Vi skal ikke bevare vores velfærd - vi skal udvikle den

En ældre mand, der blev indlagt på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, var glad for at kunne fortsætte sin vante morgenrutine med et karbad. Her lå han og læste sin morgenavis. Det var dog lidt ubekvemt at holde avisen hævet over vandet, så derfor fandt en af medarbejderne blandt plejepersonalet på at konstruere en lavpraktisk avisholder. 

Det fortæller Diakonissestiftelsens administrerende direktør, Anne Mette Fugleholm, som et eksempel på de værdier, der gennemsyrer den socialøkonomiske virksomhed: ”Vi ser altid mennesket.” 

(Administrerende direktør, Anne Mette Fugleholm, Diakonissestiftelsen)

Fra vugge til grav 
Stiftelsens historie går tilbage til 1863, hvor Dronning Louise tog initiativ til at oprette et diakonissehus, hvorfra der kunne drives hospital og uddannes unge kvinder i sygepleje og diakoni, en betegnelse for kirkens sociale arbejde. Hospitalsdriften ophørte imidlertid i 1984, og den selvejende organisation fortsatte med andre sundheds- og sociale opgaver. 

I dag udbyder Diakonissestiftelsen blandt andet uddannelser inden for sygepleje og 3K - Kristendom, Kultur og Kommunikation samt SOSU-uddannelser. Hertil kommer drift af hospice, plejehjem, hjemmepleje, børneinstitutioner, psykiatri, genbrugsbutik, et alterbrødsbageri og mange andre sociale og kulturelle mødesteder. Kort fortalt spænder Diakonissestiftelsen fra vugge til grav.  

Rød tråd under samfundsforandringer og krisetid 
Bredden og den konstante udvikling af nye aktiviteter gør Diakonissestiftelsen mindre sårbar over for politiske, økonomiske og sociale forandringer og kriser i samfundet. Men Anne Mette Fugleholm afviser, at det er den grundlæggende hensigt med at udvikle organisationen. 

”Det er i hvert fald ikke det, der ligger bag strategien. Selv om den oprindelige hospitalsdrift er væk, er den røde tråd fra starten i 1863 intakt i dag og knytter pleje, uddannelse og fællesskab sammen. Vi arbejder bevidst med at skabe sammenhæng og synergier mellem dem. Under Coronakrisen har vi skabt nye løsninger. Eksempelvis har børnehavebørnene lavet danseshow udenfor vinduerne for de ældre på plejehjemmet. Og på vores uddannelsescenter skiftede vi fra den ene dag til den anden til virtuel fjernundervisning og gennemførte eksaminer virtuelt,” siger hun. 

Vægt på netværk og tryghed 
Et nyt behov, der har udviklet sig for Diakonissestiftelsen, er nye boligrammer for ældre. 

”Tidligere kom der i reglen først fokus på ældres behov for en anden bolig, når de ikke kunne klare sig selv længere. Men vores erfaring er, at fællesskab ikke skal baseres på sygdom, men på interesser. I dag er der en voksende gruppe af ældre, der har behov for nærhed, men ikke nødvendigvis har behov for personlig hjælp - endnu. Vi har derfor etableret seniorboliger med særlig vægt på netværk og tryghed, hvor de stærkere seniorer ser efter de svagere. Målet er at skabe et nyt boligprodukt med boliger og fællesskab, som kan bidrage til at forebygge, at den ældre får behov for en egentlig plejebolig, eller medvirke til at tidspunktet bliver udsat.” 

Større frihed til opgaven 
Diakonissestiftelsens medarbejdere er underlagt de samme krav og økonomiske rammer som kommunens egne tilbud i eksempelvis hjemmepleje og plejehjem. Men Anne Mette Fugleholm så gerne, at selvom man bevarer det fælles fokus på kvalitet, så giver man alligevel plads til at dyrke fagligheden på forskellig måde. 

”Jeg kunne ønske, at vi havde større frihed i, hvordan vi løser opgaven. I hjemmeplejen tildeles borgerne hjælp ud fra ydelser og tid. Vi oplever, at fagligheden erstattes af minuttyranni. Medarbejderne skal have bedre mulighed for at bruge deres kompetencer til at se og agere på det enkelte menneskes skiftende behov,” påpeger hun og tilføjer: 

”Der bliver brugt mange kræfter på at dokumentere, at den enkelte borger har fået den serviceydelse, der er tildelt - og mindre tid på observationer af, om det virker. Der bør styres efter kvalitet og effekt frem for pris. Og der bør være fuld gennemsigtighed for både offentlige og private udbydere af velfærd.” 

Effekten af ”blød” dataovervågning 
Anne Mette Fugleholm efterlyser flere og bedre data samt mere systematik og standardisering for at kunne måle effekten. Diakonissestiftelsen har selv gode erfaringer med ”blød” dataovervågning. 

”For eksempel er vores medarbejdere i hjemmeplejen og på plejecentrene opmærksomme på eventuelle forandringer hos beboerne. Mange sygdomme har et typisk forløb, og hvis man holder øje, kan man se de tidlige tegn på forandring og sætte tidligere ind, når beboerens tilstand forværres. Observationerne øger chancen for at forkorte et sygdomsforløb eller forhindre, at beboeren skal indlægges på hospital.” 

Det frie valg bør udvides 
Anne Mette Fugleholm har med glæde noteret sig, at undersøgelser viser, at 7 ud af 10 adspurgte ældre er tilfredse med at have det frie valg af hjemmepleje og plejehjem - det gælder også dem, som har valgt den kommunale pleje. 

”Vi ser gerne, at det frie valg bliver udvidet til også at omfatte genoptræning og sygepleje. På den måde kan vi skabe større sammenhæng omkring hjælpen til den enkelte.” 

De mange opgaver, Diakonissestiftelsen løser, kræver veluddannede medarbejdere. Men som for så mange andre i denne sektor er det også en udfordring for Diakonissestiftelsen at rekruttere tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere. 

”Diakonissestiftelsen er jo både uddannelsessted for sygeplejestuderende og SOSU-elever og arbejdsplads for medarbejdere med kompetencer inden for pleje- og sundhedssektoren, og vi kan sagtens fylde uddannelsespladserne op. Vi ville gerne tage endnu flere studerende og elever og dermed bidrage til at løse den efterspørgsel, som vi oplever på uddannet arbejdskraft i Danmark. Men antallet af pladser er reguleret. Selvom der uden for de større byer er ledige pladser på uddannelsesstederne og for få pladser i byerne, må vi ikke af os selv øge optaget.” 

Det går for langsomt med velfærdsteknologi 
Øget brug af velfærdsteknologi kunne afhjælpe noget af manglen på kvalificerede medarbejdere. 

”Først og fremmest skal velfærdsteknologi give mening for den enkelte, og medarbejderne skal forstå teknologien. Eksempelvis fortalte en af vores SOSU-elever, at hun selv ville synes, at det var meget upersonligt at blive madet af en robotarm. Men så mødte hun en tidligere ingeniør, der var fascineret af teknologien og syntes, at det var ydmygende at skulle mades af et menneske. Den slags erkendelser og videndeling på tværs af fagligheder skaber grundlaget for at ændre praksis. Men desværre går det for langsomt med at implementere og skalere brugen af velfærdsteknologi. På velfærdsområdet er det en selvstændig udfordring, at der ikke findes data, som det kendes indenfor sundhedsområdet.” 

250 frivillige er en hjørnesten i Diakonissestiftelsen 
Noget helt andet er de cirka 250 frivillige, der er en af Diakonissestiftelsens hjørnesten. De udfører ikke arbejde, som normalt er lønnet, men yder en indsats som supplement til de ansatte. Det kan eksempelvis være i genbrugsbutik, som besøgsven, som arrangør af skak, billard og andre aktiviteter i psykiatrisk bofællesskab, eller som mentor for studerende. 

”Der har altid været frivillige tilknyttet Diakonissestiftelsen. De frivilliges opgaver skal matche personlige og faglige kompetencer samt interesser, og der er ikke kun plads til ressourcestærke mennesker. Vi har også frivillige, der selv er sårbare og har brug for støtte. Eksempelvis har vi taget imod en person med angst, der ville arbejde i vores genbrugsbutik. Den pågældende startede med at sortere tøj et par timer om ugen. Efter en tid fik den frivillige mod på at prøve at stå bag disken, og i dag er hun i et fleksjob i en butik. Alle har en værdi, og som frivillig giver man ikke kun. Man får også noget igen i form af personlige og faglige kompetencer.” 

Vi er alle optaget af kvalitet 
Anne Mette Fugleholm, der er lægeuddannet, har været ansat på en række hospitaler og i Sundhedsstyrelsen. Før ansættelsen som administrerende direktør for Diakonissestiftelsen i 2012 var hun direktør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Hun kender således social- og sundhedssektoren fra både privat og offentlig side og udtrykker stor respekt for det politiske system og det offentliges evne til at skalere sine ydelser. Men hun ser også store perspektiver i, at private leverandører bidrager til at løse velfærdsopgaverne. For hende er et af midlerne til at finde de fremtidige løsninger, der er brug for i Danmark, et styrket offentlig-privat samarbejde om innovation. 

”Der er brug for mere af det, vi kender - men også for at tænke nyt. Vi skal ikke bevare vores velfærd - vi skal udvikle velfærden. Vi er drevet af værdier og et mindset med stadig fokus på udvikling og at imødekomme de behov, vi støder på. Diakonissestiftelsens fundament som privat, socialøkonomisk virksomhed handler ikke om, hvorvidt den offentlige sektor skal være stor eller lille. Det handler om, at vi alle er nødt til at tænke nyt, og det kan det offentlige ikke gøre alene.” 

Fakta: Diakonissestiftelsen 

• Blev oprettet i 1863 som hospital på Frederiksberg og til at uddanne unge kvinder i sygepleje. Det var her, den danske sygeplejerskeuddannelse blev opfundet. 
• Driver blandt andet SOSU- og sygeplejerskeuddannelser, plejehjem, hjemmepleje, hospice, social psykiatri, daginstitutioner, senior- og ungdomsboliger, udlejningsvirksomhed til erhverv og konferencer, genbrugsforretning, alterbrødsbageri og kirke. 
• Har cirka 500 medarbejdere og 250 frivillige. 

• Omsatte i 2019 for 245 millioner kroner. 
• Er en non-profit erhvervsdrivende fond. 
• Har aktiviteter i to kommuner og har i år indgået partnerskab med PensionDanmark om at tilbyde etablering af Friplejehjem i flere kommuner.