Gemt

Med teknologi skaber vi grønne løsninger og effektivitet

Nyhed

25. maj 2021

Af Signe Hvas, kommunikationskonsulent, Dansk Erhverv

Hvordan ser Danmark ud i 2040? Adm. direktør i Københavns Lufthavne, Thomas Woldbye, konstaterer straks, at det med sikkerhed ikke kommer til at se ud, som han beskriver. Alligevel giver han det et forsøg:

”Jeg tror, vi har et meget digitalt samfund. Vores kontakt med det offentlige bliver mere digital, og vi går til lægen digitalt. I 2040 er det en ny generation, der er kommet til. Hvor mange i dag tøver med digitalisering, vil den nye generation direkte efterspørge det.”

Han forventer, at den digitale udvikling vil blive en konkurrencefordel for Danmark på grund af vores store offentlige sektor og høje uddannelsesniveau.

Thomas Woldbye, direktør, CPH

Han spår i den forbindelse også flere veluddannede mennesker, da de tunge processer i højere grad vil være automatiserede – både i det offentlige og i det private.

”Måske bliver vores arbejdsliv og -mængde i højere grad et personligt valg? Jeg ved ikke, om det er sundt at arbejde mindre. Men jeg tror, vi arbejder langt mere fleksibelt, både i forhold til tid og sted i 2040,” siger han.

Langsigtede grønne målsætninger
Thomas Woldbye har stået i spidsen for Københavns Lufthavne i 10 år. 10 år, hvor den teknologiske udvikling er accelereret og har hjulpet lufthavnene med at blive mere effektive og mere klimabevidste.

Siden han tiltrådte, er der sket store ændringer – især i den politiske dagsorden. Dengang handlede det om økonomi og jobskabelse og om at facilitere eksport og turisme. I dag er klima og den grønne dagsorden allestedsværende i debatten.

"I 2040 er det en ny generation, der er kommet til. Hvor mange i dag tøver med digitalisering, vil den nye generation direkte efterspørge det.”
 - Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne

Ved hjælp af netop teknologi er lufthavnen allerede kommet langt på området og blev i 2019 CO2-neutral. Nu er det flyene, der skal fokus på. Målet er, at både fly og lufthavne i 2050 skal være emissionsfri.

”Så i 2040 er vi godt på vej. Flytrafik er den mest fleksible transportform, og vi skal ikke flyve mindre. Vi skal i stedet gøre det klimavenligt,” siger han.

I transportsektoren er begrebet Mobility-as-a-Service (MaaS) også et tilbagevendende tema. Her samles de forskellige transportformer på én platform, til gavn for både brugere og klima.

”Det er en potentiel game changer, som kan gøre meget for CO2-udledningen,” fortæller direktøren og tilføjer, at de også har fokus på transporten til og fra lufthavnen. Derfor følger han udviklingen tæt.

Konklusionen fra Thomas Woldbye er klar; selvom 2040 er umulig at spå om, vil arbejdet for den grønne omstilling fortsætte. Og den fortsatte teknologiske udvikling vil spille en afgørende faktor – også når det kommer til effektivisering.