Gemt

Regeringen vil skærpe kravene til tech-giganterne og sociale medier

21. september 2021

Regeringen har offentliggjort to nye udspil med 35 initiativer, som skal skærpe kravene over for sociale medier og tech-giganter. Målet er at tage kampen op mod unfair konkurrence og manglende forbrugersikkerhed. Dansk Erhverv er enig i formålet og ser flere gode takter, men peger på, at forslagene om online markedspladser er utilstrækkelige ligesom nogle af forslagene om markedsføring på sociale medier er for vidtgående.

 

Erhvervsministeriet offentliggjorde 15. august 2021 to nye udspil, hvis erklærede formål er at stramme kravene til tech-virksomheder og sociale medier.

Tech-giganter
Udspillet ”Tech-giganter – mere retfærdig konkurrence og bedre forbrugerbeskyttelse” indeholder 22 initiativer opdelt under fire overordnede kategorier:

  • En digital verden- tech-giganternes rolle og ansvar,
  • Bedre konkurrencevilkår,
  • Tryg onlinehandel for forbrugere, samt
  • Ansvarlig brug af data og algoritmer

Flere af initiativerne er knyttet op på det arbejde, der p.t. pågår i EU om Digital Markets Act og Digital Services Act. De handler bl.a. om større krav til de helt store platforme, som agerer som ”gatekeepers”, og større gennemsigtighed og om mere effektiv håndhævelse.

Sociale medier
Det andet udspil ”Sociale mediers ansvar – skærpede krav til sociale medier og digital dannelse af børn og unge” indeholder 13 initiativer, som for flertallets vedkommende skærper kravene til sociale medier med det formål at beskytte børn og unge. Initiativerne fordeler sig på tre kategorier:

  • Skærpet fokus på sociale mediers ansvar i forhold til ulovligt indhold,
  • Bedre beskyttelse af brugere på de sociale medier, samt
  • Målrettet indsats mod børn og unge på sociale medier.

Blandt de 13 initiativer er bl.a. skærpede krav til at fjerne ulovligt indhold, oprettelse af en digital enhed i politiet og en undersøgelse af, om de nuværende regler i straffeloven om digitale overgreb er tilstrækkelige. Der er også en del initiativer om udvikling af undervisningsmateriale som skal hjælpe børn og unge til ”digitalt selvforsvar”, så de kan undgå at komme i klemme ligesom regeringen vil også gøre det strafbart at begå identitetstyveri på sociale medier.

Initiativerne hilses overordnet velkomne hos Dansk Erhverv
Dansk Erhverv ser positivt på, at regeringen har fokus på at sikre fair konkurrence og på at styrke håndhævelsen. Det er også positivt, at der sættes ind for at styrke den digitale dannelse og skærpe kravene til sociale medier, så børn og unge beskyttes bedre på sociale medier.

Der er mange elementer, vi kan bakke op om, men der er også forslag, vi ikke kan støtte. Eksempelvis er forslagene om børn og unge i markedsføring for vidtgående og ude af trit med den digitale virkelighed. 

Ligeledes ærgrer vi os over, at initiativerne der angiveligt skal sikre tryg onlinehandel for forbrugerne er utilstrækkelige, hvad angår produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse på online markedspladser. Det er uacceptabelt, at 3. lands sælgere via online markedspladser kan sælge produkter direkte til forbrugerne i DK og EU, som både er ulovlige og farlige. Det skævvrider markedet og bringer forbrugernes sikkerhed i fare. Hvis konkurrencen skal være fair – skal de samme regler gælde online og offline og for alle typer virksomheder, der beskæftiger sig med det samme, opererer i det indre marked og placerer produkter på markedet til forbrugere.

Læs regeringen to udspil her:
Udspillet om sociale medier (em.dk)

Udspillet om tech-giganterne (em.dk)