Gemt

Gennembrud for Singles Day?

09. november 2021

Rekordmange forbrugere forventer i år at handle online på Singles Day, og dermed er der gode chancer for, at det kinesiske svar på Black Friday kan slå ny salgsrekord.   

Der er en ny udsalgsdag i byen. 

Black Friday har i de sidste år været kendt af langt de fleste forbrugere og virksomheder. Omvendt har den kinesiske pendant, Singles Day, ikke fyldt nævneværdig meget i bevidstheden hos de danske forbrugere.  

Det er dog ved at ændre sig, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Blandt danskerne generelt kender 36% Singles Day, og 8% forventer at købe særlige Singles Day tilbud.  

Det interessante er dog, at blandt de forbrugere, der har handlet online i den seneste uge, er kendskabet helt oppe på 46%, og 13% forventer at handle på Singles Day - i 2020 var de tilsvarende tal 32% og 6%. 

”Vi er ikke oppe på Black Friday-niveau endnu, men tendensen har været den samme de seneste år; flere forbrugere kender til Singles Day, og flere forventer også at handle på dagen - andelen af forbrugere med købsintention er faktisk mere end fordoblet,” forklarer Simon Bjerremann, chefkonsulent i Dansk Erhverv.  

I år vil hver fjerde netbutik med salg til forbrugere køre med Singles Day-tilbud. Netbutikkernes forventning er, at det bliver en god salgsdag uden dog at nå helt op det vanvittige vækstniveau, som vi kender fra Black Friday. 

”Sidste år var der ganske mange butikker, hvor salget oversteg forventningerne markant, så det bliver interessant at se, om forbrugerne igen tager fusen på dem,” siger Simon Bjerremann. 

Han hæfter sig også ved, at en del netbutikker ikke forventer, at salget bliver markant større end en normal dag, men alligevel vurderer de, at det giver god mening at være med. 

“Butikkerne må vurdere, at de kan give forbrugerne en ekstra oplevelse på dagen, som giver højere loyalitet og betaler sig tilbage senere. Samtidig kan man også få testet sit tilbud-set-up igennem inden Black Friday.” 

Ny slags import fra Kina 

Det øgede kendskab til Singles Day er ifølge Simon Bjerremann et godt eksempel på, at kinesiske trends langsomt men sikkert vinder indpas i Vesten. Tidligere har vi primært importeret varer fra Kina, men i de sidste år har vi set flere eksempler på, at vi også ”importerer” forbrugsmønstre, teknologier og tendenser, forklarer han. 

”Der er god grund til, at mange er begyndt at kigge mod Kina og Beijing fremfor USA og Silicon Valley, når de skal forsøge at spotte de næste store trends, som vil ramme Danmark. Et godt eksempel er Live Shopping, som virkelig er stort i Kina, og nu også så småt slår igennem i Vesten. Men også QR-koder, Social Shopping Apps og Direct to Consumer-ideen er eksempler på noget, som først bliver populært og mainstream i Kina, og derefter også vinder indpas andre steder. Derfor er det også det naturligt, at Singles Day begynder at få fat.” 

Hvilke kinesiske trends og teknologier vil præge dansk e-handel? Det giver e-handelsekspert, Tim Frank Andersen, sit bud på her. 

Verdens største 

Singles Day er verdens største shopping-fænomen. I begyndelsen blev den afholdt 11/11, men flere virksomheder har udvidet tilbudsperioden, så den løber fra 1. til 11. november. Kinesiske Alibaba, som er den klart største spiller på Singles Day, omsatte i 2020 for svimlende 74,1 mia. dollars i forbindelse med Singles Day. Til sammenligning blev der i USA omsat for 9 mia. dollars online til Black Friday 2020.  

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil