Gemt

Forventninger til årets efterårsferie

Efterårsferien står for døren. Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at knap halvdelen af danskerne forventer at holde en del af efterårsferien i Danmark. Zoologiske haver, historiske attraktioner, forlystelsesparker og museer forventes at blive de mest eftertragtede attraktioner i år.

Analyse

OKTOBER 2024

Efterårsferien er lige rundt om hjørnet, og det betyder ferietid for et flertal af danskerne. Dansk Erhverv har i september spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning (18+ år), hvor de forventer at holde efterårsferie, og hvad de forventer at foretage sig.

46 pct. forventer at holde en del af efterårsferien i Danmark
Knap halvdelen af danskerne (46 pct.) forventer at holde en del af deres efterårsferie i Danmark. 19 pct. forventer at bruge en del af ferien i udlandet, og 35 pct. forventer ikke at holde efterårsferie i år.

Samlet set forventer 58 pct. af danskerne at holde efterårsferie i år. Det gælder 72 pct. blandt danskere under 30 år, 65 pct. blandt de 30-39-årige, 62 pct. blandt de 40-49-årige og 49 pct. blandt de 50+ -årige.

Zoologiske haver, historiske attraktioner, forlystelsesparker og museer forventes at være mest populære besøg i efterårsferien
Hver fjerde dansker (24 pct.), som forventer at holde en del af deres efterårsferie i Danmark, regner med at besøge dyreparker, zoologiske haver eller akvarier.

Ca. samme andel forventer at besøge historiske attraktioner, forlystelsesparker eller tage på museer eller til udstillinger (23 pct.). Omkring hver tiende forventer at besøge nationalparker eller badelande og/eller gå til koncerter, festivaler mv. 4 pct. forventer at besøge Unesco verdensarvssteder.

30 pct. forventer ikke at besøge nogen attraktioner eller oplevelser i årets efterårsferie. Det skyldes formentlig, at efterårsferien skal bruges på at besøge familie og venner eller en tur i sommerhuset, som er nogle af danskernes foretrukne ferieaktiviteter

Forventninger til årets efterårsferie

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Mads Haarbo

Analytiker
Turisme, oplevelse & kultur

Michael Folmer Wessman

Fagchef for kultur