Gemt

Øget tilgængelighed af offentlige data kan gøre startups mere innovative

Øget tilgængelighed af offentlige data kan skabe mere innovative danske iværksættere. Det mener 37 pct. af Dansk Erhvervs iværksættermedlemmer. 18 pct. benytter allerede i dag data fra offentlige datakilder. 29 pct. af iværksætterne gør ikke, men finder det relevant.

Analyse

DECEMBER 2022

Brugen af offentligt tilgængeligt data kan give iværksættere og virksomheder mulighed for at opdage nye mønstre og sammenhænge. Dansk Erhverv har derfor undersøgt i hvilken grad iværksættere mener, at øget tilgængelighed af offentlige data kan gøre deres virksomheder mere innovative. Vi har også undersøgt, hvor mange iværksættere der i dag benytter offentlige data, og hvad barriererne er for dem, der ikke gør, men hvor det er relevant.

Potentiale for iværksætteres brug af offentlige data
Undersøgelsen viser, at 37 pct. af Dansk Erhvervs iværksættermedlemmer mener, at øget tilgængelighed af offentlige data kan gøre deres virksomheder mere innovative. Der er altså potentiale for nytænkning og nye forretningsideer ved øget tilgængelighedaf offentlige data.

Undersøgelsen viser også, at 18 pct. af Dansk Erhvervs iværksættermedlemmer benytter data fra offentlige datakilder i deres kerneforretning. Det er 6 procentpoint mere end i 2021. Potentialet er dog markant større. I 2022 benytter 29 pct. sig ikke af offentlige datakilder, men finder det relevant. Det er en stigning på 8 procentpoint siden 2021.

Mange iværksættere mener, at det er svært at gennemskue, hvilke data der stilles til rådighed
32 pct. af de iværksættere, der ikke benytter sig af offentlige datakilder, men som finder det relevant, synes, at det er svært at gennemskue, hvad der er af offentlige data. Derudover svarer 24 pct., at de ikke har haft kendskab til muligheden. 15 pct. svarer, at virksomheden ikke har de nødvendige kompetencer, mens 8 pct. mener, at det er for dyrt. 35 pct af de adspurgte angiver andre årsager. Det dækker fx over, at virksomheden ikke er nået dertil endnu og/eller, at der ikke er den relevante data til netop deres virksomhed.

Der er altså fortsat stort potentiale i at øge tilgængeligheden af, udbrede kendskabet til, og give et bedre overblik over offentligt tilgængeligt data.

Øget tilgængelighed af offentlige data kan gøre startups mere innovative PDF

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Christine Sinkjær-Rasmussen

Seniorøkonom