Gemt

Kan e-handlen fortsætte med at vokse? Ja, siger ny analyse

24. januar 2022

Nye tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse viser, at forbrugerne forventer at skrue yderligere op for forbruget på nettet i 2022.  Især salget af rejser ser ud til at gøre et stærkt og tiltrængt comeback.

Kan e-handlen blive ved med at vokse, selvom vi vender tilbage til en normal hverdag uden restriktioner? 

Det spørgsmål har rigtig mange stillet rigtig mange gange under coronakrisen - især når smittetal og restriktioner har været i den lave ende.  

Hver gang har Dansk Erhverv med baggrund i Danmarks største e-handelsanalyse svaret, at ja, det tyder alt på.   

Og det gør vi også nu, hvor de seneste tal fra E-handelsanalysen er kommet. De viser, at 26 procent af forbrugerne forventer at handle mere på nettet i de kommende 12 måneder, mens knap 7 procent forventer at købe mindre.  

”Det er en meget stor andel, som vil handle mere, og svarene er da også fra december, hvor vi så en stigning i både restriktioner og smittetal. Derfor vil vi nok se en lavere andel, når vi spørger forbrugerne i januar,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv og fortsætter: 

”Det ændrer dog ikke på, at hver gang, vi har spurgt forbrugerne over de sidste år, så har der været flere, der vil skrue op for e-handlen end omvendt. Derfor siger jeg også, at alt tyder på, at e-handlen vil fortsætte med at vokse, når hverdagen forhåbentligt snart vender tilbage.” 

Det er værd at bemærke, at forventningen om at handle mere online er størst hos de forbrugere, der allerede e-handler ofte. 

”Men også dem, der handler knap så ofte, forventer at handle mere,” pointerer Niels Ralund. 

 

Positivt nyt for rejsebranchen 

Analysen er i særdeleshed godt nyt for rejsebranchen, som har været blandt de absolut hårdest ramte brancher under krisen.  

Hele 30 procent af forbrugerne forventer at skrue op for e-handelsforbruget af rejser. 

Det skyldes formentlig en kombination af et opsparet rejsebehov og forbrug og en forventning om færre restriktioner. Jeg håber, at det holder stik, for det trænger branchen i den grad til,” siger Niels Ralund. 

Vil du købe mere eller mindre på nettet i følgende kategorier?

Flere ting købes online 

Den vedholdende vækst skyldes ifølge Niels Ralund blandt andet, at flere forbrugere har prøvet at e-handle og vil fortsætte, og at flere forbrugere har prøvet at købe flere varer, som de ikke tidligere har købt online. 

”Se bare på dagligvarehandlen, som har fået flere forbrugere, men hvor de forskellige virksomheder også har haft travlt med at tilbyde e-handel,” pointerer e-handelsdirektøren. 

Lever op til kundernes forventning 

En anden væsentlig årsag er, at de danske virksomheder har haft travlt med at blive endnu bedre til at leve op til kundernes forventning om, at de kan handle hvor og hvornår det passer dem – på den måde, der passer dem.  

”Hvor vi tidligere så en kamp mellem e-handel og fysiske butikker, har vi under krisen set, at flere i stedet indser, at to ting kan komplimentere hinanden og skabe rigtig gode resultater. Det har været virkelige været godt at se, og det er helt klart noget af det, som vil hjælpe dansk erhvervsliv fremover,” siger Niels Ralund og peger blandt andet på, at mange virksomheder har kastet sig over eksempelvis live-shopping og Click&Collect. 

Hele E-handelsanalysen kan hentes her

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent