;
Gemt

44 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer får henvendelser fra uinteresserede ansøgere

Andelen af Dansk Erhvervs medlemmer, der får henvendelser fra uinteresserede ansøgere, er fortsat højt. Dansk Erhvervs nye medlemsundersøgelse viser, at 44 pct. af vores medlemmer har fået henvendelser fra uinteresserede ansøgere det seneste år. Når virksomheder får mange henvendelser fra uinteresserede ansøgere, fører det til træghed i udbuddet af arbejdskraft og øger virksomhedernes rekrutteringsudfordringer.

Analyse

DECEMBER 2024

Bruttoledigheden udgør den potentielt tilgængelige reserve af arbejdskraft og var i juli 2024 på mere end 87.000 personer. Det er lediges forpligtigelse at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fx ved at være aktivt jobsøgende. Det kan dog betyde, at virksomheder får henvendelser til stillinger fra ansøgere, der reelt slet ikke er interesserede i at få jobbet. Det kan være problematisk for virksomhederne af flere årsager.

Virksomhederne er fortsat belastet af mangel på arbejdskraft og bruger mange ressourcer i deres forsøg på at rekruttere nye medarbejdere. I flere tilfælde kan det også vise sig at være spildte ressourcer, fordi virksomhederne ikke lykkes med at rekruttere. De nyeste tal fra STAR viser, at 22 pct. af danske virksomheders rekrutteringsforsøg det seneste halve år var forgæves. 10 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg endte med, at stillingen ikke blev besat, mens 12 pct. blev besat med en person, som ikke havde alle de ønskede kvalifikationer.

Dansk Erhverv har løbende undersøgt vores medlemsvirksomheders rekrutteringsudfordringer. I januar 2018 havde 38 pct. af virksomhederne fået henvendelser fra ansøgere til stillinger, der reelt ikke var interesseret i at få jobbet. Det tal var 19 pct. i maj 2021, og i oktober 2021 var tallet steget til 50 pct. I august 2023 var det hele 54 pct. Dansk Erhverv har igen undersøgt, hvor mange af vores medlemmer, der har fået henvendelser fra uinteresserede ansøgere de seneste 12 måneder og i så fald, hvornår det kom frem, og hvordan det kom frem.

Analysen viser, at 44 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer har fået henvendelser fra uinteresserede kandidater inden for det seneste år. For 48 pct. af dem kom det frem allerede i selve ansøgningen. For 17 pct. af dem kom det frem ved tilbud om samtale, mens det for 13 pct. kom frem til samtalen. For størstedelen (55 pct.) af dem var det tydeligt, at vedkommende primært søgte jobbet, fordi det var et krav fra jobcentret eller a-kassen.

44 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer får henvendelser fra uinteresserede ansøgere

pdf

Download

Kontakt

Analyse

Christine Sinkjær-Rasmussen

Seniorøkonom
Arbejdsmarked

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil