Gemt

Et stort flertal af danskerne ønsker fokus på grønne offentlige indkøb

Hvert år køber det offentlige ind for 380 mia. kr. Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at miljø- og klimahensyn ifølge danskerne skal være et afgørende parameter, når det offentlige køber ind. Det står i skarp kontrast til en tidligere undersøgelse fra Dansk Erhverv, som viser, at grønne hensyn sjældent bliver brugt som konkurrenceparameter i offentlige udbud.

Analyse

Oktober 2022

Det offentlige køber hvert år ind for 380 mia. kr., bl.a. fra private virksomheder. Velfungerende offentlige indkøb er med til at sikre vores velfærd og udvikle samfundet. Samtidig udgør offentlige indkøb en vigtig brik i den grønne omstilling, og kan være med til at fremme nye klimarigtige løsninger. Dansk Erhverv har derfor undersøgt, hvor vigtigt danskerne synes, at hensyn til miljø og klima er, når det offentlige køber ind hos private virksomheder.

Hensyn til miljø og klima bør være et vigtigt parameter
Tre ud af fire danskere mener, at hensyn til miljø og klima i høj grad eller i nogen grad er vigtigt, når det offentlige køber ind hos private virksomheder. Kun 14 pct. af danskerne mener ikke, at det bør være et vigtigt parameter. Resultaterne flugter med Dansk Erhvervs tidligere undersøgelser, hvor opbakningen har ligget på et tilsvarende niveau.

Bred opbakning på tværs af alder og politisk overbevisning
Ser man på opbakningen på tværs af alder, er opbakningen ligeledes stor. Mellem 71-80 pct. angiver, at miljø- og klimahensyn bør være et vigtigt parameter, når det offentlige køber ind. Der er en lille tendens til, at det er de ældre danskere, som i størst omfang bakker op om klima- og miljøhensyn i offentlige indkøb.

Derudover er opbakningen også bred, når vi kigger på tværs af det politiske spektrum. Blandt dem, der ville stemme på partier i rød blok, hvis der var folketingsvalg i morgen, er det 85 pct. af som vægter miljø- og klimahensyn højt ift. offentlige indkøb. For blå blok er det 69 pct. Dermed er rød bloks vælgere mere entydig i deres opbakning. Men for begge vælgergrupper, på tværs af politiske skel, ser vi en stor opbakning til miljø- og klimahensyn i offentlige indkøb.

Samlet set viser Dansk Erhvervs analyse, at danskerne er klar til, at grønne krav skal fylde mere når det offentlige køber ind. Det kan derfor undre, at grønne hensyn fylder så relativt lidt som Dansk Erhvervs undersøgelse af grønne krav i udbud fra 2020 viste er tilfældet.

Et stort flertal af danskerne ønsker fokus på grønne offentlige indkøb

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Malene Jæpelt

Chefkonsulent
Medarbejderprofil