Det midlertidige direktiv er primært rettet mod salg af annoncer fra koncerner, der har en omsætning på over 750 mio. € - beskatningen skal være en omsætningsskat på 3 pct. af den del af omsætningen, der stammer fra EU-lande. Dette første midlertidige direktiv beskatter ikke salg af fysiske ydelser, som man kender det fra Amazon eller Alibaba. Heller ikke salg af film, serier og musik – som eksempelvis Netflix og Spotify bliver ramt.

Det andet direktiv, der skal træde i kraft senere og erstatte det midlertidige system vil indeholde en generel beskatning af digital aktivitet, og vil blive lagt ind under den almindelige selskabsbeskatningssystem, dvs. være en skat på overskud.

Kommissionen begrunder sine udspil med, at de multinationale digitale virksomheder har en lavere global beskatning end nationale virksomheder, og de mener, at der er et behov for, at denne forskel bliver udlignet. Navnlig også fordi de digitale virksomheder trækker på infrastruktur og uddannelse i Europa.
Dansk Erhverv erkender, at det internationale skattesystem er lavet til en anden tid, og måske ikke er fulgt med udviklingen. Dansk Erhverv mener på den baggrund derfor bl.a., at man skal overveje om reglerne om fast driftssted er fyldestgørende i en elektronisk tidsalder, eller om det skal suppleres med regler om et digitalt fast driftssted. Således at en digital tilstedeværelse også kan medføre, at man bliver skattepligtig til et land.
Dansk Erhverv mener imidlertid ikke, at Kommissionens direktivforslag er fornuftige. For det første bliver den måde, der beskattes på grundlæggende ændret, i det man siger, at værdiskabelsen er der, hvor salget sker, og at det derfor er rimeligt at lægge en skat på omsætning. International selskabsskat fungerer imidlertid fundamentalt anderledes i det man normalt ikke betragter salget i sig selv som en værdiskabende faktor, men derimod belønner produktionen og ideudviklingen.

Hvis man beslutter at værdiskabelsen ved salg af reklamer sker i salgslandet og ikke der hvor ideudviklingen til reklamer bliver lavet og selve reklamerne bliver lavet, så kunne man måske lige så vel spørge, hvorfor dette argument ikke også kunne fremføres ved salget af en flaske rødvin eller en bil, der så skulle være den værdiskabende begivenhed frem for produktionen, dyrkningen, lagringen, osv.
For små eksportorienterede lande, vil en overgang til et system, hvor man beskatter salget frem for den traditionelle værdiskabelse, gå ud over provenuet fra selskabsskatten, da en større del af salget sker uden for og indenfor landets grænser. Danmark vil derfor entydigt miste selskabsskatteprovenu, hvis man beslutter sig for, at beskatningen skal rykke til forbrugslandet. Kommissionens forslag vil også betyde en del administrativt besvær for de berørte virksomheder som i princippet kan være alle store virksomheder, der har indtægt på reklamer. Der vil ligeledes være tale om en belastning for andre typer af virksomheder, som eksempelvis teleselskaber, der vil skulle opgøre hvor mange annoncer, der f.eks. er blevet vist på en telefon, ipad, bærbar, osv. Disse oplysninger vil måske kunne fås fra europæiske virksomheder, men det er absolut usikkert om man kan få disse oplysninger endsige kontrollere dem fra virksomheder uden for EU.

Den digitale skat forsøger at fremstå oprindelsesneutral – men faktum er, at den primært vil ramme store amerikanske virksomheder. Fra amerikansk side kan dette let blive opfattet som en handelsteknisk hindring, og det kan derfor ikke udelukkes, at forslaget vil blive mødt med repressalier fra amerikansk side. Hvilket også må forventes at gå ud over europæiske virksomheder.
Danmark har fornuftigvis sagt, at man er imod forslaget fra Kommissionen, det samme er en lang række andre EU-lande, sandsynligheden for, at Kommissionens forslag bliver gennemført, må derfor vurderes at være meget lille, da skatteforslag kræver enstemmighed i Rådet.