; ;
Gemt

Roesgaard satser stort på ESG: Bliver i fremtiden virksomheders ”license to operate”

12. december 2023

ESG har i lang tid været en mulighed for virksomheder til at profilere sig, men med de kommende regler om bæredygtighedsrapportering (CSRD) bliver ESG virksomhedernes ”license to operate”. Mød revisionsvirksomheden Roesgaard, der allerede i 2021 begyndte med de første ESG-rapporter.

Flere og flere virksomheder har fået øjnene op for, at der er brug for at handle på ESG-dagsordenen. Med ikrafttrædelsen af direktivet for bæredygtighedsrapportering (CSRD) fra 1. januar 2024, er der også kommet en meget konkret anledning for stort set alle aktører.

Det er ikke nyt for revisionsvirksomheden Roesgaard i Horsens. Her har man været i gang med at rådgive sine kunder om ESG i lang tid, understreger Dorte Schmidt Rindom, ESG-konsulent hos Roesgaard:

”Det havde faktisk ikke så meget at gøre med en særlig efterspørgsel fra vores kunder, da vi gik i gang med det. Vi igangsatte ESG-området for at være på forkant med udviklingen.”

Rationalet bag beslutningen om tidligt at satse på ESG, var for Roesgaard, at man som virksomhed her kan gøre en konkret forskel i forhold til den grønne og sociale omstilling:

”Det kommer sig naturligvis også af, at vi tror, at det er det rigtige at gøre som virksomhed. Det handler ikke længere om kun at have en solid økonomisk bundlinje, for hvad nytter den, hvis vores medarbejdere og det omkringliggende samfund ikke trives og udvikles?” fortæller Jesper Esman Andersen, der også er ESG konsulent hos Roesgaard.

ESG bliver et konkurrenceparameter, når der skal tiltrækkes talenter
Når man som Roesgaard er pionerer på et område. handler det ofte om at asfaltere, mens man kører. Det var også tilfældet hos Roesgaard, fortæller Jesper Esman Andersen og Dorete Schmidt Rindom samstemmende:

”Det første stykke tid var der ikke rigtigt efterspørgsel på ESG-ydelser. Her handlede det for os mest af alt om at opkvalificere vores medarbejdere til at kunne varetage denne opgave.”

Nu oplever Roesgaard, at ESG-dagsordenen er blevet et konkurrenceparameter. Det gælder ikke kun i forhold til kunder men også i forhold til at tiltrække og fastholdelse medarbejdere.

”Der er mange medarbejdere, der synes dette er en spændende og meningsgivende del af branchen, og som gerne vil være med til at løfte den på en ny måde. I en tid, hvor det til tider kan være svært at tiltrække de rigtige kompetencer, oplever vi, at det er blevet en konkurrencefordel,” siger Jesper Esman Andersen og tilføjer, at det også samtidig er en mulighed for virksomheder til at positionere sig i forhold til andre.  

Det er dog ikke noget, der er kommet af sig selv. Roesgaard har investeret i kurser og efteruddannelser til deres medarbejdere, været på messer og konferencer og læst et hav af artikler, rapporter og fulgt med i globale tendenser, netværk og aftaler. Alt det arbejder de stadig på.

En ny fremtid venter
Selvom første runde af den nye form for bæredygtighedsrapportering indtræder ved årsskiftet, er arbejdet langt fra slut endnu.

”De næste år vil alle nok også forsøge at asfaltere, mens de kører – og det med at være på forkant, for det bliver en ret svær opgave, selv for de bedste og største selskaber” mener Dorete Schmidt Rindom.  

Hvad man som virksomhed skal have for øje i ESG-rapporteringer er, at det, ligesom finansielle afrapporteringer, er en proces, som skal gentages hvert år. Ifølge Roesgaard er det derfor vigtigt at gå struktureret til værks. Det kræver dog en vis erfaring og overblik.

For at være sikker på, at man kan løfte opgaven, er det selvfølgelig vigtigt at have de rette kompetencer i sin virksomhed. Der er brug for flere forskellige kompetencer, og det har de hos Roesgaard, og det er måske også derfor de kalder sig for et ”anderledes” rådgivningshus.

”Vores fagligheder spænder bredt: Vi har økonomer, revisorer, humanister, grafikere og forretningsudviklere ansat til at hjælpe vores kunder med at overholde lovkravet og til at skabe en forretning på baggrund af ESG-rapporteringen” siger Dorete Schmidt Rindom, der tror på, at det i fremtiden vil være de enkelte virksomheder, som vil drive udviklingen indenfor ESG. Primært fordi denne dagsorden bliver virksomheders ”license to operate” i fremtiden, men også fordi medarbejdere vil efterspørge og afsøge de muligheder som dette arbejde giver.