Gemt

Aftale om producentansvar skal sætte fart på omstilling

03. september 2022

Et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om en aftale for fremtidens producentansvar for emballage. Dansk Erhverv mener, at aftalen skal sætte fart på omstillingen og står klar til at bidrage med de virksomhedsnære erfaringer og perspektiver.

Der skal bruges mindre emballage, der skal i højere grad bruges genbrugsemballage og det skal gøres markant dyrere at bruge miljøbelastende emballager i forhold til at bruge miljøvenlige emballager.

Det er nogle af nedslagspunkterne i den aftale om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter, som et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om.

”Det er en stor og vigtig aftale, et bredt flertal af Folketingets partier har indgået i dag. I Dansk Erhverv ser vi det som en vigtig opgave at støtte virksomhederne til at reducerer emballagemængderne og øge genanvendelsen. Men der er fortsat mange udeståender, og det er vigtigt, at der ikke sker forsinkelser i udmøntningen af aftalen om producentansvar, hvis erhvervet skal nå at omstille sig inden 2025, hvor producentansvaret træder i kraft,” siger Brian Mikkelsen.

Med aftalen bliver der sat rammer for de 41.000 virksomheder der bliver berørt af producent­ansvaret, når det træder i kraft 1. januar 2025.

I aftalen opstilles en række politiske mål. Herunder kan nævnes, at:

  • Der er en økonomisk gulerod for de virksomheder der agerer miljøvenligt
  • Løsningerne er omkostningseffektive
  • For serviceemballager vil der være fokus på at undgå, at producentansvaret placeres hos små producenter, som ikke har indflydelse på emballageudformning. Det kan f.eks. være lokale bagere, slagtere og delikatesse-butikker.

Kommunerne bidrager til at nå genanvendelsesmål igennem en effektiv affaldsindsamling samt kommunikation og vejledning til borgerne om affaldssortering.

”Det er positivt, at samarbejdsforum for producentansvar, hvor Dansk Erhverv deltager, skal inddrages i det videre arbejde. Der bør være et klart incitament til de virksomheder som træffer de mest bæredygtige emballagevalg. Det skal sikres gennem et sæt ambitiøse regler, som er simple og forståelige for erhvervet, så de kan omsættes til reel handling. Og Dansk Erhverv står klar til at bidrage med de virksomhedsnære erfaringer og perspektiver,” siger Brian Mikkelsen.

Læs hele aftalen på Miljøministeriets hjemmeside

Kontakt

Klima, energi og miljø

Marianne Ladekarl Thygesen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil