;
Gemt

Normalisering på leveringsområdet?

08. marts 2022

Hjemmeleveringer fik et comeback under første del af coronakrisen, men i 2021 faldt andelen igen – undtagen hos børnefamilierne. Samtidig går Click & Collect markant frem, viser tal fra 
Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 

Udviklingen på leveringsområdet er i flere år kun gået kun en vej: Mod flere selvhentere. 

Det ændrede sig dog i 2020, da coronakrisen fik flere til at vælge hjemmelevering. 

I 2021 vendte udviklingen så igen, og over halvdelen af forbrugerne ”selvhenter” nu deres varer, når de handler online. Selvhenterne dækker over levering i pakkeshop, pakkeautomater og afhentning hos netbutikken. 

Børnefamilierne holder fast i hjemmelevering 

Der er dog den interessante undtagelse, at andelen af hjemmeleveringer fortsat er stigende hos børnefamilierne. Det skyldes ifølge Simon Bjerremann, chefkonsulent i Dansk Erhverv, flere ting.  

”Børnefamilierne er måske de mindst fleksible i forhold til at svinge forbi en pakkeautomat på vej hjem med unger på cyklen, eller skulle ind og stå i kø i en pakkeshop. Samtidig er det også børnefamilierne, der oftest handler dagligvarer online, og pointen med det er jo typisk, at de bliver leveret til døren.”  

”Der er med andre ord stor forskel på, om du sælger tøj til unge mennesker eller dagligvarer til børnefamilier, og det skal man som netbutik tænke ind i alt fra hjemmesidedesign til marketing og leveringsmuligheder.”  

Click & Collect i fremgang  

Inden for ”selvhenter-sfæren” sker der også en udvikling. Levering i pakkeshops er faldet fra 41 procent i 2019 til 37 procent i 2021, og omvendt er andelen af afhentninger hos netbutikkernes selv vokset fra seks procent i 2019 til ni procent i 2021. 

”Den udvikling hænger formentlig sammen med, at rigtig mange butikker fik travlt med at tilbyde click & collect under coronakrisen, og det har kunderne taget godt i mod,” siger Simon Bjerremann. 

Udviklingen vil formentlig også få netbutikkerne til at ”dyrke” konceptet mere, vurderer han: 

”Der er formentlig forskel på, hvad kunderne ønsker i forbindelse med Click & Collect. Nogle vil helt sikkert bare have varen og hurtigt videre, men der kan også sagtens være nogle, der gerne vil høre mere om varen, se andre produkter eller andet. Det er værd at undersøge for butikkerne, for der kan sagtens være en del at hente her.” 

Flere pakkebokse på vej 

Afhentninger i pakkeautomater stiger år for år en smule, hvilket også hænger sammen med, at der de seneste år er blevet opsat mange nye pakkebokse, og der vil komme flere til. PostNord har med Nærboks godt 3600 pakkebokse, som andre logistikvirksomheder også kan bruge, og BudBee forventer at have stillet 1000 op i løbet af 2022. 

Hent hele E-handelsanalysen 2021 her

Kontakt

Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent