, forudsætter udbetaling, at medarbejderen underskriver en blanket om, at lønnen under ferie vedrører den 5. ferieuge, og at medarbejderen ikke har modtaget offentlige ydelser i perioden. Blanketten findes på www.borger.dk.

Feriepenge under visse bagatelgrænser skal dog udbetales, uanset om medarbejderen har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden:

  • For medarbejdere med løn under ferie: Arbejdsgiveren skal automatisk udbetale løn under ferie og eventuelt ferietillæg for ikke-afholdt ferie, hvis beløbet højst udgør 5.000 kr. før skat og AM-bidrag. Beløbet skal vedrøre ferie udover 4 uger, og betalingen skal ske ved førstkommende lønudbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb.
  • For medarbejdere med feriegodtgørelse (feriegarantiordning): Arbejdsgiveren skal via Feriepengeinfo automatisk udbetale uhævet feriegodtgørelse, hvis beløbet højst udgør 5.000 kr. før skat og AM-bidrag og vedrører ferie udover 4 uger. Betalingen sker, når arbejdsgiveren modtager en meddelelse fra Feriepengeinfo.
  • For medarbejdere med feriegodtgørelse (FerieKonto/feriekasse): FerieKonto eller feriekassen står for automatisk udbetaling til medarbejdere af uhævet feriegodtgørelse, som højst udgør 3.000 kr. efter skat og AM-bidrag og vedrører ferie udover 4 uger.


Overførsel af den 5. ferieuge/ferie udover 4 uger
Der kan indgås aftaler om overførsel af den 5. ferieuge eller ferie udover 4 uger. Aftalen skal være skriftlig og skal indgås senest den 31. december 2024. Aftalen kan indgås via e-mail, sms eller tilsvarende og skal gemmes som dokumentation.

Vær opmærksom på, at kollektive overenskomster kan indeholde særlige regler for overførsel af ferie, herunder begrænsninger på antallet af overførte feriedage.

Ikke-afholdt ferie under 4 uger
Ferie under 4 uger, der ikke er afholdt inden den 31. december 2024, går tabt for medarbejderen. Ferien skal afregnes til Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond.

Feriehindring (f.eks. sygdom eller barsel)
Har medarbejderen en feriehindring, der fortsætter indtil den 31. december 2024, skal ikke-afholdt ferie overføres til næste ferieafholdelsesperiode. Dette gælder dog ikke for den 5. ferieuge, som skal udbetales, medmindre der indgås en skriftlig aftale om overførsel.

Hvis feriehindringen skyldes sygdom eller barsel og fortsætter ved udløbet af den efterfølgende ferieafholdelsesperiode, kan medarbejderen vælge at få den overførte ferie udbetalt.

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 04 | 2024