;
Gemt

Stigende fødevarepriser er ikke lig profit for dagligvarekæderne

De danske forbrugerpriser stiger nu i et mere normalt tempo, og det samme gælder fødevarepriserne. Siden juni 2021, hvor inflationen tog fart, er de steget med 26,5 pct. De højere priser betyder dog ikke øget profit for dagligvarekæderne, da stigende producentpriser og lønomkostninger har presset deres bruttoavance.

Analyse

APRIL 2025

Stigende producentpriser har ført til højere forbrugerpriser
Inflationen i Danmark har nu fundet et mere normalt leje omkring 2 pct., hvilket også er tilfældet i resten af EU27. Det betyder, at priserne stadig stiger, men i et langt mere afdæmpet tempo sammenlignet med de foregående år. Den normaliserede inflation gælder også for priserne på fødevarer, som danskerne køber i dagligvarebutikkerne, efter en periode med markante stigninger siden 2021.

Selvom fødevarepriserne i dagligvarebutikkerne fortsat ligger på et højere niveau end før, er det ikke ensbetydende med øget profit for dagligvarekæderne. Det skyldes, at deres indkøbsomkostninger også er steget betydeligt. Producentpriserne – den pris, som dagligvarekæderne betaler til producenterne – var i februar 2025 steget med 28,9 pct. sammenlignet med midten af 2021, hvor inflationen tog fart. I samme periode er forbrugerpriserne på fødevarer steget med 26,5 pct., hvilket indikerer, at en del af omkostningsstigningen ikke er blevet fuldt overført til forbrugerne.

Producentpriserne på fødevarer er med andre ord steget mere end forbrugerpriserne de seneste godt to år. Det er et tegn på, at dagligvarekæderne har absorberet dele af prisstigningerne selv og ikke sendt dem videre til forbrugerne. Samtidig presser lønstigninger på over 4 pct. årligt det seneste år nu også prissætningen i dagligvarebutikkerne.

Prisforskel fører til lavere bruttoavancer
Forskellen i prisudviklingen de seneste år har medført, at bruttoavancen i danske supermarkeder faldt til 9 pct. i 1. kvartal 2023, se figur 2. I 4. kvartal 2024 var den igen steget til 13,1 pct., men ligger stadig en smule under det historiske gennemsnit på 14,8 pct. Til sammenligning er bruttoavancen i resten af erhvervslivet væsentligt højere og nåede i 4. kvartal 2024 op på 32,5 pct. - mere end dobbelt så meget som i supermarkederne.

Bruttoavancen viser, hvor stor en andel af omsætningen der er tilbage til at dække faste omkostninger, når de variable omkostninger er betalt. Den lave bruttoavance i de senere år understreger, at dagligv rebutikkerne ikke har øget deres overskud, men tværtimod har absorberet en del af prisstigningerne

Fødevarepriserne er lavere i Danmark
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i en analyse undersøgt udviklingen i de velstandskorrigerede nettopriser på fødevarer frem til 2022 og sammenlignet dem med seks andre sammenlignelige EU-lande (EU7). Ved at korrigere for forskelle i moms, afgifter, tilbud og det generelle velstandsniveau giver analysen et mere retvisende billede af prisniveauet i Danmark sammenlignet med resten af Europa.

Analysen viser, at de danske velstandskorrigerede nettopriser på fødevarer i perioden fra 2002 til 2017 har svinget inden for et interval på plus/minus fem pct. i forhold til gennemsnittet for EU7-landene. I nogle år var de danske priser lidt højere, mens de i andre år var lavere. Siden 2018 har prisudviklingen dog været mere entydig, idet de danske fødevarepriser konsekvent har ligget 5-7 pct. under gennemsnittet for EU7-landene.

Europæiske supermarkeders bruttoavancer er væsentligt højere
Mens de danske fødevarepriser har ligget relativt lavt i en europæisk kontekst de seneste år, afspejler det sig også i dagligvarebutikkernes bruttoavance. En sammenligning med europæiske supermarkedskæder viser, at de generelt opererer med en væsentligt højere bruttoavance. De udvalgte europæiske supermarkedskæder har typisk en bruttoavance på over 22 pct., hvilket står i skarp kontrast til den danske bruttoavance, der i 4. kvartal 2024 var 13,1 pct.

Den markante forskel i bruttoavancer kan skyldes flere faktorer, herunder varierende konkurrenceforhold, omkostningsstrukturer og forskelle i indkøbspriser. En lavere bruttoavance kan være et udtryk for hårdere priskonkurrence i Danmark, hvor supermarkedskæderne i højere grad er presset til at reducere deres avancer for at tiltrække kunder. Dette har muligvis været en medvirkende årsag til, at de danske fødevarepriser har ligget under EU7-gennemsnittet de seneste år. Samtidig kan en lavere bruttoavance også indikere, at supermarkedskæderne har absorberet en del af de stigende producentpriser i stedet for at overvælte dem fuldt ud på forbrugerne.

Stigende fødevarepriser er ikke lig profit - 2025

pdf

Download

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil
Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi
Analyse

Mads Mathias Jensen

Økonom