Gemt

Danskerne genovervejer sommerferien i udlandet

15. april 2022

Stigende inflation og tårnhøje energipriser betyder, at danskerne har færre penge mellem hænderne. Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at det nu får danskerne til at genoverveje, om turen denne sommer skal gå til for eksempel Grækenland eller Spanien.

Sommeren 2020 og sommeren 2021 var i høj grad præget af COVID-19. Mange holdt sommerferie i Danmark, og da Dansk Erhverv i november 2021 spurgte danskerne om planerne for sommerferien 2022, svarede 45 procent, at de sandsynligvis ville tage en tur til udlandet. Dansk Erhverv har netop spurgt igen, og nu er det kun 36 procent, der sandsynligvis vil ud at rejse til sommer.

”Det er oplagt, at det er de højere leveomkostninger, der får danskerne til at genoverveje sommerferien i udlandet. For når alt det nødvendige bliver dyrere, så sparer man på det sjove. Vi har jo også spurgt til, hvad man ville bruge færre penge på, hvis det månedlige rådighedsbeløb falder med 25 procent, og mere end halvdelen, 55 procent, svarer ferie i udlandet, som er topscoreren,” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for Oplevelse & Velfærd i Dansk Erhverv.

Rammer i forvejen hårdt ramte erhverv
Dansk Erhvervs analyse viser desuden, at 53 procent melder, at de ved et fald i det månedlige rådighedsbeløb vil spare på oplevelse og kulturelle tilbud, mens 39 procent peger på ferie i Danmark.

”Oplevelser og kulturelle tilbud, samt særligt turismen i København har holdt hårdt for under corona-krisen. De mange nedlukninger og udeblevne udenlandske turister betød, at 2020 og 2021 var svære år. Nu står vi så med høj inflation og voldsomme energipriser, der igen rammer oplevelseserhvervene hårdest. Smalhals hos både danskerne og vores udenlandske gæster koster for de virksomheder, der har brug for at genopbygge økonomisk polstring. Vi taler heldigvis ikke længere om kompensation, men tiden er kommet til at forbedre rammebetingelserne for virksomhederne, der med tårnhøj moms og energiafgifter konkurrerer med en lænke om foden. Samtidig bør turistorganisationerne i Danmark løfte en større del af det kollektive gode som udgøres af markedsføringen af Danmark,” siger Lars Ramme Nielsen.

Læs analysen herunder.

Danskerne genovervejer sommerferien i udlandet

pdf

Download

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil