Gemt

Vores Mål projektet – det kan du bruge det til

01. september 2020

Siden november 2019 har Danmarks Statistik på initiativ af 2030-panelet arbejdet på at bringe verdensmålene hjem til Danmark. Kort fortalt oversætter projektet FN’s 17 Verdensmål til danske forhold og gør dem målbare i en dansk kontekst.

”Dansk Erhverv byder de nye målepunkter velkommen. Vi har undervejs i projektperioden bidraget med faglige kompetence og input til udarbejdelsen af de samlede målepunkter. Men i lyset af Dansk Erhvervs rolle som arbejdsgiverforening og erhvervsorganisation er der naturligvis nogle områder af de 197 nye målepunkter, vi synes vigtigere end andre," siger CSR-chef Malene Thiele og understreger:

”Målepunkterne kan give os indsigt i, om Danmark bevæger sig i en retning af Verdensmålene, eller ej. Såvel danske politikere som landets virksomhedsejere kan nu se, hvor de skal sætte ind for at bidrage til indfrielsen af Verdensmålene og en mere bæredygtig verden. De er et nyt styringsværktøj, der kan gøre verdensmålene langt mere håndgribelige i en dansk hverdag. Det er langt fra alle rapportens 197 målepunkter, der er relevante for virksomheder. Men der findes en række indikatorer blandt målepunkterne, som fx kan anvendes som et benchmark for virksomhederne i deres interne styringsprocesser: Ligger vi i vores virksomhed over eller under lands- eller branchegennemsnittet på de her indikatorer?”

Verdensmålene er et udtryk for et ønske om omstilling til en mere bæredygtig verden. Det ønske støtter Dansk Erhverv op om, og vi ser stor nytte i et samarbejdet og dialogen på tværs af sektorer, brancher og områder, der bl.a. finder sted i regi af 2030 panelet.

Dansk Erhvervs engagement
Dansk Erhverv sidder med i 2030 panelet og har aktivt bidraget til projektet Vores Mål, som en del af styregruppen bag projektet. Dansk Erhverv bakker op om rapportens formål: At gøre verdensmålene håndgribelige og nærværende for danske virksomheder – også de virksomheder, der ikke nødvendigvis er internationale, har eksportsalg eller er til stede på de globale markeder.

I 2019 foretog Dansk Erhverv en medlemsundersøgelse med fokus på danske virksomheders engagement i og arbejde med Verdensmålene. Undersøgelsen viste, at den altovervejende årsag til at virksomheder ikke arbejder med Verdensmålene er, at de ikke tror at det er relevant, fordi de primært opererer i Danmark (Alle ombord, 2019). Dansk Erhverv ser derfor et potentiale i at de nye målepunkter kan få flere virksomheder til at byde ind med deres bidrag til målenes indfrielse.

Læs hele Vores Mål-rapporten på dst.dk: Gør verdensmål til vores mål - 197 danske målepunkter for en mere bæredygtig verden

Fakta om målepunkterne

 

  • 197 målepunkter baseret på mere end 6.000 inputs.
  • 47 pct. af målepunkterne har haft en positiv udvikling siden 2015.
  • 31 pct. har haft en neutral udvikling
  • 22 pct. har haft en negativ udvikling.

Top 3 – Positiv udvikling 2015-2020 (tallet i parentes viser procentdelen af målepunkter, som går i positiv retning)

  1. Bæredygtig energi (83 procent)
  2. Partnerskaber for handling (71 procent)
  3. Klimaindsats (67 procent)

Top 3 – negativ udvikling 2015-2020 (tallet i parentes viser procentdelen af målepunkter, som går i negativ retning)

  1. Fred, retfærdighed og stærke institutioner (62 procent)
  2. Livet på land (60 procent)
  3. Kvalitetsuddannelse (36 procent)