Gemt

EU-dommen alle taler om: Registrering af arbejdstid

EU-Domstolen fastslog i en ny dom, at arbejdstidsdirektivet skal fortolkes således, at arbejdsgiverne skal pålægges at indføre et system til at kontrollere arbejdstid og overarbejde på daglig basis. Men hvad betyder det konkret for din virksomhed?

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 6. juni 2019

Den spanske sag

Sagen omhandlede en spansk fagforening CCOO, som havde anlagt en sag mod Deutsche Bank med synspunktet om, at banken skulle oprette et system til registrering af medarbejdernes effektive daglige arbejdstid. Formålet med systemet skulle være, at medarbejderne fik mulighed for at kontrollere deres reelle arbejdstid, således de fastsatte arbejdstider blev overholdt. Derudover skulle medarbejderrepræsentanterne havde adgang til oplysninger om overarbejde.

Deutsche Bank havde ikke et registreringssystem og kunne derfor ikke kontrollere medarbejdernes arbejdstid og eventuelt overarbejde. I stedet anvendte man et et andet system til registrering af ferie og andet fravær. Det var dog ikke muligt at registrere den reelle arbejdstid eller overarbejde.

Den spanske fagforening CCOO mente, at det var nødvendigt at indføre et system til at måle længden af arbejdstageres daglige arbejdstid for at sikre en effektiv overholdelse af medarbejdernes rettigheder vedrørende den maksimale ugentlige arbejdstid, de daglige og ugentlige hvileperioder mv., som følger af arbejdstidsdirektivet.

Læs mere om de enkelte arbejdstidsregler, som er implementeret i dansk ret og er gældende i dag.

 

Indførelse af et tidsregistreringssystem og arbejdstidsdirektivets effektive virkning
EU-Domstolen bemærkede i deres afgørelse, at medarbejderen skal anses for den svage part i ansættelsesforholdet. Hvis der ikke findes et tidsregistreringssystem, ville det derfor efter domstolens opfattelse reelt hverken være muligt på et objektivt og pålideligt grundlag at fastlægge antallet af medarbejderens arbejdstimer og tidspunktet for arbejdets udførelse. Derudover ville det heller ikke være muligt at fastlægge omfanget af udført overarbejde.

Uden et sådant system vil der derfor være en risiko for at de rettigheder, der er fastsat i arbejdstidsdirektivet, reelt bliver virkningsløse.

EU-Domstolen udtalte herefter, at EU's medlemsstater er forpligtede til at pålægge arbejdsgiverne at indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system, der gør det muligt at måle længden af den daglige arbejdstid.

 Dansk Erhverv bemærker
Det er Dansk Erhvervs vurdering, at dommen som udgangspunkt ikke skaber forpligtelser mellem medarbejdere og virksomheder. Dommen forpligter derfor ikke umiddelbart virksomheder til at indføre nye registreringssystemer.

Det er overladt til de enkelte EU-medlemslande at fastsatte nærmere bestemmelser om, hvordan registreringen af medarbejdernes arbejdstid skal foregå. EU-Domstolen bemærkede i den forbindelse, at EU-medlemslande råder over en betydelig skønsmargin ved valget af former og metoder til indførelse af et system til registrering af arbejdstiden, herunder under hensyntagen til de særlige forhold inden for de enkelte brancher og virksomhedssektorer. Et registreringssystem skal dog være objektivt, pålideligt og tilgængeligt.

Dansk Erhverv har sammen med resten af DA-fællesskabet iværksat en analyse af dommens konsekvenser, og DA vil i forlængelse heraf drøfte afgørelsen med FH og den kommende regering.

Dansk Erhverv følger udviklingen og vil løbende orientere medlemsvirksomhederne herom.