Gemt

Black Friday: Sådan gik det

06. december 2022

Nye tal fra Danske Bank viser, at det samlede forbrug i detailhandlen under Black Week var 4,7 pct. lavere i år sammenlignet med sidste år. Nedgangen i forbindelse med Black Week var særligt stor for boligrelateret forbrug, mens tøj- og skoforretninger klarede sig bedre end gennemsnittet. 

Danske forbrugere holdt igen med forbruget i forbindelse med Black Week. Det viser tal fra Danske Bank, der er baseret på kortforbruget hos omkring en million af bankens danske kunder. Det samlede forbrug i detailhandlen under Black Week var i år 4,7 pct. lavere end sidste år.  

Nedgangen var især drevet af lavere boligrelateret forbrug, hvor danskernes indkøb var 17,1 pct. lavere i elektronikforretninger, 15,6 pct. lavere i møbelforretninger og 10,4 pct. lavere i byggemarkederne.  

Bedre gik Black Week hos tøj- og skoforretningerne. Forbruget i tøjforretningerne var nogenlunde på niveau med sidste år, mens salget i skoforretninger var 7,9 pct. større end sidste år.  

Det er blandt andet den høje inflation og de store energiregninger, der presser forbrugernes økonomi. De høje prisstigninger presser danskernes pengepung, og det betyder samtidig at forbrugertilliden i oktober var på det laveste niveau i statistikkens knap 50-årige levetid. Forbrugerne er bekymrede for både egen og Danmarks økonomi. Når forbrugernes humør er på frysepunktet, får det forbrugerne til at holde lidt igen. 

Det er værd at have for øje, at der ikke er taget højde for, at priserne er steget kraftigt i løbet af det seneste år. Hvis man gjorde det, ville der være tale om et endnu kraftigere fald. 

Der kan læses mere om danskernes forbrug under Black Week hos Danske Bank.

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil