;
Gemt

En lærling måtte betale en halv månedsløn for uberettiget ophævelse af sin uddannelsesaftale

Dansk Erhverv | Personale | 7. december 2023

En chaufførlærling ophævede sin uddannelsesaftale med en renovationsvirksomhed efter prøvetiden, fordi han var utilfreds med sine arbejdsopgaver. Virksomheden havde ikke misligholdt uddannelsesaftalen, og lærlingen skulle derfor betale en godtgørelse svarende til en halv månedsløn til virksomheden.

Grov misligholdelse af uddannelsesaftalen
En uddannelsesaftale kan ikke opsiges eller ophæves efter udløbet af prøvetiden på tre måneder, medmindre lærlingen eller virksomheden groft misligholder sine forpligtelser. Ophæver en af parterne en uddannelsesaftale, uden at den anden part groft har misligholdt sine forpligtelser, skal den ophævende part betale en godtgørelse til den anden.

Sagen kort
En voksenlærling indgik den 5. december 2022 en uddannelsesaftale med en renovationsvirksomhed, som en del af sin uddannelse som gods- og renovationschauffør. Den 21. juni 2023 opsagde lærlingen uddannelsesaftalen ensidigt med en begrundelse om, at han havde ønsket at udføre arbejde med godstransport frem for arbejde med dagrenovation, hvilket det ikke havde været muligt for virksomheden at tilbyde ham. Herefter krævede virksomheden, at lærlingen skulle betale en godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.

Afgørelsen
Tvistighedsnævnet kom frem til, at lærlingen ikke havde bevist, at virksomheden havde misligholdt sine forpligtelser efter uddannelsesaftalen. Lærlingen valgte ikke at deltage under sagen, og Tvistighedsnævnet kunne derfor ikke medtage en forklaring fra lærlingen i vurderingen af sagen. Ophævelsen af uddannelsesaftalen medførte, at virksomheden fik et tab, da de havde investeret i uddannelsen af lærlingen ved blandt andet at betale for, at han kunne tage et stort kørekort. Ophævelsen var uberettiget fra lærlingens side, og lærlingen skulle derfor betale en godtgørelse til virksomheden svarende til en halv månedsløn.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen følger den faste praksis, der er i Tvistighedsnævnet for størrelsen på den godtgørelse, som en lærling skal betale ved uberettiget ophævelse af en uddannelsesaftale. Afgørelsen viser også, at det er den part, der påstår, at der er sket misligholdelse af en uddannelsesaftale, der har bevisbyrden herfor.

Kontakt Dansk Erhverv hvis du har spørgsmål vedrørende ophævelse af uddannelsesaftaler.

Nyheden er skrevet på baggrund af Tvistighedsnævnets kendelse af 29. september 2023 i sag 41.2023.

Personalejura