Gemt

Opsamling: Forbrugerne shoppede løs på nettet, da Black Friday blev til Black Week

Nyhed

30. november 2021

Løftede restriktioner og åbne butikker fik ikke forbrugerne til at glemme netbutikkerne, da Black Week og Black Friday 2021 ramte Danmark. Dansk Erhverv vurderer, der blev solgt for mere end 3,2 mia. kr. på nettet gennem ugen og dermed nåede forbruget sidste års store rekord. 

 

”HERNING! Hør lige. Mangler du et job? Du kan få et job - i dag! Black Friday går over alle forventninger, og vi har brug for hjælp på vores lager i Herning.” 

Sådan skrev Coolshops Jacob Risgaard på LinkedIn lørdagen efter Black Friday. Allerede på Black Friday var den nordjyske løve i Børsen og sige, at Black Week havde slået alle forventninger og ville blive den største handelsuge i Coolshops historie. 

Når samme niveau som sidste års rekord 

Coolshop er langt fra den eneste netbutik, der har haft et flot salg under Black Week og Black Friday. 

”Vi har talt med både store, små og mellemstore netbutikker og konklusionen er, at det har været en virkelig god uge, som i mange tilfælde har overgået forventningerne. Det har været heftigt,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

E-handelsdirektøren siger videre, at det har overrasket flere netbutikker, at salget ikke er gået ned siden sidste år. 

”Sidste år var præget af restriktioner, lukkede butikker og udbetalte feriepenge, og det fik virkelig forbrugerne til at gå shop-amok. I år har de tilsyneladende bare fortsat. Vores bud er, at der blev solgt for godt 3,2 mia. kr. på nettet i hele Black Week 2021.” 

"det fik virkelig forbrugerne til at gå shop-amok. I år har de tilsyneladende bare fortsat. Vores bud er, at der blev solgt for godt 3,2 mia. kr. på nettet i hele Black Week 2021."

- Niels Ralund, Dansk Erhverv

Rekord til MobilePay 

Forbrugernes købelyst smittede også af på MobilePay, som i Black Week 2021 med afstand slog alle hidtidige uge-rekorder for handel på nettet. Ved midnat søndag endte omsætningen på 2,2 milliarder kroner igennem Black Friday-ugen. Målt i transaktioner swipede indkøbsivrige danskere 3,3 millioner gange. 

”Danskerne føler sig i år trygge omkring privatøkonomien og er samtidig tidligt ude, fordi de er bekymrede for leveringsproblemer omkring julegaverne. Samtidig har pandemien på kun et år øget antallet af unikke MobilePay e-handelsbrugere med 800.000 til 3,3 mio. Tilsammen har det skabt den største e-handelsuge herhjemme nogensinde, måske også den største samlede handelsuge nogensinde,” siger Claus Bunkenborg, direktør for MobilePay. 

”Som Claus Bunkenborg siger, så har MobilePay fået ganske mange nye kunder – både forbrugere og butikker, så det skal man lige have in mente. Der er dog ingen tvivl om, at væksten hos MobilePay understreger, at det virkelig har været en travl uge, for i mange butikker står der MobilePay på i hvert fald halvdelen af betalingerne,” siger Niels Ralund. 

- grafik fra MobilePay Online

Fra Black Friday til Black Week 

De sidste år har flere og flere butikker tyvstartet og udvidet Black Friday til Black Week. Det skete også i år, hvorfor flere tal viser, at uge-salget er markant højere end tidligere, mens selve fredagen stikker knap så meget ud.  

Tal fra Nets (fra de 100 største netbutikker) viser, at aktiviteten på selve Black Friday faldt med 5,9% sammenlignet med sidste år, men hele ugen er samlet set større end sidste år.   

”At Black Week nu starter weekenden før Black Friday betyder, at salget i dagene op til fredagen er aftaget lidt. Det er tydeligt at se, at danskerne har jagtet tilbud hele ugen, men færre har siddet klar til at turbo-shoppe om fredagen, selvom det stadig er den mest travle handelsdag,” siger Henriette Dunkjær Andersen, Head of Sales hos Nets Group og påpeger, at Black Friday dog stadig er den klart største handelsdag i perioden.  

"Tilsammen har det skabt den største e-handelsuge herhjemme nogensinde, måske også den største samlede handelsuge nogensinde."

- Claus Bunkenborg, MobilePay Online

Samme udvikling har betalingsudbyderen ReePay også bemærket, siger direktør Robert Stenholt Mygind. 

”Vi har oplevet god aktivitet, der samlet set ligger lidt over Black Week sidste år, og med en Black Friday lidt under omsætningen i 2020. Betalingerne har været i år jævnt fordelt over hele ugen, og vi har ikke haft de vilde udsving som sidste år, hvor fx timetilbud gav nogle hop.”  

Det er dog værd at bemærke, at Mobilepay oplevede et stort comeback for Black Friday, der havde en voldsom vækst på 102%. Black Friday blev dermed klart den største omsætningsdag i ugen. Ved midnat fredag havde MobilePay rundet 740 mio. kr., mere end dobbelt så højt som de 366 mio. kr., MobilePay nåede sidste år.  

Pakkeleverandørerne: Travlt men styr på det  

Mens mange netbutikker nu kan ånde lettet ud, er der stadig travlhed hos de virksomheder, der skal levere de mange pakker. Man skal dog hverken som butik eller kunde være urolig for, om pakkerne når frem, lyder det fra Managing Director i GLS Steen Kristensen.  

"Vi kan konstatere at der er rigtigt mange pakker i systemet, og vores vurdering er, at det vil fortsætte over de kommende uger. Det ser ud til, at vi når et niveau i omegnen af sidste års volumen. Vi har uden problemer kunne løfte de pakker, vi har fået, og vi er klar." 

Samme melding kommer fra Lene Reipuert, Pakkechef i PostNord.  

Pakkerne vælter ind hos os, og vi har håndteret rekordmange pakker de seneste dage. Hen over weekenden og Black Friday fortsatte de meget høje pakkemængder, vi også så i Black Week, og vi har samlet set godt 9 % flere pakker sammenlignet med sidste år. Og der er stadig mange pakker, som ikke er kommet ind til os endnu, så det her kommer til at fortsætte langt ind i næste uge. Vi er klar til at løse opgaven, der er mandet op med 300 ekstra pakkebude på de store dage og mere end 300 ekstra biler. Måske kan pakkerne være en ekstra dag eller to undervejs i den kommende tid, men vi har en klar og styret proces, så det hele skal nok komme ud.”  

Beviser e-handlens holdbarhed 

Årets Black Week har ifølge Niels Ralund været ekstra interessant, fordi det var første Black Week i ”den nye e-handelstidslinje”, som coronakrisen førte til. 

"E-handlen eksploderede under coronakrisen, og siden da har rigtig mange spået om, hvornår forbrugerne ville stoppe og vende tilbage til de forbrugsvaner, vi så før krisen. Der er bare ikke noget, der tyder på, at det sker, for selv i perioder uden restriktioner og med meget lave smittetal har online-forbruget holdt niveau. Det blev tryktestet med Black Week og viste ingen tegn på, at forbrugerne vil droppe e-handlen fremover,” siger Niels Ralund.  

 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent