Gemt

Grænsehandelspakke

Et af de vigtige elementer er en grænsehandelspakke, som vil medføre lavere afgifter med 565 mio. kr. Det betyder et farvel til afgifterne på nødder, te og og emballage. Samlet set vil pakken styrke danske handelsgrossister og gøre det mere attraktivt at handle i danske butikker.

Nyhed

Dansk Erhverv har i en årrække været talsmand for, at de høje danske punktafgifter skal sænkes, så vi kan få gjort kål på den høje grænsehandel og illegale handel med bl.a. slik, chokolade, sodavand og spiritus. Aftalen her er et stort skridt i den rigtige retning.

Dansk Erhverv har været bannerfører og fået sat skub i den hjemlige politiske proces ved at klage til EU-kommissionen for at få afskaffet nøddeafgiften. Nøddeafgiften bliver teknisk set halveret den 1. januar 2018 og helt fjernet den 1. januar 2020. Nøddeafgiften giver stort administrativt bøvl, og Dansk Erhverv har beregnet, at man vil spare danske virksomheder for administrative omkostninger på 20-30 mio. kr., når afgiften fjernes. Det er der udsigt til nu.

Pakken medfører også, at man stopper de fremtidige afgiftsstigninger på slik, chokolade, vin, kaffe m.m. Det var planlagt at slik, chokolade, vin, kaffe, m.m. ville stige med 5,5 pct. pr. 1. januar. Denne afgiftsstigning bliver nu sløjfet, og det betyder både en bremse på stigningen i grænsehandlen og samtidig spares danske virksomheder for administrativt besvær med genberegninger og ændringer af posestørrelse m.m.

Med grænsehandelspakken har man ligeledes besluttet at fjerne afgifterne på te, alkoholsodavand og emballageafgiften på de pantbelagte varer.

Dansk Erhverv ser grænsehandelspakken som et positivt skridt i den rigtige retning, men der vil fortsat være en del gakkede afgifter, som gør hverdagen bøvlet for virksomhederne og som fremmer grænsehandlen. Dem kæmper vi videre for at få væk, men det er immervæk positivt, når afgifter fjernes. Det vil gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark.

Retningen og indholdet af aftalen er derfor helt rigtig.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil