Gemt

Skæv kurs i økonomiaftalen – offentlig-privat samarbejde skal prioriteres, hvis kernevelfærden skal styrkes

25. maj 2023

Regeringens økonomiaftale med kommunerne for 2024 har ambitioner om at sikre bedre velfærd, men det kan ikke nås gennem øget kommunalisering af det specialiserede socialområde, lyder det fra Dansk Erhverv.

 

I den netop indgåede økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne arbejdes der videre med en række konkrete initiativer i forlængelse af anbefalinger i første delrapport fra ekspertudvalget på socialområdet. Det indebærer bl.a. at indføre takstlofter på tilbud underlagt selvmødeprincippet, indførelse af beløbsgrænse for alternative tilbud og en ekstraordinær ramme og lånepulje på 200 mio. kr. i 2024, 600 mio. kr. i 2025 og 700 mio. kr. i 2026 til investeringer i øget botilbudskapacitet.

Manglende transparens mellem tilbud

Dansk Erhverv har stor forståelse for, at de kommunale udgifter til socialområdet skal hegnes ind i økonomiaftalen. Men det bør ske på et solidt grundlag med viden om, hvad velfærden koster, og hvad der virker – på tværs af ejerskabsformer. Ikke som en kommunalisering af området på bekostning af specialisering og borgernes eget valg. Dansk Erhverv er enige i målet om at se på udgifterne på det specialiserede område, men uenige i midlet. Flere kommunale bo- og opholdssteder giver ikke nødvendigvis mere og bedre velfærd for pengene. Dansk Erhverv vurderer, at aftalen kan have vidtgående konsekvenser, da det kan betyde en begrænsning af borgernes frie valg. 

 

Omkring indførslen af et takstloft på tilbud underlagt selvmøderprincippet, vurderer Dansk Erhverv, at der er behov for et reelt data- og sammenligningsgrundlag, før der kan skæres i de mest udsatte gruppers velfærd. Anbefalingen fra ekspertudvalget er givet på trods af, at ekspertgruppen ikke har haft et indblik i tilbuddenes økonomi, medarbejderkompetencer og borgergrupper. Der kan være store forskelle på udgifter, leje, lønninger, kompleksitet, fagligheder med videre på tværs af Danmark, hvorfor et takstloft kan være svært at indføre

I den netop indgåede økonomiaftale er der aftalt en markant kommunalisering af botilbudsområdet uden at vide, hvilke konsekvenser det kan have for velfærden. En øget kommunalisering kan medføre en risiko for reduktion i specialiseringen, da kommunale tilbud typisk har mindre grad af specialisering end de ikke-offentlige alternativer. Derudover vil lånepuljen være en skævvridning af markedet, da kommunerne således vil kunne optage favorable lån til at udkonkurrere ikke-offentlige botilbud på området på unfair vilkår. 

Af aftaleteksten fremgår det, at der i det lovforberedende arbejde i videst mulige omfang skal tages højde for ens beregning af takster på tværs af offentlige og private tilbud, som skal sikre fair konkurrence og lige vilkår mellem offentlige og private aktører på markedet.

”Vi opfordrer til en grundigere og mere nuanceret tilgang til at håndtere udfordringerne på det specialiserede socialområde. Man skal kunne sammenligne pris og kvalitet på tværs af tilbud, og den transparens er der ikke i dag. Og den transparens bliver ikke styrket med den netop indgået økonomiaftale – derfor er det helt afgørende at dette sker i forbindelse med det lovforberedende arbejde” siger vicedirektør i Dansk Erhverv, Mette Feifer, og fortsætter:

”Der skal være et solidt vidensgrundlag baseret på omkostninger og effektivitet, en høj kvalitet i behandlingen, gennemsigtighed i økonomien og respekt for borgernes selvbestemmelse.”

Dansk Erhverv noterer sig, at kommunerne bliver pris- og lønreguleret samt får en ekstra efterregulering, som skal kompensere for inflation, stigende lønninger og øvrige omkostninger i 2023. Her minder vi kommunerne om, at også de selvejende og private leverandører har stigende omkostninger. Derfor er det afgørende vigtigt, at reguleringerne ikke alene havner i kommunekassen, men også kommer videre ud til de ikke-kommunale leverandører.

Kontakt

Sundhed, velfærd & oplevelse

Mette Feifer

Vicedirektør
Medarbejderprofil