Gemt

Kan Google Analytics bruges til statistikindsamling uden samtykke?

14. december 2021

Det forventes, at der først i det nye år vil være en afklaring af, om Google Analytics kan indstilles, så værktøjet kan bruges til egen simpel statistik. Dansk Erhverv har udarbejdet et bud på, hvordan det kan gøres og har inviteret Datatilsynet til møde, hvor vi vil drøfte forslaget.

I oktober måned bragte vi den glædelige nyhed, at Erhvervsstyrelsen ikke længere vil prioritere tilsynet med, om hjemmesideejere indhenter samtykke til brug af cookies til egen statistik, når visse betingelser er opfyldt.

I den forbindelse opstod spørgsmålet, om Google Analytics kunne indstilles, så hjemmesideejerne kan bruge Google Analytics til simpel statistik uden samtykke efter GDPR?

Hollandsk inspiration

For at få svar på det spørgsmål, nedsatte Dansk Erhverv en arbejdsgruppe bestående at tre Analytics eksperter; David Krogstrup, freelance tracking specialist, Steen Rasmussen, IIH Nordic og Rasmus Lund, Valtech_eCapacity samt Carsten Rose Lundberg og Tina Morell fra Dansk Erhverv. Arbejdsgruppen har blandt andet kigget mod Holland efter inspiration.

”I Holland har det længe været lovligt at bruge cookies til egen statistik uden samtykke, og det hollandske datatilsyn har udarbejdet en vejledning om, hvordan Google Analytics kan indstilles, så værktøjet lovligt kan bruges til egen statistik uden indhentelse af brugerens samtykke,” siger Carsten Rose Lundberg og fortsætter: 

”Arbejdsgruppen har derfor efter hollandsk forbillede udarbejdet et forslag til indstilling af Google Analytics, der sikrer, at de erhvervsdrivende får nødvendig statistik samtidig med, at oplysninger ikke videregives til 3. part, og der ikke tegnes brugerprofiler.”

Dansk Erhverv har sendt forslaget til Datatilsynet og inviteret til et møde først i det nye år, hvor forslaget og det videre forløb skal drøftes.

”Google Analytics er det foretrukne webtrafik-analyseredskab for små- og mellemstore virksomheder, og derfor håber vi meget, at vi sammen med Datatilsynet kan finde en løsning, så vi får sat en stopper for den konkurrenceforvridende situation, som danske virksomheder befinder sig i nu,” siger Carsten Rose Lundberg.

Vi vil holde jer orienteret.

Baggrund

Efter cookiereglerne, som Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, skal brugeren give samtykke, før der sættes eller læses cookies. Det gælder dog ikke for cookies, der er nødvendige for at få siden til at fungere. Erhvervsstyrelsen har herudover som nævnt ovenfor meddelt, at styrelsen ikke længere vil prioritere tilsynet med, om hjemmesideejere indhenter samtykke til brug af cookies til egen, simpel statistik, hvor der ikke tegnes brugerprofiler.

Uanset denne udmelding skal GDPR’s krav til behandling af personoplysninger opfyldes, hvis der indsamles og behandles personoplysninger om hjemmesidebesøgende – uanset om personoplysningerne behandles til brug for statistik eller til andre formål.

Det betyder bl.a., at indehaveren af hjemmesiden - (fortsat) skal sikre sig, at der foreligger et lovligt grundlag (en hjemmel) for den behandling af personoplysninger, som foretages ved brugen af cookies via den dataansvarliges hjemmeside. Læs mere hos Datatilsynet.

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil