Gemt

Overraskelse på vej? Forbrugerne gør klar til stor Black Friday

10. november 2022

Trods en forbrugertillid i kulkælderen og en skyhøj inflation forventer rekordmange online-forbrugere at handle, når Black Friday rammer Danmark d. 25. november. Det viser tal fra Dansk Erhverv. 

 

Black Friday, som rettelig burde hedde Black Week, kan blive en positiv overraskelse for de mange danske virksomheder, der i år ellers har sænket forventninger til det store udsalg. 

I en ny analyse blandt forbrugere, der handler online, svarer 47 procent, at de forventer at handle på Black Friday. Det er lidt højere end sidste år, hvor 43 procent forventede at handle, og det overrasker Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:

 

”Sidste år var præget af corona-restriktioner og stor fremgang i e-handlen, mens vi i år oplever stor økonomisk usikkerhed og også har set en opbremsning i e-handlen. Derfor kommer det bag på mig, at forbrugerne tilsyneladende er mere købeklar i år.” 

Niels Ralund bemærker også, at der er sket en voldsom stigning i andelen af købeklare forbrugere de sidste år:

"I 2019 var det hver tredje, der ville handle, og nu er det hver anden. Det siger noget om, hvor meget e-handlen er vokset."

”Derfor kommer det bag på mig, at forbrugerne tilsyneladende er mere købeklar i år.” 

- Niels Ralund

Analysen viser også, at de forbrugere, som går efter særlige Black Friday tilbud, forventer at bruge cirka samme beløb som i 2021. I 2022 har 22 procent af forbrugerne en forventning om at bruge mere end 5.000 kroner sammenlignet med 20 procent i 2021. Omvendt er der også en lidt større andel, der forventer at bruge under 1.000 kr. i forhold til sidste år.  

”Den økonomiske situation taget i betragtning er det også en positiv overraskelse, og hvis det holder stik, så kan Black Friday og Black Week slå sidste år, hvor vi vurderer, at der gennem ugen blev solgt for mere end 3,2 mia. kr. online, hvilket var en tangering af rekorden i 2020.” 

Godt nyt for nervøse butikker 

De nye tal om forbrugerens forventninger er gode nyheder for de danske netbutikker. De er nemlig nervøse før årets store udsalg: Hver fjerde forventer mindre salg end sidste år og 24 procent forventer slet ikke at tjene penge på at deltage.   

”Der er sket en opbremsning i e-handlen, og derfor er 4. kvartal med Black Friday og julesalget ekstra vigtigt. Derfor vil det helt sikkert dæmpe nerverne hos virksomhederne at høre, at forbrugernes købelyst er stor.” 

"Det vil helt sikkert dæmpe nerverne hos virksomhederne at høre,
at forbrugernes købelyst er stor.”

- Niels Ralund

Mulig malurt i bægeret 

Selvom den nye analyse er godt nyt for butikkerne, så vokserne træerne ikke ind i himlen, pointerer Niels Ralund og peger på, at butikkernes salg i tiden op til Black Week dykker, og at butikkernes omkostninger til alt fra marketing, indkøb og fragt er steget markant: 

”Det er blevet sværere at tjene penge, og samtidig bliver det interessant at se, om den stigende købelyst kan forklares med, at forbrugerne i år vil købe flere af julegaverne under Black Week og dermed udvande julesalget. ” 

”Alt i alt er forbrugertallene dog gode nyheder,” slutter han.  

Dansk Erhverv følger udviklingen under Black Week og Black Friday live. Vil du dele tal med os, så skriv til Anders Kaltoft på anhk@danskerhverv.dk eller Henrik Theil het@danskerhverv.dk
 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent