Gemt

EU har netop vedtaget et forbud mod chlorpyrifos i frugt og grønt

18. februar 2020

Den 18. februar 2020 har Kommissionen vedtaget et forbud mod import fra tredjelande af frugt og grønt, der indeholder rester af pesticiderne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl. Dette kommer i forlængelse af EU-forbuddet fra december 2019 mod at sprøjte med de to pesticider.

I december 2019 vedtog Kommissionen et forbud mod brug af pesticiderne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl på afgrøder dyrket i EU. Nu har Kommissionen taget næste skridt i kampen mod de to pesticider og også vedtaget et forbud mod import af al frugt og grønt samt produkter heraf fra tredjelande, som indeholder rester af de to pesticider.

Det forventes at de nye regler træder i kraft i efteråret 2020. Indtil da vil Fødevarestyrelsen fortsætte den kontrolpraksis, de har haft de sidste par måneder, og fjerne de partier af frugt og grønt de finder, som indeholder rester af de to pesticider.

Pesticiderne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl bliver brugt til at holde insekter væk fra frugt og grønt, og de mistænktes for at skade arveanlæggene og hjernens udvikling hos børn og fostre.

I Danmark har brugen af chlorpyrifos ikke været tilladt siden 2006, mens det aldrig har været tilladt at anvende chlorpyrifos-methyl. Store dele af den danske detailhandel har allerede indført nultolerance over for rester af både chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl i deres frugt og grønt.

Læs mere i Miljø- og Fødevareministeriets pressemeddelelse: Slut med to farlige sprøjtemidler i frugt og grønt.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer