Gemt

Hvad er Science Based Targets – er det noget for din virksomhed?

23. november 2022

Sikrer klimamålene reelle reduktioner? Stemmer klimamålene overens med klimavidenskaben? Er klimamålene ambitiøse nok til at bidrage til opnåelsen af FN’s Parisaftale? Alle disse spørgsmål er essentielle, når virksomheder skal sætte klimamål. For at hjælpe virksomhederne med at finde svarene på ovenstående spørgsmål har FN’s Global Compact, WWF, CDP og WRI startet initiativet Science Based Targets.

Science Based Targets initiative (SBTi) er et non-profit initiativ, som fokuserer på et tæt samarbejde mellem virksomheder og klimaeksperter for at sikre, at virksomhedens klimamål stemmer overens med klimavidenskaben. Op til COP27 i Egypten, har UN Global Compact Network Denmark udgivet en ny rapport, som beskriver danske virksomheders tilslutning til SBTi. Rapporten viser, at der er en eksponentiel vækst, både globalt og i Danmark, i virksomheders tilslutning til SBTi, samt at langt størstedelen af de danske C25-virksomheder har tilsluttet sig initiativet. De SBTi-tilsluttede C25-virksomheder har forpligtet sig til at reducere 167 millioner tons CO2 senest i 2030. Det svarer til fire gange Danmarks årlige udledninger. Samtidig rangerer Danmark næsthøjest over andelen af virksomheder, som har tilsluttet sig SBTi – kun overgået Schweiz. Alt dette understreger danske virksomheders bidrag til at indfri målsætningerne i Paris-aftalen.

Derudover har 35 danske virksomheder gennem SBTi forpligtet sig til at gå i nul med udledninger senest i 2050. Dette mål skal opnås gennem SBTi’s nye Corporate Net-Zero Standard, som slår fast, at virksomheder skal reducere 90 procent af deres samlede CO2-emissioner, mens kun 10 procent kan tages hånd om ved hjælp af kompensation eller carbon offsetting

Fremtiden for SBTi i Danmark ser også lys ud, da der ikke er tegn på, at den kraftige vækst i danske virksomheder, som tilslutter sig SBTi, er ved at aftage. Derimod står en lang række af virksomhederne klar med klimamål, som de afventer at få godkendt. En tidlig tilslutning til SBTi kan give konkurrencemæssige fordele, idet de større virksomheder i højere og højere grad stiller krav til underleverandører.

Læs Commitment to the Science Based Targets initiative (SBTi) in Denmark

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Ellen Marie Friis Johansen

Souschef, CSR-chef
Medarbejderprofil