Gemt

Kan vi leve med at lukke døren til den grønne omstilling?

Nyhed

08. februar 2023

Det spørgsmål stiller vi os selv i Dansk Erhverv, efter at myndighederne har besluttet at standse enorme havvindmølleprojekter ved at sætte åben dør-ordningen på pause. Spørger du os, er svaret nej. Derfor opfordrer vi i samarbejde med flere andre erhvervsorganisationer regeringen til hurtigst muligt at få afklaret, om der er et EU-retligt problem.

Myndighederne besluttede mandag i denne uge at sætte sagsbehandlingen af alle havvindprojekter under åben dør-ordningen på pause. En beslutning, der er et hårdt slag mod den grønne omstilling og de mange projekter, der nu er sat i bero.

For med åben dør-ordningen sikrer vi hurtig, støttefri og markedsdrevet udbygning af den havvind, som kan sænke danskernes elregning med milliarder, gøre os uafhængige af russisk energi, skabe vækst, velstand, titusinder af arbejdspladser, milliarder i skatteindtægter – og ikke mindst håndtere klimakrisen.

Vi står midt i en energikrise, der presser erhvervslivet hårdt. Derfor skal tempoet på den grønne omstilling sættes i vejret, og vi skal have meget mere vedvarende energi.


Det undrer os derfor meget, at myndighederne har sat åben dør-ordningen på pause med argumentet om, at den skulle være statsstøttestridig. Vi skal huske på, at den har fungeret med stor succes i næsten 25 år.

Danmarks grønne ambitioner
Det seneste år er udbygningen af havvind for alvor taget til, og i 2022 modtog Energistyrelsen 16 ansøgninger under åben dør-ordningen på i alt 14 GW havvind. Dermed kunne åben dør-havvind i høj grad bidrage til at indfri Danmarks høje grønne ambitioner, sænke elpriserne til fordel for dansk erhvervsliv, skabe nye arbejdspladser og styrke den europæiske energisikkerhed.

Nu, hvor åben dør-ordningen er blevet en succes, har myndighederne så valgt at sætte den i bero. I Bruxelles er der også undren over forløbet. Hvorfor har danske myndigheder ikke gennem 24 år overvejet, om ordningen skulle være i strid med EU’s støtteregler?

I samarbejde med DI, Danske Rederier, Green Power Denmark, Brintbranchen og Forsikring og Pension opfordrer vi regeringen til hurtigst muligt at få afklaret, om der er et EU-retligt problem med EU-Kommissionen

For spørgsmålet er, om vi kan leve med at lukke døren til den grønne omstilling? Svaret er selvfølgelig nej.

Selvfølgelig skal regler og aftaler overholdes, men EU ikke har sagt ”stop” til Danmark. Tværtimod siger man i EU igen og igen, at det skal være lettere at give statsstøtte til netop grønne energiprojekter.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil
Klima, energi og miljø

Esben Thietje Mortensen

Energipolitisk chef