Gemt

Forbrugertilliden er nu lavere end under de mørkeste måneder af coronakrisen

30. marts 2022

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden faldt fra -3,2 i februar til -14,4 i marts. Det er et voldsomt fald, der nu har banket forbrugertilliden ned i det laveste niveau siden oktober 2008, hvor finanskrisen rasede på sit højeste niveau. Forbrugertilliden er dermed også lavere end under de mørkeste måneder af coronakrisen.

Det store fald i forbrugertilliden skyldes uden tvivl de meget høje energipriser og Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar. Danskernes købekraft er simpelthen kommet under pres samtidig med, at krigen har givet anledning til betydelig usikkerhed. Det er derfor heller ikke overraskende, at der er et tydeligt fald i danskernes syn på egen økonomi såvel som på dansk økonomi generelt og, det trækker forbrugertilliden voldsomt ned i marts. Forventningerne til dansk økonomi ligger nu på det laveste niveau i statistikken levetid.

Det store fald i forbrugertilliden er meget bekymrende, da det kan være et varsel om at danskernes forbrugslyst nu er på retræte.

Faldet i forbrugertilliden vil hive fart ud af privatforbruget

Det er Dansk Erhvervs forventning, at faldet i forbrugertilliden i kombination med den generelle stigning i forbrugerpriserne vil hive fart ud af privatforbruget over de kommende måneder. Det er en streg i regningen, da nedgangen i danskernes forbrugslyst formentlig vil ramme de oplevelseserhverv hårdest, der ligeledes led under coronakrisen. Erfaringerne viser, at danskerne især sparer på fornøjelser som fx restaurantbesøg, oplevelser mv. når usikkerheden stiger og købekraften kommer under pres.

Udsigt til fortsat forbrugsvækst – men vi kan blive skuffet

Som udgangspunkt forventer Dansk Erhverv en fortsat fremgang i privatforbruget igennem resten af året. Som tingene ser ud nu, er der formentlig udsigt til en samlet forbrugsvækst på ca. 2% i år. Forbruget vil blive holdt kørende af en fortsat høj beskæftigelse og den betydelige opsparing som mange husholdninger har opbygget under coronakrisen. Risikoen er dog utvetydigt, at den ventede fremgang i privatforbruget bliver væsentligt svækket, hvis danskernes forbrugslyst daler yderligere hen over foråret og sommeren.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil