Gemt

Stigende fødevarepriser er ikke lig profit for dagligvarekæderne

De danske forbrugerpriser stiger fortsat lidt, og det gælder også fødevarepriserne. Siden juni 2021, hvor inflationskrisen tog fart, er de steget med 25,8 pct. De stigende fødevarepriser er dog ikke lig profit for dagligvarekæderne, men en konsekvens af stigende producentpriser og lønninger.

Analyse

NOVEMBER 2024

Stigende producentpriser fører til højere forbrugerpriser
Inflationen i Danmark er aftagende, men priserne stiger fortsat lidt på årsniveau, og det er ikke kun begrænset til Danmarks grænser. Den aftagende, men fortsat positive, inflation på årsniveau er et fænomen, der ses på tværs af det meste af Europa. Siden 2021 har det også været tilfældet for priserne på de fødevarer, som danskerne køber, når de handler i dagligvarebutikkerne. 

De stigende priser i dagligvarebutikkerne er dog ikke lig med profit for dagligvarekæderne. Det skyldes, at omkostningerne til at indkøbe varerene også er steget. Det ses blandt andet ved producentpriserne, der angiver den pris, som dagligvarekæderne køber ind til fra producenterne. I oktober 2024 var producentpriserne på fødevarer steget med i alt 26,7 pct. ift. medio 2021, hvor priserne generelt begyndte at stige en del mere end tidligere. I samme periode er forbrugerpriserne på fødevarer steget med 25,8 pct., hvilket er lavere end stigningen i producentpriserne. 

Producentpriserne på fødevarer er med andre ord steget mere end forbrugerpriserne de seneste godt to år. Det er et tegn på, at dagligvarekæderne har absorberet dele af prisstigningerne selv og ikke sendt dem videre til forbrugerne. Samtidig presser lønstigninger på 5 pct. årligt nu også prissætningen i dagligvarebutikkerne. 

Prisforskel fører til lavere bruttoavancer
Forskellen i prisudviklingen de sidste par år har haft den konsekvens, at bruttoavancen i danske supermarkeder faldt til 8,9 pct. i første kvartal i 2023. I 2. kvartal 2024 steg den til 14,1 pct., hvilket er lidt under det historiske gennemsnit for supermarkeder på 14,8 pct. Det er dog samtidig under resten af erhvervslivet. Nogenlunde samme udvikling ses også hos discountforretningerne samt hos købmænd og døgnkiosker, der havde bruttoavanceprocenter på hhv. 11,4 pct. og 7,8 pct. i 2. kvartal 2024. 

Bruttoavancen angiver, hvor stor en andel af omsætningen, der er tilbage til at betale faste omkostninger, når de variable omkostninger er betalt. Den lave bruttoavance i 2022 og 2023 er en tydelig indikation på, at dagligvarebutikkerne ikke har øget overskuddet, men at de omvendt har absorberet dele af prisstigningerne selv, uden at sende dem videre til forbrugerne. 

 

Stigende priser er ikke lig stigende profit for dagligvarekæderne November 2024

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi
Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil