Gemt

Corona-krisen koster virksomhederne omsætning

Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 67 pct. af virksomhederne har oplevet et fald i omsætningen som følge af corona-krisen. 37 pct. af virksomhederne har mistet mere end 40 pct. af deres omsætning.

Nyhed

23. Corona-krisen koster virksomhederne omsætning

pdf

Download

ANALYSE NR. 23|2020 MARTS

To ud af tre virksomheder har mistet omsætning
Corona-krisen går allerede hårdt ud over danske virksomheder. Blandt Dansk Erhvervs medlemmer angiver to ud af tre, at omsætningen er faldet i marts måned i år sammenlignet med samme periode sidste år. Kun syv pct. af virksomhederne har haft en stigende omsætning af varer og/eller serviceydelser efter corona-krisen begyndte, mens lige knap hver fjerde virksomhed melder om uændret omsætning.

Oplevelseserhvervene og detailhandlen er særligt hårdt ramt
Omsætningsfaldet har ramt stort set alle brancher i det danske erhvervsliv, men én branchegruppe er særligt hårdt ramt; oplevelseserhvervene. Her angiver hele 98 pct. af virksomhederne, at de har haft faldende omsætning som konsekvens af de tiltag, som den danske regering har truffet for at forsinke udbredelsen af corona-smitte.

Oplevelseserhvervene dækker i denne undersøgelse over virksomheder, som definerer sig selv indenfor følgende kategorier: Hotel, restauration, turisme eller underholdning. At det særligt er oplevelseserhvervene, som er ramt af faldende omsætning, kan hænge sammen med, at de rammes først og hårdest i en situation, hvor danskerne bliver bedt om at holde afstand, blive derhjemme, og hvor fx cafeer, restauranter og lignende bliver lukket ved påbud.

Hver tredje har mistet mere end 40 pct. af omsætningen
Umiddelbart efter afslutning af dataindsamlingen til denne undersøgelse lancerede regeringen en hjælpepakke, som er vedtaget med opbakning fra alle partier i Folketinget. Pakken indeholder bl.a., at virksomheder på tværs af brancher får mulighed for midlertidig kompensation for faste udgifter. Kompensationen målrettes virksomheder med et stort fald i omsætningen (mere end 40 pct.).

37 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer har mistet mindst 40 pct. af deres omsætning indtil videre i marts måned, hvis de sammenligner med samme periode sidste år. Det er især oplevelseserhvervene og detailhandlen, som er hårdt ramt. Her har henholdsvis 90 pct. og 52 pct. af virksomhederne haft et omsætningsfald på mere end 40 pct.