Gemt

Danskerne ønsker mere konkurrenceudsættelse

22. februar 2023

Kommunerne skal konkurrenceudsætte flere opgaver, mener danskerne i en befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv. Tallene flugter med SVM-regeringsgrundlaget, der ønsker at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor.

Kommunerne har konkurrenceegnede opgaver for ca. 247 mia. kr. om året, og heraf blev 26,9 pct. af opgaverne udbudt i 2021. Det er imidlertid ikke nok, mener danskerne i en ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv. Her svarer 37 pct. af de adspurgte, at de ønsker mere konkurrenceudsættelse i deres kommuner, imens kun 8 pct. ønsker mindre. 

”Det er glædeligt, at danskerne ønsker flere af kommunens opgaver udsat for sund konkurrence for at levere de bedste løsninger til prisen. Tallene overrasker os, fordi der er en tendens til, at konkurrenceudsættelse omtales i negative termer. Befolkningsundersøgelsen viser dog, at danskerne slet ikke er så bange for at markedsprøve opgaver, som samfundsdebatten kan give indtryk af”, siger Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde.  

Kvaliteten af velfærdstilbud er vigtigere end leverandør 
I undersøgelsen er danskerne blevet præsenteret for deres egen kommunes konkurrenceudsættelsesgrad og bedt om at forholde sig til, om de mener, hvorvidt kommunen skal markedsprøve flere, færre eller samme antal opgaver. Derudover er de blevet spurgt ind til forholdet mellem kvaliteten i velfærd og leverandørtype. 

”Undersøgelsen viser, at hver tredje dansker mener, at bedst mulig kvalitet i velfærdstilbud er vigtigere, end om leverandøren er offentlig, selvejende eller privat. Vi har altså en situation, hvor danskerne både ønsker, at flere opgaver konkurrenceudsættes, og at der er bred opbakning på tværs af både geografi, alder og køn til, at velfærdens kvalitet må stå i centrum frem for rygmærke”, siger Morten Jung. 

Danskernes holdning flugter med regeringens ambitioner 
Den nye SVM-regering har indskrevet i deres regeringsgrundlag, at de har ambitioner om at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor bl.a. ved større konkurrence mellem leverandører.  

”Befolkningens holdning flugter med regeringsgrundlaget, når det kommer til mere offentlig-privat samarbejde. Det er tydeligt, at danskerne ikke er bange for konkurrenceudsættelse i deres kommuner. Vi har altså et solidt grundlag at handle ud fra f.eks. ved at opstille konkrete mål for kommunernes konkurrenceudsættelse,” afslutter Morten Jung, markedschef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv. 

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil