;
Gemt

Opsigelse pr. e-mail kontraktmæssig, uanset bestemmelse om, at opsigelse skulle ske pr. anbefalet brev

18. januar 2023

af Tina Buur

I en afgørelse fra december 2022 fandt Sø- og Handelsretten, at en opsigelse pr. mail var kontraktmæssig, idet parterne sædvanligvis kommunikerede pr. mail. Dette uanset at aftalen indeholdt en bestemmelse om, at opsigelse skulle ske ved anbefalet brev.

Sagens baggrund
Sagens parter havde i 1981 indgået en eksklusiv distributionsaftale. Aftalen indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at opsigelse ”must be given by registered letter”, med mindst 6 måneders varsel. I december 1988 underskriver parterne en ny aftale der vedr. nogle øvrige produkter, der derudover ikke indeholdte andre væsentlige ændringer i forhold til aftalen fra 1981.

Producenten ønskede i juni 2016 at ophæve eksklusiviteten i distributionsaftalen med distributøren og sender den 24. juni 2016 en mail til distributøren. Vedhæftet mailen er et dokument allerede underskrevet af producenten, som distributøren bliver bedt om at underskrive, hvorved distributionsaftalens eksklusivitet bortfalder, men den øvrige del af distributionsaftalen fortsætter. Det fremgår videre af mailen, at såfremt distributøren ikke ønsker at underskrive dokumentet, opsiger producenten aftalen med 6 måneders varsel, til udgangen af 31. december 2016. Distributøren besvarer mailen senere samme dag, på fransk.

Der er løbende kontakt mellem parterne, ligesom producenten besøger distributøren i slutningen af 2016 og i starten af 2017. Det er producentens opfattelse, at distributøren har forstået aftalen er opsagt, men ikke er glad for det. Det fremgår af mail korrespondance mellem parterne i 2017, at der efter producentens opfattelse, ikke er noget kontraktforhold mellem parterne. Producenten stoppede med at levere til – og acceptere nye ordre fra – sagsøger fra 31. december 2016.

Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat
Sø- og Handelsretten finder, at indholdet af mailen af 24. marts 2016, og distributørens afvisning af at acceptere de ændrede kontrakts vilkår, udgør en kontraktmæssig opsigelse af aftalen.

Sø- og Handelsretten lægger i afgørelsen vægt på, at distributøren ubestridt modtog og reagerede på mailen fra producenten med et svar samme dag, at afsender og modtagere af mails var hhv. producentens general manager og distributørens managing director, samt at e-mail var en sædvanlig kommunikationsmåde imellem disse to parter. Det nævnes videre, at der ikke var noget i distributionsaftalens bestemmelse om at opsigelse skulle ske ved anbefalet brev, der indikerede at denne skulle have nogen selvstændig materiel betydning, eller at en manglende iagttagelse af bestemmelsen skulle have særlige konsekvenser.

Læs hele afgørelsen

Kontakt

Handel

Tina Buur Johnsen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil