Gemt

Det offentlige aflyser ordrer i stor stil

20. marts 2020

Folketingets partier og regeringen har indgået aftale om, at det offentliges indkøb skal understøtte virksomheder, som lider under corona-krisen. Nye tal fra Dansk Erhvervs medlemmer viser imidlertid, at to ud af fem leverandører har fået annulleret ordrer fra det offentlige.

Regeringen og Folketingets partier har vedtaget en række initiativer, som skal hjælpe dansk erhvervsliv gennem corona-krisen. Et af initiativer går på, at det offentlige skal understøtte de virksomheder, som er hårdest ramt. En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser imidlertid, at det langt fra er tilfældet. To ud af fem leverandører svarer, at de har fået annulleret ordre.

”Over 40 procent af vores medlemmer, der handler med det offentlige, har allerede oplevet, at ordrer forsvinder. Det er rigtigt mange arbejdspladser og virksomheder, der er på spil her. Vi ved, at eksempelvis kommunekasser bugner, så der er altså behov for, at de lukker op, så leverandørerne er klar til at levere igen på den anden side af krisen,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Som følge af corona-krisen er det blandt andet besluttet, at staten vil forudbetale leverancer frem til 1. juli med en værdi på højst 1 mio. kr. og undlade af bruge misligholdelsesbestemmelser (fx krav om betaling af bod for forsinkelse), hvis misligholdelsen skyldes corona-epidemien. KL og Danske Regioner har opfordret deres medlemmer til det samme. Det er dog ikke den virkelighed mange virksomheder oplever.

Vi skal have kommuner og regioner med

Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at hver femte virksomhed er ramt af, at det offentlige har annulleret ordrer. Ikke alle virksomheder har det offentlige som kunde, men hele 41 procent af dem, der har, har oplevet, at det offentlige annullerer igangværende og/eller indgåede aftaler som følge af corona-krisen.

”Vi skal have kommunerne og regionerne med i kampen for at holde hånden under virksomhederne. Jeg ved, at mange har fremrykket betalinger, det er godt, men vi er også nødt til at opretholde kontrakter og betale de faste leverandører – også frem i tiden,” siger Brian Mikkelsen.

Mange kommuner har fokus på bygge- og anlægsområdet, men det i lige så høj grad vigtigt, at det offentlige fortsat understøtter andre virksomheder på serviceområdet.

”Det gælder især inden for rådgivning, transport, rengøring osv., hvor der med fordel kan betales forud. Servicebranchen har det ekstremt svært på det private marked, og det offentlige gør det ikke nemmere, når de ikke bidrager til at holde hånden under dem,” siger Brian Mikkelsen.

Læs hele analysen herunder.

Offentlige ordrer annulleres på grund coronakrisen

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef