; ;
Gemt

EU’s forordning mod global, ulovlig skovrydning træder i kraft om et år: Det betyder det for din virksomhed

19. december 2023

Fra 30. december 2024 gælder EU’s forordning om forbud mod global, ulovlig skovrydning for store- og mellemstore virksomheder samt importører. Forordningen rammer bredt blandt Dansk Erhvervs medlemmer, da den omfatter råvarerne soja, palmeolie, kvæg, kakao, kaffe, tømmer og naturgummi samt afledte produkter heraf som fx chokolade, læder, møbler, trykt papir og oksekød. Her kan du læse om Dansk Erhvervs tilbud til medlemmerne på området.

Formålet med EU’s skovrydningsforordning også kaldet EUDR er at bekæmpe global skovrydning og skovforringelse ved at stille en række krav til virksomheder om at dokumentere afskovningsfrie produkter. Forordningen dækker både import, eksport og handel meget bredt med de råvarer og afledte produkter, som er omfattet.

Mange produkter og virksomheder er omfattet
EUDR-forordningen indfører skærpede krav til handel med de råvarerne soja, palmeolie, kvæg, kakao, kaffe, tømmer og naturgummi, men også en vidtrækkende liste af afledte produkter, såsom tomme papkasser, spånplader, chokolade, palmeoliebaserede derivater, bøger, læder, nogle tilberedte eller konserverede varer af kød, træmøbler, gummislanger og meget, meget mere.

Hvis produkter er omfattet forordningen, indebærer det, at virksomheder i alle led af leverandørkæden skal udstede såkaldte "due diligence"-erklæringer og sikre sporbarhed gennem hele værdikæden. Derfor rammer EUDR-forordningen bredt på antallet af virksomheder, der skal forholde sig til forordningens krav.

Brug tiden indtil december 2024
For at blive klar til at leve op til EUDR-forordningens krav, anbefaler Dansk Erhverv, at du allerede nu tjekker, hvilke af de produkter du producerer, importerer, eksporterer eller på anden måde handler med, der er omfattet af forordningen. Dette gøres ved at sammenholde produkternes toldkoder, med listen over omfattede produkter, som findes i EUDR-forordningens bilag 1.

Næste skridt er at tale dine leverandører: Er de klar over, at dette bliver påkrævet? Har de styr på deres leverandørkæder, og kan de skaffe den relevante information som fx geolokaliseringsdata, kan de lave risikovurderinger, mv.?

Når man har identificeret hvilke af ens produkter, der er underlagt EUDR-forordningen, og man er i dialog med ens leverandører, er næste skridt at arbejde konkret på "due diligence”-erklæringen.

Dansk Erhverv står klar til at hjælpe medlemmer
EUDR-forordningens krav er komplekse og omfattende. Derfor har Dansk Erhverv flere tilbud til de medlemmer, som bliver omfattet af forordningen:

EUDR-compliance netværk
Netværket er en hjælpende hånd og et sparringsrum ift. hvordan man som virksomhed kan overholde den kommende skovrydningsforordning, ”omfavne” sin eksisterende certificeringsordning(er), mv. Vi har siden sommeren 2023 holdt seks onlinemøder med oplæg fra relevante myndigheder, certificeringsordninger og organisationer.
Fremadrettet vil vi fokusere på praksis blandt virksomheder og erfaring med implementering.

Netværket er kun for full-service og arbejdsgiver medlemmer af Dansk Erhverv.
Læs mere om netværket og tilmeld dig her

Referencegruppe for skovrydning
For alle medlemmer af Dansk Erhverv er det muligt at tilmelde sig vores referencegruppe for skovrydning og dermed få aktuelle nyheder og relevant information om afskovningsforordningen direkte i indbakken.

Se kontaktpersoner nederst på siden ⇓

Kontakt

Fødevarer

Anders Kroman Liin

Politisk konsulent
Handel

Mathias Nybro Laugesen

Politisk konsulent