Gemt

Dansk Erhverv E-indekset: Tallene viser en sløv start på året

08. februar 2023

Forbrugernes adfærd i årets første fem uger har været præget af tæt på en ensartet trafik, mens konvertering og salg haltede efter. Det viser Dansk Erhverv E-indekset.

Tendensen for januar har været meget jævn med begrænsede udsving, men de danske forbrugeres aktivitet er i januar 2023 stilnet en smule ift. Samme måned 2022. Det er lidt sværere at få kortet op af pungen i disse dage, fordi rådighedsbeløbet simpelthen ikke rækker så langt. Det kan mærkes overalt i dansk handel, og her er e-handlen ikke undtaget.

Vil du vide mere om baggrunden for Dansk Erhverv E-indekset - klik her

Både antal sessioner, transaktioner og omsætning har oplevet en nedgang, og ligger i henholdsvis indeks 90, 85 og 85.

”Jeg er en smule overrasket over antallet transaktioner eller forsendelser. Når jeg har snakket med de store logistikvirksomheder, ligger de på nogenlunde samme antal pakker som sidste år, men her kan der være forskydninger ift. f.eks. click & collect. Helt sikkert er det, at værdien af den enkelte pakke er faldet,” siger Niels Ralund.”

s360 - Dansk Erhverv - Januar 2023 index.jpg

(Tallene, der vises, er sammenlignet med samme måned sidste år.)

Tæt på samme trafik, mindre salg

Omsætningen er knap så positiv læsning. Her var det særligt uge tre og fire, der fik det endelig indekstal for måneden til at lande på 85. I begge disse uger lå omsætningen på indeks 80, mens det i uge et og to lå på henholdsvis 85 og 90.

s360 - Dansk Erhverv - Grafer uge 1-5.jpg

(Graferne viser indekstal, og dermed den procentvise udvikling for en række metrikker i forhold til samme uge sidste år).

”Omsætningstallene er lidt svagere end jeg havde ventet og håbet. De tilbagemeldinger, jeg får fra medlemmer, har været lidt mere positive, men jeg tror, at det dækker over udsving i varekategorier,” udtaler Niels Ralund, e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, inden han fortsætter:

”Jeg hører om positive tal hos en del af de medlemmer, som jeg dagligt taler med, men der er selvfølgelig nogle segmenter, hvor det har været noget op ad bakke på seneste. Større forbrugsgoder, som mange danskere handlede ind under pandemien, hænger med næbet i disse tider.”

Stabilt, men lavere niveau

Antallet af sessioner lå stabilt på indeks 95 i de første fire uger af januar, men sluttede måneden i indeks 100. Nu kan det se lidt sjovt ud, at sessioner i alle ugerne som minumum ligger i indeks 95, mens det overordnede indekstal for januar er 90. Det er baseret på fordelingen i ugerne, bl.a. at uge et og uge fem kun havde et par dage i januar, og outlier-kontrol.

Stabilitet kendetegnede også antallet af transaktioner, om end niveauet var væsentligt lavere med indeks 85. Der var kun et enkelt udfald mod slutningen af måneden, hvor mængden faldt til indeks 80 i uge fire lige før lønningsdag, inden den igen steg til 90 for uge 5.

”Jeg er glad for, at indekset befinder sig i den lave ende, så flere oplever, at de ligger bedre end indekset. Det modsatte havde været kedelig. Og igen husk, det er et pejlemærke bygget på data,” afslutter Niels Ralund.

Metode

s360 Shopping Index bygger på data fra et bredt udsnit af danske e-handelsvirksomheder. Det udregnes for hvert eneste virksomhed og hver enkelt metrik ved at se på deres performance sammenlignet med samme uge sidste år. Herefter tages gennemsnittet på tværs af alle virksomhederne. Dataen er dermed normaliseret, således at ingen virksomheder vægter højere end andre. Endvidere benyttes et trimmet gennemsnit ved at fjerne outliers.

Graferne viser indekstal, og dermed den procentvise udvikling for en række metrikker i forhold til samme uge sidste år. Indexet kan give et indblik i trends og udvikling over tid, men kan ikke benyttes til at beskrive den absolutte udvikling i de udvalgte metrikker eller anvendes som en endegyldig sandhed.

Data er rundet op/ned til nærmeste 5%.

Brancher

Alle de medtagne virksomheder er danske e-handelsvirksomheder med B2C som hovedfokus, enten pureplayers eller omnichannel-spillere. De opererer på tværs af kategorier og industrier. De er endvidere meget forskellige i modenhed og geografisk placering.

Virksomhedsstørrelser

Der er en bred repræsentation af virksomhedsstørrelser helt fra 10-20 ansatte og op til +1.000 ansatte.

Fordelingen indenrigs/udenlands

I de tal, som er vist, er der udelukkende benyttet data fra virksomhedernes danske hjemmesider(.dk).